Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 7

"Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro. Jeg haaber, Du finder noget her i Nærheden. Jeg tænker paa Lindholms, som skal til Nizza med den syge Mary – de rejser jo altid med de Tæringsyge, naar det er for sent. Du kunde maaske leje der, naar vi luftede godt ud og ellers rensede. Du véd, det er lige herved, og godt vil det være for Kate lige ved Grønningen og "Linjen". I maa jo ogsaa tænke paa Helbreden. Jeg glæder mig rigtig til Vinteren, ogsaa til Kate; det er saa friskt at faa lidt Ungdom i Kredsen – "

Fru von Eichbaum havde sluttet Brevet og sad og stirrede ind i Lysene. Hun tænkte paa Karl:

Der saá man, naar man kun var beskæftiget sin bestemte Tid med noget, der holdt fast som et Kontor, saa kom Roen. Men Skylden havde vel altid været hendes – hun skulde aldrig ha'e sendt ham fra Hjemmet.

– Ham – med sit bøjelige Sind.

Fru von Eichbaum hørte Julius inde i Spisestuen. Hun syntes rigtig det var længe siden, hun havde glædet sig saadan til sin Kop The.

* * * * *

Om Søndagen var det varmt nok til, at Generalinden og Fru von Eichbaum kunde drikke Kaffen paa Verandaen. Generalinden sagde: Du maa kun ta'e et Sjal over Skuldrene, Mille, Du, der er vant til Byluften.

Julius bragte Sjalet, og Søstrene sad sammen og saá ud over Sundet.

– Der skal ikke Kaffe til Herren, sagde Generalinden. Karl von Eichbaum var gaaet ned paa Bellevue at spille Billard.

Fru von Eichbaum talte om Vilhelmine Mourier.

– Jeg skrev da til hende, sagde hun, og jeg tænker paa, om de ikke kunde leje af Lindholms.

– Gud, Emilie, sagde Generalinden, tror Du osse det – i det tæringsyge Hus?

– Kære, sagde Fru von Eichbaum, hvor kunde man vel bo, naar man skulde være saa ængstelig? Jeg, som rejser, jeg spø'r Dig, hvor kunde man ikke bli'e smittet? De ligger naturligvis ikke i de samme Sengklæ'er, og naar vi saa paa Forhaand sørger for, at der luftes….

– Ja, sagde Generalinden.

– Og det var hyggeligt nær ved os, saa vi kunde gaa ud og ind.

Fru von Eichbaum saá lidt ud paa Vandet.

– Og dejligt for Kate med Grønningen – hun, som ri'er.

Generalinden nikkede:

– Hun ri'er superbt, sagde hun. (I Slægten sløjfedes d'et i Verbet at ride).

Og lidt efter sagde hun, seende ud paa Vandet:

– Ganske Vilhelmines Figur fra Ungdommen.

Søstrene talte om andre Ting.

* * * * *

Den Søndag blev den sidste varme Dag i Aaret.

Om Mandagen var det Sjask og Søle, og Ida stred sig paa sin sidste Morgentur – for idag var hendes Nattevagt omme – op mod Vinden langs Søerne.

Da hun kom hjem igen, mødte hun Karl von Eichbaum, der lige var staaet af Sporvognen.

Han kom drivende ovre paa Fortovet med begge Hænder i sine Lommer og Voksdugsrullen presset ind under den højre Arm.

– Uh, sagde han misfornøjet, men pludselig smilte han:

– Vi fik ikke Foraar den Gang.

– Nej, vi kommer nok ikke i Skoven.

– Men, sagde Karl og skød afgørende Hænderne ned til Bunden af sine Lommer: Saa vil vi ud at more os.

Ida lo:

– Hvordan? sagde hun.

– Ud et Sted en Aften at spise. Vi kan jo ta'e en anden med.

– Det var da værre, sagde Ida hastigt.

Og lagde til, mens hun blev gloende rød:

– Med en Fremmed.

– Ja, ja da, sagde Karl, og hans Stemme blev med ét forandret ligesom saa god:

– Saa ta'er vi ene.

De gik ind ad Porten og snakkede lidt igen.

Saa sagde Karl, der allerede stod paa den store Trappe op til Kontoret, stadig med Hænderne i Lommen, men med den samme "gode" Stemme som før:

– Hvor gammel er De, Frøken Ida?

– Det véd De jo.

Men Karl sagde:

– Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar.

Ida lo kun – det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter – og de skiltes.

Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.

Men paa én Gang tænkte hun paa, at Karl Eichbaum havde haft Sommerfrakke paa ogsaa idag….

… Da Ida to Dage efter skulde bringe en Meldeseddel over paa Kontoret, mødte hun Karl von Eichbaum, der kom ind ad Porten i en fin ny Frakke. Han havde været til Frokost. Naar Karl von Eichbaum raadede over Mønt, overlod han "Anes Husflid" til en Portør og nød sin Frokost hos "Svendsen".

De talte lidt og Ida stod og saá paa ham.

– Ja, sagde Karl og skød Brystet frem: man er fin.

– Forfærdelig, sagde hun, paa en Gang talende helt Jysk: Hun var blevet saa glad ved at se det flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

– De skulde "spytte" paa den, Frøken Ida.

– Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

– Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

– Det er Frøken Brandt, sagde han saa.

Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

– Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget en Virksomhed herinde.

– Ja, sagde Ida, og ganske rød skyndte hun sig at tilføje:

– Jeg skal bringe en Meldeseddel….

– Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besøge mig en Dag – nu (og hun smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Søn. Han kan altid sige mig en Dag, hvor De er fri.

Moder og Søn blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius: Man skal ikke, sagde hun til Søsteren, sende Julius og saadanne op paa et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

– Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her … saa kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.

Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordøren:

– Har De saa tænkt paa'et, Frøken Ida, sagde Karl.

– Paa hvad?

– Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertøjet – og han slog paa Frakken – maa s'gu indvies.

* * * * *

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og søgte i Mørket efter Døren. Hun vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun vilde ikke møde nogen nu – netop nu, hun skulde gaa.

Hun løb videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var Døren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

– Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.

– Ja, jeg har fri, sagde Ida og løb fra ham.

Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to Portører, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og Josefine, som kom paa Trappen.

– Naa, Frøken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

– Ja, sagde Ida smilende.

Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saá hun ham: der stod han allerede, ved Hjørnet af Botanisk Have.

– Her er jeg, sagde hun og løftede sit Ansigt. Hun var næsten stakaandet.

– Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.

Og de gav hinanden Haanden.

De gik, mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

– Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slæbende Stemme, som han holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde hen?

– Aa, jeg sagde no'et….

– Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det lærer man, Gud straffe mig, fra Barnsben.

Ida blev pludselig alvorlig i Øjnene:

– Aa, ja.

Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:

– Det var li'som de alle ønskede mig god Fornøjelse.

Hun tænkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Læbespidser, sagde:

– Ja, nu maa vi s'gu tænke over, hva' vi skal spise.

De lo begge to.

De havde naaet Porten til Ørsteds Park.

– Vi kan gaa gennem Anlægget, sagde Ida: naar der er Tid.

– Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu.

– Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt.

– Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa Skrænterne og det mørkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

– Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skad Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en straalende Krans.

– Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

Hendes Øjne fulgte Skrænterne og Broen og det tyste Vand.

– Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe løstes op.

– Ikke kønnere?

– Nej, sagde han.

En Svane skød lydløst frem fra det mørke Vand.

– Det har jeg ogsaa altid tænkt, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik.

– Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte sig for at gaa.

– Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Ørsteds Statue, idet de gik forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

– Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Mørkningen" i Gaderne.

– Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde sig.

Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et Menneske i det hele Parket.

– Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?

Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de hørte Stolesædernes lystige Smæk og Kontrollerens Nøgler i Logernes Døre og fra Gangen al den glade Skubben og Summen.

Ida skød Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske lidt:

– Aa, sagde hun, det er første Gang, de spiller Stykket.

– Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer trængte sig hastigt frem mellem Bænkene. Karl sad og nævnede deres Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glæde og fulgte hvert Navn, som han nævnede. Men pludselig rejste hun sig halvt og saá ud op mod første Etage, med et lille Kast med sit Hoved:

– Det er dér, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

– Hvem?

– Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret dér ifjor.

Ida sad igen, mens Støjen steg, og smilte, med Ryggen helt lænet tilbage mod sin Stol. Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød:

– Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

– Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm:

– Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev tændt og gød sit Lys over Tæppet. I Parkettet var alle Hoveder i Bevægelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

– Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskæg med et Udtryk, som var en Knebelsbart noget, der smagte godt.

Orkestret havde spillet en lille Tid.

– Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida svarede ikke, hun sad med halvlukkede Øjne og lyttede efter Musikken. Karl saá fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal. Man kunde faa Lyst til at spænde over den med Fingrene, saadan, fra Tinding til Tinding.

Ida følte hans Blik og aabnede Øjnene helt.

– Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Tæppet gik op.

… Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von Eichbaum gik bag Ida Brandt og værnede hende lidt med Armene, men Ida lo over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

– Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Øjnene straalede.

– Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerummene, og endelig naaede de derhen. Men Ida blev siddende inde i Sofaen, med Hatten og alt Tøjet paa: hun saá paa Herrer og Damer, der blev ved at strømme ind.

– Aa, vi har Plads, sagde hun og skubbede Skuldrene op ligesom i Theatret.

Karl fik Overtøjet af hende og satte sig.

– Saa, sagde han og strakte Benene fra sig, mens han slog Rynker paa sin Næse:

– Nu skal vi spise paa Fransk.

– Ja, sagde Ida og slog Hovedet rask tilbage. Hun vidste vist ikke, hvad hun sagde "ja" til.

Karl bestilte og Tjeneren bragte Fade og Karl rettede an. Ida sad kun og fulgte dem med Øjnene, alt, hvad de gjorde, og smilte; og hun tog saa besynderlig varsomt paa alting, sit Glas og Fadet og sit Brød, som om hun undrede sig over det alt, over hver Ting. Dugen og Lyset og den grønne Flaske i Køleren.

Saa sagde hun og spilede begge sine Hænder ud paa Sofaen, mens hun lo ganske sagte:

– At jeg sidder her.

Karl smilte glad til hende og saá saa ud paa Folk i Salen, der knap fik Plads ved Bordene:

– Ja, vi sidder s'gu bedst.

Ida blev siddende som før:

– Hm, sagde hun saa med den samme Stemme: det er li'som vi var paa Skovtur.

Karl, der spiste langsomt men vældigt, lo og sagde:

– Naa, det synes jeg nu ikke, for man spiser altid forbandet paa Skovture.

Men Ida blev ved at tænke paa Skovturene: Turene derovre, naar de var kørte til Stensballe en hel Char-a-banc og de havde danset foran Hjulmagerens Hus og trillet omkap ned ad de høje Banker.

– Jo, sagde hun: for her er li'esom derhjemme.

Men Karl, der begyndte at blive mæt, sagde, at hun maatte virkelig spise og lagde en Kramsfugl over paa hendes Tallerken.

– Maden er s'gu god, sagde han; og idet han tænkte paa Skovturene, sagde han med Albuerne paa Bordet (og tænkte, at hun var Gud straffe mig nydelig):

– Det var De vel mange Gange – paa Skovtur?

Ida sad lidt og saá ud for sig:

– Nej, ikke saa mange Gange, sagde hun sagtere.

Karl blev ved at se paa hende:

– Saa drikker vi to Jyder … Han løftede glad sit Glas.

Ida lo og tog sit:

– Men De er jo egentlig slet ikke Jyde.

Karl rynkede Næsen:

– Vist saa, alle vi Eichbaum'er er Jyder. Det er da der, vi har haft no'et.

Og de drak.

Karl blev ved at sidde og rette an for hende stadig med Albuerne paa Bordet: Ost og Sellerier, som han to Gange stak over og dyppede i hendes Saltkar.

– Hvor de var dejlige paa "Ludvigsbakke", sagde Ida.

– Ja.

Han gnavede stadig sin Selleri, mens han saá paa hende og sagde:

– Ida, De skulde altid være i gult.

– Hvorfor?

– Jo, sagde han sløvt.

Karl blev ved at gnave paa sin Selleri-stængel, og pludselig tænkte han paa Mouriers. Han fortalte om dem og at de maaske vilde købe "Bakken". Det er en Smørgrosserer fra Aarhus, sagde han. Han trak "Aa"et i den jyske "Hovedstad" langt og foragteligt ud og sagde saa tilfredsstillet:

– Men saa kan man da faa Recks ud….

– Hvorfor?

– Jo, erklærede Karl med sin tørre Stemme: for det er no'et Pak.

– Ja, sagde Ida uvilkaarligt. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev saa glad og at hendes Ansigt straalede.

– Og saa kan vi igen komme derover om Sommeren, sagde Karl. Skaal, Ida.

– Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk.

Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad:

– Der kan dog være rart i Kongens København, hva'?

De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens – det gjorde hun altid, naar hun var glad – men pludselig sagde hun:

– Uh ha, hvor han talte højt….

– Hvem?

– Han, Elskeren, sagde hun.

Karl lo:

– Ja, man maa jo høre ham.

Ida sad og saá ud for sig:

– Men alligevel, sagde hun sagtere.

Der var knap fler Mennesker ude i Salen og Opvarterne stod og hviskede sammen over deres Regnskaber.

Karl sad og smilte og saá paa en Flaskehals.

– Har De nogensinde været forelsket, Ida, sagde han.

Ida saá op og rystede paa Hovedet, halvt trist.

– Nej, sagde hun saa i en Tone, som var det noget, der var gaaet hende forbi.

– Men – og hendes Stemme sitrede en lille Smule og hun vidste ikke selv, hvorfor hun sagde det eller hvad hun egentlig tænkte paa, hvis det ikke var paa det lille Hus i Horsens og de tre halvmørke Stuer – :

– Men, sagde hun og saa ud over Bordet og søgte at smile: Jeg har nu tit været bedrøvet.

Karl havde faaet saadan et godt Glimt i Øjnene:

– Det er s'gu utroligt, sagde han kun.

Og de sad lidt tavse.

Ida saá ud i Salen, hvor der var halvmørkt og de fleste Blus var slukkede:

– Men de er alle gaaede, sagde hun forskrækket.

– Ja, sagde Karl og rejste sig bredt i Stolen: Men vi skal s'gu ha'e Kaffe.

De fik den og Likør ogsaa, som Karl skænkede. Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene.

Ida saá ud mod det skridende Mørke:

– Nu er det forbi, sagde hun.

– Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl.

– Ja, sagde Ida hastigt og glad.

– Det maa være hjemme, sagde Karl, som begyndte at hjælpe hende Tøjet paa: Paa Deres Værelse….

– Nej dog, sagde Ida, og hun lo.

– Hvorfor?

– For det er forbudt.

Ida blev ved at le, men Karl rakle hende blot Hatten og sagde:

– Aa pyt.

De gik ud gennem Hotelgangen og Portier'en vilde lukke Døren efter dem, da Ida sagde, glædestraalende:

– Nu, maa jeg; og stak ham en Krone i Haanden.

Karl lo, som han var betalt for det:

– Men, Gud straffe mig, Ida, tror De, det er passende….

Da de var kommen et lille Stykke hen ad Gaden, bød han Armen frem:

– Man byder vel Damen Armen, sagde han.

– Ja, sagde Ida og tog den, mens hun trykkede sine Skuldre lidt sammen: nu er det jo Nat.

… Karl gik hjemme i sin Stue og smilede længe, før han kom op i sin store Seng. Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke.

Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse.

– Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne….

Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret.

… Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen. Da hun kom op paa Gangen paa første Sal, stod Frøken Roed foran det aabnede Skab.

– Gudbevar'es, er det Dem, saa silde, sagde hun: Hvor har De været paa Skovtur?

Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre – hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed – :

– Godnat.

Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft "Udgang".

– Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendes Stemme, naar hun vejrede Nyheder.

Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene, og hun løb.

– Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.

De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudte Ord fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed. Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.

Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af. Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.

– Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe – naar han kunde liste sig herop….

Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:

– Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang … en Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen … og dække rigtig Bord….

Ida sov ind.

… Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.

– Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.

– Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.

– Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.

– Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.

– Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.

– Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for Inspektøren, hvis det skal vare ved….

Ida nikkede mekanisk.

– Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.

– Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betænksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.

– Ja, sagde hun: man véd nok om 'et – for Andersen har været slem (Andersen var den nuværende Konduktør) … Men nu har vi klaret det….

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.

Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de seks Tallerkener.

– Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise, Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side – mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:

– Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.

– Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre … Hvis han nu mistede sin Plads….

– Hvad var der at gøre….

Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:

– Og hun havde været med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det … mens hun alligevel hver Gang løb det forbi:

– Hvem der havde brugt hans Penge.

Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin Stol, indtil det skumrede.

Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:

– Godaften, Jomfru.

Og pludselig sagde Ida:

– Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut … jeg skulde saa gerne op….

– Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.

Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:

– Godaften.

Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:

– Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.

Og Ida lo.

Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:

– Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.

Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.

Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:

– Profossen er her, hviskede hun.

Det gav et forskrækket Ryk i Ida.

– Hvor? hviskede hun.

– Paa "A".

Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne. Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Døren til "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand til Stuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen og Nøglerne, der blev drejede om i Laasen.

– Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.

Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:

– Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til … Lad Patienten kun gøre som han vil … Og De kan skrue Gassen ned om Natten.

Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.

– Vel, Hr. Professor.

Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med et Glimt flakkede hen over hans Ansigt.

– Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.

Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket. Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.

– Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.

– Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.

Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og saá paa Ida.

– Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.

Ida lo:

– Ne-ej, hvorfor?

– Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den aabne Dør.

– Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine Hænder.

– Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte:

– Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.

Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.

Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra Køkkenet:

– Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overfor Vejrforandringer.

Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von Eichbaum.

* * * * *

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.

– Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

– Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

– Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.

Saa maatte Ida gaa … over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det….

Og nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han saá hende, blev han blødende rød.

– Det var en Meldeseddel, sagde hun.

Han bøjede sig ned imod hende:

– Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.

– Tak.

Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):

– Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.

Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skød Læberne frem:

– Jeg vil hellere ha'e The.

Ida lo:

– Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal være Kaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande….

Saa løb hun:

– Nej, nej, han var ikke vred.

Aa nej, han havde forstaaet hende….

… Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor de laa.

Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at faa den vekslet.

Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.

– Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.

Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske Bogstaver – og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.

Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.

Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'Hrr Jensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:

– Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej … Det véd vi fra d'Angleterre….