Читайте только на Литрес

Kitap dosya olarak indirilemez ancak uygulamamız üzerinden veya online olarak web sitemizden okunabilir.

Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 5

Yazı tipi:

Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.

– Er der nogen hjemme, Lucie?

Lucie løftede det rokkende Hoved:

– De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.

Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.

– Aa, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige … Vi vasker og vi lapper. Du – med alle de Gæster. Men de er jo velkomne – det er vist og sandt. Aa, kan Du hjælpe mig….

Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand.

– Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er da vist osse de ældste … Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du … og hvem véd, hvorlænge det varer….

– Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.

Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.

– Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af, og hvem véd, hvor saa vi skal hen.

Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:

– Men Skovene bli'er da staaende, Fru Lund.

– Aa ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.

Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse:

– Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.

Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.

– Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Aa, Du, det er ikke let. Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og hun er ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun Senge….

Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden….

– Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e Lov at dø her.

"Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:

– Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.

Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af "Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.

– Er det Ida, raabte den ene.

– Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.

De unge Piger greb Bærrene og lo:

– Aa, aa … Kirsebærrene fløj.

– Aa, aa … Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

– Saa, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

– Fler til Dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida. Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.

– Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.

– Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig – lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær:

– Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.

… Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem … saadan en sær Stemning der var over hende …

– Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at staa og nikke: hils, naar Du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende. Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:

– Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.

Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet Vognen kørte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det …

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:

– Var den der Frøken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være sket noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

– Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

– Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.

Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.

Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun saa en barbenet Dreng komme op om Plænen:

– Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

Den var til Frøken Brandt, sagde han.

– Til hvem?

– Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

– Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.

– Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til: Naa, la' mig først faa øst op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

– Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.

– Tag saa Suppen.

Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe.

– Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:

– Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.

– Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

– Det er Mo'r … og havde revet Telegrammet op og læst det.

– Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.

– Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut … hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende:

– Jeg har sagt til om Vognen.

– Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

– Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet – hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu – :

– Aa vist, aa vist … det er naturligvis ikke saa slemt … hun kommer saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:

– De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

– Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.

Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.

– Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse.

– Ja.

Hun nikkede til Schrøder, som gik.

– Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.

I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.

– Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

– Det er vel det, svarte Johan.

Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

– Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

– Der bli'er meget, sagde Johan.

– Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.

– Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:

– Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

– Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

– Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine Betragtninger", om at da pludselig – "der var Ord, man huskede".

– Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk. Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

– De skal da ikke køre alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind over Vogndøren uden at sige noget.

Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind – Vognen var helt nede paa Bræstrup-Vejen nu – saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover Sporet af den bortkørte Vogn….

… De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte. Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.

Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:

– Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse….

Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:

– Nu faar jeg hende ikke at se….

– Men, Ida.

– Nej, nu faar jeg hende ikke at se….

… Saa var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde fo'r imod dem.

Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

– Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.

Ida støttede sig til Gelænderet:

– Hun var altsaa ikke død.

– Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.

– Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.

Men Ida blot stønnede.

– Og saá telegraferede vi, hviskede Sofie igen.

– Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.

– Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid. Og hun satte sig paa en Stol.

– Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring – med saa mange Ting.

Ida hørte kun efter Doktorens Trin.

Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det … som hun kendte det … Og paa én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet – af Taknemmelighed….

Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:

– Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun saá op i hans Ansigt.

– Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret….

Ida blev ved at se paa ham:

– I hendes Tilstand … over at De var borte….

Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den Haand, han rakte hende:

– Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.

Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten.

Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol.

Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

– Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde:

– Jesus Kristus, Jesus Kristus.

Men Ida rørte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den.

– Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.

"Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det … Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til min Ihukommelse."

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte standset og tungt som en Sten i sit Bryst.

– "Vater unser, Vater unser …"

Men Præsten blev ved:

– "Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse …"

Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:

– Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:

– Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg.

Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.

– Dette er Jesu sande Legeme….

De hørte ikke mer, men ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.

Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:

Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa derind….

– "Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred."

Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:

– Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte at flyde igen.

Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand.

– De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

– Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke.

– Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.

… Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

– Sover hun? hviskede Ida.

– Endnu er hun vaagen.

De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

– Sover hun? spurgte Ida igen.

– Hun er vaagen.

De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede.

– Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da Vaagekonen skød Døren op.

– Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.

Vaagekonen rystede paa Hovedet:

– Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

– Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

– Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet – uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

* * * * *

Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.

Ida var gaaet fra Stue til Stue, en sidste Gang.

– Ja, saa lukker Du, sagde hun til Sofie.

Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.

– Ja, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:

– Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et … at saa bli'er 'et til, at vi gifter os….

– Gifter Jer? Men – han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)

– Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et … og saa har En jo hans tre Børn a' pass'….

– Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.

Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:

– Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene….

Ida saa paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i Øjnene.

– Gid det maa bringe Dig Lykke da, sagde hun.

Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:

– En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun ogsaa – hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik….

Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.

… Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmørket ud paa "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned. Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias Fødder.

– Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.

– Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.

Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:

– Det er vel – det eneste, jeg kan.

Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

– Og saa gør jeg da Nytte for no'en….

Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme Stemme:

– Nu gifter Sofie sig.

– Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.

– Nej, med Hansen fra Gasværket.

– Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

– Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres Fødder:

– Hvor Rolf er stille.

– Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.

– Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.

De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand.

– Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind.

Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.

– Hvor de er kære, sagde Olivia.

Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.

– Hvad er nu det? hviskede Olivia.

Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

– Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.

Ida stod foran "Proppens" Seng:

– Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.

De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

– Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

– Naa, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige, saa gi'er Du ham lige til Særken….

Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.

– Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:

– Det bli'er hun vist ikke.

– Men, hvorfor? spurgte hun.

– For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.

– Nej.

Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:

– Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.

Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

– Og saa kommer alligevel Døden.

* * * * *

Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. … Det begyndte at mørkne – den første Dag i København. Ida var gaaet omkring mellem fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som skulde derhjem igen.

Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.

Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.

Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker….

Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus.

Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store Pakhus. Der var det mørkt.