Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 13

De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chocoladen og Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von Eichbaum et Øjeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hænder i hendes.

– Men, sagde hun næsten rørt: Du ser jo helt blomstrende ud.

Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frøken Juel.

Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:

– Kate Mourier bliver no'et svær.

Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring: Hun er en Tøs.

Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.

Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot: hun sætter igennem, hvad hun vil … Det er den Slags unge Piger, som i vore Dage bliver forsørgede.

– Naar de kan forsørge ham, sagde Fanny.

Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de kørte alene paa Grund af de adskillige Effekter.

– Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev ganske kold – da ingen saá henner – til jeg genkendte din kloge Fornuft.

– Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, naar det da kunde arrangeres.

Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl, der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.

– Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.

– Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og lidt efter:

– Og Du, han sidder vel heller ikke paa den Kontorstol for Evigheden.

De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.

… De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen efter at have haft Ane inde til Nejning.

– Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og, mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse….

Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve … der intet sagde.

– Det værste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener, at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang lægge Hjerterødderne blot. Vil Du tænke Dig, faar hun ikke inat et sandt Anfald af sin Talesyge – i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan høres paa Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat for Søsyge.

Fru von Eichbaum tav lidt og saá frem for sig.

– Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra sit faste Bolværk.

Fru von Eichbaum tav igen og saá ud som i et langt Perspektiv af det Ufattelige.

– Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.

Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trænge til at hvile. Inde i Kabinettet stod der en Buket.

Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saá paa den. Den var nydelig:

– Men, Gud, Du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt generende.

Generalinden sagde:

– Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin Taknemmelighed.

Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad røg jeg jo, under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl … Men, Mille, nu skal Du til Ro.

Hun gav Søsteren Haanden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden med Taarer i Øjnene….

Karl sad paa Kontoret. Han tænkte paa Filippinen. Genstanden var en Ridepisk: den maatte s'gu være med Guldknap. Han nikkede over sin Protokol: Men han vilde vente til efter den første, naar Gagen faldt.

Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl Tøjet paa og stod under Gasblusset:

– Er din Mo'r saa kommen, sagde hun.

– Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.

– Du maa undskylde. Pus, men jeg har s'gu saa travlt.

– Tror Du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.

– Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket.

– Ja, jeg vidste ikke….

Hun talte saa sagte.

– Ka' Du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset….

Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs hastigt.

– Godnat, sagde hun.

– Godnat, Pus.

Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da Karl gik ud i Vrimlens Lys.

Ida var bleven mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard.

… Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det paa Skrivebordet for Lysets Skyld:

– Véd Du, sagde hun: jeg sad saamæn før Middag og saá rigtig længe paa Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der kommet noget tænksommere i Udtrykket.

* * * * *

Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa, og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.

– Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra Lygte til Lygte.

– Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.

Drosken luntede videre, og de to tav igen.

– Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.

Og de tav igen.

– Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.

– Naa, mumlede Karl.

– Men hun var ikke hjemme.

Karl tyggede paa sin Cigar, og, vel uden at tænke over det, sagde han:

– Hun var s'gu hjemme.

Ida hørte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tænkt, tænkt paa lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev lukket, vidste hun: hun var hjemme.

De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen, sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af Gasfakler.

– Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene saa hjemligt i Skæret af Gassen.

– To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han – han havde igen faaet den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under Hatten – kiggede hende ind i Ansigtet.

– Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.

– Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.

Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han, mens en Dame allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.

– Hvor her er mange, sagde Ida.

– Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog altid en Afveksling.

– Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i ét Blik, Krikken og den florbeskørtet og de syv Musikanter og Publikum.

– Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hænder, saa det knagede i hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvære over ham efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem flere Mennesker).

Et Par Klovner væltede sig om paa Jorden, mens den graciøse Dame pustede. De stødte Peber, og de "kørte i Holstenskvogn", saa det drønede.

– De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de Omsiddende lo og fniste.

– Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben, indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene) op mod Idas Hage.

Hun fo'r sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand, Sølvknappen fast mod sin Hage.

– Ja, sagde hun.

Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose" paa en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.

– Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa været der for tit.

Karl vendte sig: Herre Gud, tænker Du paa det endnu?

Og pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han vilde i det Hele saa gerne trøste hende i den sidste Tid):

– Moderen véd s'gu aldrig nogenting.

Ida klemte fast om hans Haand: Aa, Du, hviskede hun. Men Karl rankede sig i Sædet med strakte Ben:

– Naa, dér har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin venstre Haand.

Baron-direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle Ansigter vendtes og fulgte dem. Saa lød der pludselig, bagfra, en Stemme gennem Teltet:

– Det er s'gu godt, Baron.

Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa sin Stol.

– Se dog, se dog, sagde Ida.

Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste Bevægelse, sagde:

– Det er hørt.

Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad hinanden, fordi de lo ad ingenting.

– Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.

Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:

– Det var en Springer for Kate.

Ida havde ikke forstaaet straks – men nu rejste

Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm….

Saa saá hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserød Dame, og hun hørte igen Folk le og saá Karl nikke til sig henne fra Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke kunde røre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.

– Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.

Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.

– Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.

– Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.

Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche, for Jublen vilde ikke lægge sig.

– Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.

Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:

– Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.

– Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er hun, sagde han.

Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:

– Godaften, er De ogsaa kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:

– Det er Barndomsvenner.

– Naa, sagde han langtrukkent: saá er det kriminelt.

– Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde som En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:

– Naa, hun holder s'gu nok Bøtte.

Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke smagte.

Ida bøjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole, og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund) ganske sagte:

– Karl, og det var det første, hun havde sagt siden Frøken Friis var gaaet forbi: jeg bryder mig ikke om det.

Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt stærkt, mens det summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.

– Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.

Ida havde et Nu pludselig Taarer i Øjnene, men saa smilte hun igen (hun forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op imod ham:

– Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.

– Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og, med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:

– Jeg vil s'gu gaa ud til Direktøren.

– Vil Du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida løftede Haanden saa meget som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til allersidst ogsaa var af Forfængelighed).

– Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.

– Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der gav sig til at nikke til Ida to Gange.

Der lød en Fanfare: Dér har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig uvilkaarligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han rider godt.

Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse, og hun tog ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.

Folk klappede og klappede.

– Han springer godt, sagde Karl.

Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne Legeme, sagde sagte og blev rød, far hun havde sluttet Ordene:

– Han er dog ikke saa smuk som Du.

Karl saá pludselig ned paa hendes Ansigt:

– Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.

Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:

– Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig. Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis.

De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa livlig bag Handsken:

– Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag?

– Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:

– Folk træffer man alligevel allevegne.

Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en Mand, der har taget sin Beslutning:

– Saa vil vi s'gu spise.

Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad foran det røde Dyr og Salatbladene.

– Iaften vil vi drikke, sagde Ida.

– Frøken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse igen, stirrende ud hver af sit Vindu.

– Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.

– Naa, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.

– Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben af.

– De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er, ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved at spise.

Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte:

– Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun førte sin Haand ind under hans Manchet op ad hans Arm.

– Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned mod hendes Haand.

Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.

– Ja, sagde Karl blot.

Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kønt der blev – nu var Tæpperne kommet … til at gaa over begge Gulve … aa, Mønstret var saa smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt … og Portièrerne ligesaadan …

Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i Verden vilde hun blive ved at tale og – tav.

– Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud.

– Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en Stemme, der pludselig sitrede.

Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas. Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et Brev.

Ida greb ham i Armen: Det maa Du ikke se.

Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?… Og i en Tone, som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:

– Det er naturligvis om Pengene.

Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:

– Jeg forstaar s'gu ikke, hvad Du gør for at lokke alle de Penge fra ham.

– Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i samme Aandedrag – som for at sige, at det skulde han ikke tage sig nær – saá hun op og sagde:

– Det har jeg jo altid gjort.

Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:

– Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke saa let….

Ida smilede igen, mens hun saá ud over det uendelige Væv af alle sine egne Udflugter.

– Jo, sagde hun og lo næsten: naar man først er begyndt, saa kan man altid lyve videre.

– Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand.

– Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.

Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det:

– Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.

– Det manglede blot, brast det ud af Karl.

– Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.

Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i Cirkus:

– Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.

Han kaldte paa Kelneren for at betale.

– Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saá ud over Bordet og Glassene.

– Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.

Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.

Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles fra hende:

– Nu ta'er vi hen i Lejligheden.

– Men der er jo ikke istand, sagde Ida.

– No'et er der vel paa Plads, sagde Karl, og han raabte Gade og Nummer ud til Kusken.

…-Du maa ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en lille Lampe tændt og som nu aabnede Døren. Men idet hun løftede Lampen foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der stod lænede op imod Væggen:

– Det er Gulvtæpperne.

– Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte paa, at Møblerne vilde blive for store for Stuen.

– Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan Du ikke se.

– Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.

Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en Cigar, der var gaaet ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til Stængerne i et Bur. De tomme Vindusaabninger gabede paa ham som et Par stirrende Øjne.

Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.

Men pludselig bevæget, eller desperat – for han kunde i det Øjeblik gerne have slaaet alle de Møbler i Smadder – sagde han og hans Stemme var lav:

– Naa, Skaal, Pus.

– Ja, sagde Ida og saá fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads, kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.

Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt.

… Karl var gaaet.

– Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.

Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.

Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis – i Porten – eller udenfor – og hun løb, som om hun derved kunde undgaa det.

Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.

Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet paa Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede. Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.

– Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.

– Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfraværende, eller frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Haar.

– Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvaagedes underligt ligegyldige Stemme.

– Ja.

Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller laa og stirrede op paa hende.

– Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.

– Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.

Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang. Han laa kun og knugede Hænderne:

– Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa Knoerne blev hvide.

Og mens han saá hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han – det Blik maa En have, der korsfæstes – :

– Jeg kan ikke andet.

Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.

… Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere paa Gulvet.

– Det er utroligt, sagde han.

– Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin Marche og nikkede ind i Lampen.

– Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i Lyset.

Endelig satte han sig hen paa sin Seng.

– Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham Højst ubehageligt: og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at vente.

Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op i Luften.

– Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.

Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket laa han længe og kastede og vendte sig og virrede med Hovedet, men ogsaa hans Hænder var særligt urolige – som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer …

… Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde og herse med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men paa én Gang løftede han Ansigtet og, idet han saá sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde han halvhøjt og med et Nik:

– Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han maa.

Ida havde ventet længe oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen, nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den rolige.

Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Døren, som skulde aabnes, og Tærskelen, som hun skulde over.

– God Morgen.

Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frøken Friis, der sad nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.

– Godmorgen, Søde, sagde hun.

Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod Idas Kind.

Ida blev blødende rød….

Og hun hørte Frøken Helgesen sige:

– Hos os har der inat været to Dødsfald.

* * * * *

Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der ingen, saa hun kunde gaa.

Men Ellingsen var ved Døren for at "hjælpe Frøkenen".

Han tog Kaabe og Hat, og hun fik dem paa:

– Tak, sagde hun: Farvel.

Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om hans Læber:

– Frøkenen glemmer sine Pakker.

Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedøren op:

– Farvel, sagde hun og gik.

Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet tørrede sig om sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en seksten, atten Kroner om Maaneden af "det Selskab".

Det ringede ved Bufet'en.

– Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.

Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen….

– Ida gik – hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen – langs Stien, mod Østerbro, udad, længer og længer.

Dér mødte hun dem. Han saá dem langt borte. Der var de.

Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa løst i hendes slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til Hilsen.

Men Kate standsede sin Hest et Øjeblik.

– Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket dejligt Vejr!

– Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes Ansigt.

– Man mærker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt lidt fra dem. Det saá ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.

– Naa, allons … Godmorgen.

De red bort.

– Hun var kommen langt ud, sagde Kate.

Og lidt efter, mens hun saá ud over Hovedet paa sin Hest, tilføjede hun:

– Det er mig forresten ligegyldigt.

Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.

– De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.

Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saá hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og hvert Hus og hvert Træ, som var alting saa mærkelig skarpt. Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.

Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var afdækkede nu – for nu vilde det snart blive Foraar.

Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.

Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet….

Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte.

– Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.

Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis var iforvejen og læste paa alle Dørplader.

– Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds-og Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:

– Ja, her er Haandværkere.

Men Frøken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:

– Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen paa Gangen: hun maatte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind paany. Hun befølte alt og saá alt og snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:

– Men, søde Brandt, hvor maa det have kostet.

Ida sad ned. Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det paa Plads.

Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød – da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.

– Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.

Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder.

– Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.

Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng.

– Saa gaar vi, gentog Ida.

Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.

Men Ida ventede tavs først ved Dagligstuedøren og saa ved Entrédøren, sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, før hun skulde videre "et Ærinde":

– Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig – dette er jo kun for vi frisindede.

Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.

– Farvel, nikkede Frøken Friis.

Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.

– Nej, sagde hun med sin glade Stemme – hun var saa vant til, at Ida bragte noget med sig hjem – :

Jomfruen har Kager.

Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde hun, og de samledes hastigt til Picknick i Køkkenet.

Ida sad og saá Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.

Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt Josefine, der kom for at hente Spandene.

– Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.

Men Frøken Petersen sagde:

– Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.

Ida havde rejst sig og gik.

* * * * *

Frøken Friis' "Ærinde" var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af Morgenens Iagttagelser.

– Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet – for der var raffineret….

Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.

– Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.

Frøken Friis sad lidt; hun saá stadig Sengen og de store Vaskekummer og den brede Hvilesofa for sine Øjne.

– Ja, det maa det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.

Men lidt efter sagde hun:

– Men, Gud, hvor det maa være dejligt at ha'e Penge.

– Naa, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man vil hinanden.

Han bød Frøken Friis paa et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.

Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:

– Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.

– Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornæsede.

* * * * *

… Kate Mourier havde faaet den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.

– Kære Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.

– Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.

– Men kunde Du ikke gøre det siddende, sagde Fru Mourier.

Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig saa igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.

– Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saá ud i Luften.

– Ja.

Det var rart … For jeg trænger til Musik, sagde hun og gik ind.

Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev liggende urørte. Hun tænkte paa, at det var godt, at Mourier endelig kom – nu til Selskabet for Aline.

For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.

Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.

– For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.

Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den til Byen ankomne Fru Feddersen.

De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:

– Børnene har jo redet, Du.

– Ja, sagde Fru Mourier og saá ud for sig. Hun havde saa gerne villet "tale rigtig ud" – og lod være.

* * * * *

– Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde spise. Der var færdigt.

Fru von Eichbaum saá ud over Dekorationen, der var Krokus fra Landstedet, og sagde: