Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 4

– Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke …

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.

– Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.

Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:

– Gott, Gott, der kommer den Pastor …

Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.

Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.

Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.

Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.

– La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.

– Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.

– Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet – hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.

Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.

– Aa, se Børnene, sagde Ida:

Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:

– Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.

– Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.

… Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.

– Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer …

– Goddag, Ida-Tut … Goddag, Sofie.

– Goddag, Goddag … Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen.

– Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.

– Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane …

Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:

– De skulde da ha'e Hatten af?

– Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:

– Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding – og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem … alle de glade Mennesker … ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.

– Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

– Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves …

Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen …

– Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.

– Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

– Ja, Folk de har saamæn husket os – om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund….

– Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:

– Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.

– Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.

Ida, der gik og dækkede igen, sagde:

– Og saa var der jo Brudepiger.

– Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.

– Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.

Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:

– Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene – ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.

– Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.

– Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.

Ida lo stille, ligesom ømt:

– Hvor det ligner Henriette.

Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.

– Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.

– Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.

– Jo, Mo'r.

Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde – hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok – :

– Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.

Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen Mad.

– Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.

Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:

– Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.

– Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.

– Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.

– Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:

– Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.

Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.

– Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.

Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.

Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.

– Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.

– Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.

Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.

– Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige … Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

– Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.

– Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.

– Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.

Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

– Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

– Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.

– Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.

– Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større … Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.

– Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

– Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker …

Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:

– Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.

– Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden – —

Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:

– Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen – en Smule Skinke og Smør … Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig….

– Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

– Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" …

– Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.

– Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida – de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren – saa maa Du bruge det paa Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

– Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid….

Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:

– For véd Du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.

– Ja, sagde Ida – de talte begge to langsomt og halvsagte – det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

– Ja, saa dejligt, min Pige.

Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".

– Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.

– Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.

– Ja, vi har saa, sagde Skovrideren

– Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder …

– Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.

– Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

Han saá op paa Lund:

– Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

– Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?

– Her sidder man….

Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:

– Det er det Hele.

Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

– Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker – nu har der været Bud paa Huset igen … Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:

– Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'r en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men saa længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring – hverken Søstrene eller jeg.

– Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

– Det er jo det – det mener ogsaa baade Søstrene og jeg – en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.

Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

– Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu …

Han slog med Stokken:

– Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele.

Inde i Sovekamret blev der bomstille.

– Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.

Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

– Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden….

Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

– Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.

– Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:

– Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

– Godnat.

Lund gik ind i Stuen igen.

– Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.

– Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede:

– Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.

– Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden. —

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.

– Om Ida maatte følge dem?

– For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

– Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende:

– Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.

Hun kom til Sæde.

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:

– Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet faar vi nok besørget. Saa løb Du nu, det var Meningen.

– Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:

– Fik hun Smørret og Skinken?

– Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt, saa sagde han:

– Nej, hun sidder s'gu paa hende.

– Hun er jo syg, Lund….

– Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske.

– Naa, Lund.

– Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru …

Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Pelshuen:

– Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.

– Gæstfri, det er hun nu, Lund.

Lund blev ved at le.

– Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne paa Bordet for at vise, at hun har dem.

… Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:

– Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.

Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.

Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas Stemme, da hun talte til Pigen).

– Nej, det er "Jomfruen", raabte hun. Hvordan er Du sluppen ud af "Enkekassen"?

– Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gaa herud.

Olivia saa lidt paa hende:

– Naa, saadan … Men kom nu ind.

– The, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte paa en lang Historie:

– Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til The – hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.

– Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par …

– Ja, sagde Ida.

– Naa, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.

To Tuller kom løbende og raabte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Barnejubel, naar Ida kom.

– Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.

– Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.

– Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par Druer i Munden.

Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret.

Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.

– Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de løftede Arme.

– Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød.

– Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.

Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren aaben.

– Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.

– Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.

Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.

– Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger". Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.

– Hvordan?

– Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.

De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i Væggen:

– Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?

– Ja-a….

– For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa….

Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:

– Og saa er der jo osse Ungerne … om man kunde lære noget for dem. Naa – hun smilte pludselig over hele Ansigtet – jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.

Hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde:

– Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde:

– Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.

– Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse "ovenpaa"?

– Ja, sagde Ida halv forknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre? Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

– Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.

Olivia sukkede lidt:

– Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stift.

Saa sprang hun op:

– Skal vi spille firhændigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

– Aa, Du, nu maa Proppen døbes … Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Døbefonten.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog Entrédøren op:

– Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.

Lidt efter gik Ida.

Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren.

Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:

– Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?

Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:

– Fulgte Lund Dig?

– Ja, Mo'r.

– Hvem var det da, Du talte med her paa Fortovet?

– Frøknerne Staal.

– Hm, gaar de to unge Piger alene.

– Skal jeg saa læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:

"Ejendomssalg i Bræstrup".

"Voldtægt i Hatting"….

– Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.

Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:

– Tag saa Historien.

Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.

Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

– Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i Hatting.

… Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

– Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?

– Hvilke Pakker?

– Skovriderens Niels kom med Pakker.

Ida sagde:

– De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.

Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:

– Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.

– Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.

Sofie blev ved at græde – hun græd som en Karl – :

– Men jeg vild' saa gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til Alters … nu paa Synda'.

Hun snøftede højt.

– Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.

Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.

Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:

– Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden.

Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed. Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

– Frøkenen maa ta'e Penge iaften – vi har ikke en Skilling i Huset.

– Igen, sagde Ida.

– Naar En aldrig tør si', hva' En køber … Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes….

Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

– Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden … det var dem, der kom fra Theatret.

– Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, saa slank og mørk.

Hun saa altid saa længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan de gik.

Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.

… Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.

* * * * *

Ida sad midt i Ærtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede Ærter i et stort Trug.

– Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun overholdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi Ærtebedet:

– Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany – hver Gang hun saá hende.

– Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.

– Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.

Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.

– Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

– Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.

Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet sig seks nye Fortænder i Foraaret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.

– Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa et Pigebarn … Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.

– Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.

Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:

– Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.

Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun maatte "se efter Børnene".

– Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen….

Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.

– Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.

– Ikke?

– Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger – hun løftede de spidse Skuldre i Slaabrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en Barnefigur igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn – :

– Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.

– Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.

– Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede – der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte – :

– De har ogsaa deres.

Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde.

– Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.

– Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.

– Aa, ja, lille Ida … vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.

Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:

– Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter …

Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.

– Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.

– Nej, Fru Falkenberg, jeg saa ham ikke.

– Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til …

Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte sin Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.

Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

– Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er smaa, men man maa jo sende dem i Skole….

Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem —

– Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.

– Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.

Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.

Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.

– Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og skikkelig Maade at tale til Ida paa. Og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The:

– Tak, sagde han.

Ida bad ham Kiksene.

– Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

– Ja.

– Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu. Og Herren véd, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

– Nej, det er utroligt, sagde han.

Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "saa skulde blive til".

Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til – saadan. Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig, i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok:

– Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

– Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

– Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle – Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.

Han nikkede:

– Luk saa Dørene op.

Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i Godsforvalterens Have:

– De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre Ungersvende med opsmøgede Benklæder.

– Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

– Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa mange Ting at se, naar man bli'r gammel.

– Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel.

Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Længen"s Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar … der var saa faa tilbage af de gamle Træer.

– Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

– Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

– Naa, ja, ja….

Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet længe.

Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.

– Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klæderne.

Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen.

Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse – alt syntes at blunde i Lyset.

– Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

– Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.

Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.

Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne – saa gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.