Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 15

Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.

Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde:

– Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige … Men – og Kandidaten havde nogle underlige Smaabevægelser med Hænderne – man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.

Oberstløjtnanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse.

Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, sagde til Mourier:

– Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?

– Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg véd s'gu ikke. Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv.

– Naa, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke saa megen Forargelse til Søs.

Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.

– Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk – .

Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:

– Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som Piger – hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret —

– Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige Fruentimmer.

Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saá over paa de Dansende, sagde til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas Likør:

– De, Eichbaum, skal vi Ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?

Mens Oberstløjtnanten pludselig sagde til Mourier:

– Men, kære Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsraad?

– Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.

Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.

– Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse.

Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var saa ganske tynd i hans Arm.

De dansede kun én Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.

– Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit Haar, sagde Student Falkenberg, da Karl atter førte Ida ind.

Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.

Saa sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Haand:

– Lille Ida, hvad vil De dog her?

Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:

– Nu gaar jeg hjem.

Hun saá ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset, og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum, næsten som da hun var Barn, og fik sagt:

– Jeg skal jo saa tidlig op.

I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue …

Saa vendte hun sig og gik.

Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.

Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officér, som var i Uniform.

– Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.

Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han:

– Er De syg?… Jeg kan da skaffe en Vogn.

Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte.

Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.

– Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.

* * * * *

Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør, mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.

Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.

– Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.

Kammerjunkeren lo og sagde:

– Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.

Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde:

– Men man bli'er vel vunden for Samfundet.

Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.

– Sikke no'et Skidt, sagde han.

– Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.

Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slaaet sig ned om Fru von Eichbaums Sengeomhæng.

– Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sløjferne. Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.

De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt imod hinanden. Oberstløjtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem Musikken. Han talte om Traditionerne.

* * * * *

Ida aabnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre saa sagte.

Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op af Dr. Qvam.

– Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat – to Selvmordere, og begge skal de pumpes.

Petersen havde hørt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:

– Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.

Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes Stønnen.

– Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er her uroligt.

Dr. Qvam saa hen imod "A" og spurgte Frøken Roed:

– Er han ikke i Seng?

– Nej.

– Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?

– Ja.

Dr. Qvam aabnede Døren derind.

Herren paa "A" sad oppe i Karmen, i det aabne Vindu, og stirrede ud i Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.

– Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.

Herren paa "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tunge Øjne paa Lægen.

– Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.

Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme, der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:

– Jeg ser paa Stjernerne – de høje Stjerner.

Han tav et Nu.

– Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu ser jeg paa dem for at lære Taalmodighed.

Dr. Qvam var traadt nærmere. Nedefra sat han op paa Herren fra "A": i dette Ansigt var der noget af den store Sorg.

Saa stod den Syge ned fra Karmen:

– Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.

Qvam blev staaende:

– Ja, men hvem har skrevet Lovene?

Herren paa "A" smilte:

– Er det ikke "Profossen", sagde han.

Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:

– Skal jeg saa bort imorgen?

– Ja, imorgen tidlig.

Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.

Saa trak han træt paa Skuldren:

– Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor.

Og idet han fæstede sine Øjne paa Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel:

– Deres Verden frister mig ikke.

Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:

– Men Livet skal dog leves.

– Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde.

– Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren.

Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr. Qvam.

Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar var opløst af Regnen.

Herren fra "A" tog hver i Haanden:

– Lev vel, sagde han.

Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne:

– Lev vel.

Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør.

Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og saá paa Ida, der stod paa samme Plet:

– Nu er den Fest vel forbi.

Og Qvam, der ogsaa pludselig saa paa hende, sagde:

– Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.

Nøglerne lød i Dørene. Dr. Qvam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.

– Godnat, sagde Ida sagte.

Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.

"De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt, langt nedefra – fra under Jorden.