Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 6

ANDEN BOG

Naa, Holm, faa nu Fingrene dyppet.

De fire Patienter paa "Salen" var kommen ud af Sengen og stod i Forstuen, hver foran sit Vandfad. Josefine satte Morgenmaden fra sig og gav Holm et muntert Tjat over begge Haandled, saa hans runkne Hænder fløj ned i Vandfadet.

– Saadan, sagde hun: ned med Poterne.

Josefine tjattede til ham igen og blev staaende frisk og højbarmet, med Hænderne paa sine Hofter, mens Bertelsen, sløv og tavs, skyllede Vand op om sin stærke Hals:

– Se glad ud, Bertelsen, sagde hun: Solen skinner.

Der var om Morgenen noget friskt og fuldt i Josefines Stemme, der ligesom fortalte, at hun kom udefra og tilbragte Nætterne udenfor Huset.

– Godmorgen, Frøken.

Josefine nikkede ind mod "Salen", hvor Ida sad hos en af de to Gamle paa den solbelyste Seng, og hun drejede rundt paa Hælen – Josefine førte lidt ureglementerede høje Hæle ind paa Afdelingen.

– Godmorgen, Josefine.

– Se saa, sagde Ida og tørrede den Gamles Hænder: nu ligger De godt, Sørensen.

Den Gamle smilede og nikkede.

Nøglerne klang saa raskt i Dørene: Godmorgen, Godmorgen – for et dejligt Vejr. Det var Frøken Kjær, der rap og rødmosset stak Hovedet ind ad Døren fra Kvinderne.

– Dejligt, sagde Ida, der skyllede et Panel, som var varmt af Solen, mens Frøken Kjær fløj ud gennem Køkkenet.

– Er Petersen oppe? raabte hun og dundrede paa Petersens Dør.

– Ach, hvor schønt der er over Søerne, sagde Frøken Petersen bag den laasede Dør. Frøken Petersen satte ikke Pris paa at have Fremmede ind om Morgenen, mens hun omstændelig syslede med sit fem og trediveaarige Legeme og iførte sig meget hvidt og ungdommeligt Undertøj.

– Tal Dansk, din tyske Kvind', raabte Frøken Kjær og dundrede igen.

Nøglerne klang paany, og borte var hun.

Ida fik Vandfadene bort, hastig og travl, og fik Maden smurt til dem alle: Ja, idag vilde der være dejligt langs Søerne. Det var det bedste, det Morgenløb efter Vagten.

Hun gik og nynnede og smaasnakkede med hver, mens hun bragte Maden rundt, til hun, stille, aabnede Døren til "A", hvor der var mørkt endnu.

– Godmorgen. Hr. Doktor, sagde hun.

Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit Tæppe. Ida syslede om ham, og han sagde sit uforanderlige Tak med den samme Stemme (han sagde det bestandig og altid i en Tone, som følte han en dyb Medlidenhed med den, hvem han takkede), mens han løftede de vagtsomme Øjne, der fulgte ikke Solens Skin, men hende.

Ida blev ved at tale, muntert:

– Nu skal jeg Tur, sagde hun.

Den Syge nikkede kun:

– Ja, sagde han, Solen frister.

Ida lo:

– Ja, efter Vagten. Godmorgen.

Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med Vagten.

– Saa gaar jeg da, sagde Ida og aabnede Døren til Gangen, hvor Morgenluften stærk og ny slog ind ad det aabnede Vindu.

Ida løb op ad Trappen til sit Gavlkammer. Nøgleknippets Raslen lød som Lyden af et Sæt glade Smaaklokker, mens hun løb.

Oppe i Værelset slog hun Vinduet op: saa friskt det var, og alle Havernes Buske skinnede.

Hun blev staaende ved Vinduet og paa én Gang smilte hun. Hun tænkte paa Karl v. Eichbaum. der havde sagt igaarmorges, da de mødtes:

– Ja, nu tror jeg virkelig, vi faar Foraar.

Og de havde let begge to, og hun fortalte om Fru Franck, der, i gamle Dage, omkring ved Hellig Tre-Konger, i Middagsstunden lukkede sit Vindu op paa Klem, naar Solen skinnede, og sad med Næsen ud af Sprækken og sagde:

– Nu lugter jeg Foraaret, Børnlille.

Ida blev ved at smile: hun tænkte i den sidste Tid saa tit paa alle de gamle Dage og paa det Aar, det dejlige Aar, før Mo'r blev syg; og alle de andre Aar, det var næsten som de slet ikke var – men kun den Tid, den lyse Tid….

Det kom vel ogsaa af, at hun havde truffet dem igen, næsten dem alle, dem hjemme fra Ludvigsbakke, Frøken Rosenfeld, der havde søgt hende op, og Karl v. Eichbaum, som hun mødte hver Dag i Bygningen.

Ida saá op paa sit Uhr og maatte skynde sig: saa sent det var blevet. Hun klædte sig paa og hun løb ned ad Trappen, gennem Haven, laaste og lukkede. I Vaskeriet gik tre Vaskerpiger og sang. Da Ida kom ud i den store Gaard, sad Dr. Qvam paa en af Stentrapperne og solede sine hvide Benklæder.

– Ej, hvorhen saa hastig?

– Jeg skal Tur.

Dr. Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende.

– Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kaabe.

Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene, tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud i Lyset.

Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder. Over hende, i alle de aabnede Vinduer, bankede Pigerne Støv ud i den nye Luft, mens Ida gik. Hvor de slog løs; og de to talte med hinanden over Gaden. Ida syntes det var, som om hun saa alle Ting, Ansigter og Mennesker og hvert enkelt Træ, saa lysende klart saadan om Morgenen – ligesom Øjnene blev ny….

Ved Søhjørnet stod Blomstermadammen paa sin Trappe og nikkede.

– Tak, sagde Ida og nikkede igen, mens hun bøjede sig lidt hen til hende og slog med Haanden ind mod Qvams Rose: idag har jeg.

Ellers plejede hun at købe en Blomst, for de duftede saa frisk, nu saa tidlig om Morgenen, naar Gartneren lige havde bragt dem.

– Naa ja ja, svarede Blomstermadammen. Det er ellers et svært heldigt Vejr.

– Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu:

– Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.

– Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget – : om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland.

– Godmorgen.

Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne. Hun holdt bestandig mest af de Veje, hun var vant til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og næsten ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom hjemme i Horsens.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandløse Opvarter paa "Rørholm". Det var fra forleden Morgen, da de drak Kaffe dér, fordi Karl v. Eichbaum var løben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de første Gæster og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er pænt.

De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for der gad Schrøder ikke løbe op og purre ham ud. Og saa laa han til over Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kaféen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.

– Morgen, raabte han.

Ida vendte sig rask:

– Godmorgen, sagde hun.

– Jeg ta'er min Kaffe her.

– Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Kørevejen med begge Hænder i Lommen.

– Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.

– Vi skulde ta' i Skoven, Frøken Ida, sagde han saa og havde stadig Hænderne i Lommen.

– Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Kørevejen.

– Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjælland, sagde han.

– Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

– Derovre er der da Træer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at tænke paa Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Frøken Ida.

– Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:

– Fordi De staar saa kønt paa Deres Ben. Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Kørevejen blev han staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og tænkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Frøken Kaas og Frøken Boserup imod hende. De gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

– De er sent ude, raabte Frøken Kaas.

– Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan en lys Stemme:

– Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Frøken Boserup paa Skulderen og løb et lille Stykke.

Frøken Boserup rystede Skuldren efter Slaget.

– Hvor gammel er De, Brandt? raabte hun efter hende.

Men Ida blev staaende og sagde tilbage, mens hun lo:

– Jeg havde saadan en Lyst til at gaa i Vandet.

Frøken Kaas og Frøken Boserup gik videre, og Frøken Kaas sagde:

– Den Hat klæder Brandt pænt.

Men Frøken Boserup satte Hælen afgjort i Jorden og sagde:

– Det er jo ingen Sag, naar man har Penge.

De talte lidt om Idas Formue, og Frøken Boserup sagde:

– Ja, det kan jo være meget godt – men egentlig ta'er hun bare Pladsen op for en anden, der kun er Aspirant.

Ida var naaet ud paa Østerbro, og den muntre Vind fra alle Søerne slog ind imod hende. Hun gik over Gaden til en Blomsterbutik og købte en Potteplante til Frøken Helgesen. For hun havde saadan en Lyst til at købe noget – købe alting.

Da hun hjemme i Pavillonen kom ind til Frøken Helgesen med Planten, sad Frøkenen ved Midtbordet med et stort Broderi. Frøken Helgesen havde altid et uendeligt Broderi i Arbejde, med et regelmæssigt og næsten geometrisk Mønster.

– Men det er urimeligt alt, hvad De køber i disse Dage.

– Ja, sagde Ida, det maa komme af, at det er saadant et dejligt Vejr.

Hun stod lidt med et af Plantens Blade mellem sine Fingre.

– Men er den da ikke køn, sagde hun saa og smilte.

Hun gik op ad Trappen og ind paa første Sal. Frøken Petersen sad og hæklede under det store Vindu, hvor Solen lyste paa Blomsterne. De fire var paa Kælderarbejde, og inde paa "Salen" laa de to Gamle, hvide og stille, ved Siden af hinanden i deres Senge.

– Hvor her er hyggeligt, sagde Ida.

– Ja, sagde Frøken Petersen, i Formiddag er her roligt.

Man hørte ingen anden Lyd end Doktorens Skridt paa A, der kom og gik, kom og gik, paa sin evige Vandring.

– Naa, Godnat, sagde Ida.

– Godnat.

Ida gik op. Hun trak det grønne Gardin for Vinduet og lukkede Lyset ude. Men hun kunde ikke sove. Hun var saa lys og saa let i sit Hoved.

Hun laa og tænkte paa, hvad Tøj hun vilde købe sig nu til Vinter. En lys drap Kjole, havde hun tænkt sig….

Til Frøken Helgesens Fødselsdag var de altid allesammen saa fine, om Aftenen. Saa kunde hun tage den paa for første Gang …

Hun rystede paa Hovedet. Hun kom til at tænke paa Karl von Eichbaum, hvordan han havde skudt Skuldrene op i sin sorte Sommerfrakke forleden Morgen da det blæste: U-uh, havde han sagt: nu skal man osse ha'e Vintertøj.

– Hm, han havde vel ingen Penge.

– Nej, og Ida smilte, det havde han naturligvis ikke.

Ida hørte dem gaa paa Trapperne og Døren dernede aabnes og lukkes. Det var dem, som kom fra Kælderarbejde; saa var Klokken tolv …

– Nej, for Penge havde han da aldrig kunnet ha'e….

Ida sov ind.

* * * * *

Det var samme Dag, paa Toldbodvejen, i "Familiehuset"s Mellembygning.

Fru von Eichbaum var, væbnet med Handsker med afklippede Fingre, blevet færdig med Lamperne, og Julius, i Brunelsstøvler, gled ud og ind og stillede dem paa Plads. Lamperne var Fru von Eichbaums eneste huslige Syssel – som hos hendes Søster Generalinden. Det var saadan i Slægten: Lamperne behandlede de selv, som var de et Stykke af Familien.

– Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Søsteren led af Tørhed i Huden.

– Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med, Du, at faa alle Havesager i Hus.

Paa Slaget tolv ringede det, og Julius lukkede op.

– Gud, Emilie – det var Generalinden, som kom ind i Kabinettet; for et velsignet Vejr, Du … Godmorgen.

– Godmorgen, Charlotte, hvor det dog var rart at kunne ha'e Dig lidt i Ro.

– Julius, De kan sætte Maskinen ind….

Generalinden kom til Sæde i Sofaen, mens Fru von Eichbaum gik ind og saá til Bordet, og Søstrene talte med hinanden fra Stue til Stue. Generalinden talte om Landstedet: Hun kunde ikke tro, hvor det var friskt og saadanne om Morgenen….

– Og Druerne, Du, bli'er saa store som saa. Generalinden viste med Fingrene, hvor store Druerne blev. Saa havde hun virkelig tænkt at prøve Admiralinde Schleppegrells Opskrift:

– Med Melis, Du véd.

Og saa kunde hun overlade hende Halvdelen.

– Ja, sagde Fru von Eichbaum fra Maskinen, de er virkelig nydelige til en lille Dessert.

Søstrene blev ved at tale. De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er", der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund:

– Men, Emilie – der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod Hænderne falde ned i sit Skød-: hvad mener Du om Aline?

– Gud, sagde Fru von Eichbaum, der kom hen i Døren og blev staaende et Øjeblik med lukkede Øjne: jeg taaler jo endnu knap saameget som at tale om det. Det er jo utroligt, at det har kunnet ske.

Generalinden gentog "utroligt" og sagde:

– Og vi, som alle har kendt hende i Familien.

– Vi kan spise, Charlotte, sagde Fru von Eichbaum.

De blev ved at tale om Fru Feddersen. Det var en Barndomsveninde, Fru von Eichbaums bedste, gift med en Godsejer Feddersen til Korsgaard, som pludseligt, uden noget Varsel, var rejst fra Mand og Børn med en Landindspektør, der selv havde voksne Sønner.

– Og Feddersen, sagde Generalinden: den rolige og agtværdige Mand.

Fru von Eichbaum rakte Søsteren en Asiet og sagde langsomt:

– Men, Charlotte, det maa jo være en momentan Forstyrrelse.

– Tak, Julius-vendte hun sig til Tjeneren, der aabnede Døren-der er ikke no'et….

Fru von Eichbaum blev ved at spise, mens hendes Tone antog noget vist forklarende eller grundende:

– Der har jo altid været en underlig Talesyge i den Familie, Du … de skulde tale og tale.

– Det har de nu osse fra den grundtvigske Mo'r, indskød Generalinden.

– Ja, Fru von Eichbaum nikkede: alt dette med Hjerteliv, Du – og saa taler de sig op til en Alteration … Det havde Aline jo noget af allerede som ung.

Generalinden samstemte, og Fru von Eichbaum rejste sig og skænkede Kaffen.

– Gud, Du, sagde hun: at Menneskene ikke kan lære at tie stille og bære det for sig selv og komme over det.

Generalinden fik Kaffekoppen og nikkede paany.

– Hvis man skulde tale om al Ting, blev Fru von Eichbaum ved: saa var der vel nok … Det véd man vel i enhver Familie.

– Jo, sagde Generalinden.

– Og hver bærer sit, sluttede Fru von Eichbaum og saa ud for sig.

De sad lidt. Saa sagde Fru von Eichbaum med en lidt anden Stemme, der lød næsten bevæget:

– Men vi holder naturligvis ved hende … Og si'er det samme.

– Gud, Mille – naar de var ene, brugte Søstrene undertiden Navneforkortelser – det er da rimeligt. Jeg sagde igaar til Anna Schleppegrell, at Aline var taget til Vichy for hovne Ben….

De forlod Fru Feddersen, og Generalinden spurgte:

– Karl spiser ikke Frokost hjemme?

De havde endnu ikke nævnet hans Navn.

– Aa nej, Du, sagde Fru von Eichbaum: den lange Vej … Han spiser paa Kontoret. Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse Voksdugsruller, man nu har … Det ser ud, som gik han i Departementet.

Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens "Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum:

– Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne

– Jeg hører ham ikke en Gang.

Hvorpaa Generalinden sagde:

– Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.

Det bankede spædt paa Døren. Det var Ane, som i hvidt Forklæde gerne vilde hilse paa Generalinden. Ane var en lille halvhundredaarig rund Ting med glatkæmmet Haar og straalende indsatte Tænder.

Hun vilde da saa gerne høre, hvordan det stod til med Generalinden og paa Landstedet.

– Tak Ane, sagde Generalinden, og de rejste sig fra Bordet:

– Det har været lidt slemt med Skorstenen.

Ane nikkede:

– Ja, sagde hun: men det er osse tit, at de ikke forstaar at stege.

Der var altid Jalousi mellem Pigerne i Familien.

– Og lægger for meget til Varmen, sagde Ane, der havde faaet de samme brede A'er som Herskabet.

Generalinden afbrød lidt kort:

– Og nu skal Anes Julie vel snart ha'e Bryllup?

– Ja, sagde Ane, der er lyst to Gange, og han vilde jo gerne ha'e det snart….

– Det skal jo være en rigtig net og ædruelig Mand, sagde Generalinden.

– Ja, Godmorgen, Ane.

Søstrene gik ind i Dagligstuen, og Generalinden talte om, at de maatte vel tænke paa en Brudegave.

Anes Julie var en illegitim Frugt af Anes tredivte Aar, da en ung, skægløs Adonis af en Tjener havde drevet sit Spil i Etagerne. Da Historien paa Fødselsstiftelsen var ovre, var Ane vendt tilbage til sin Plads, og da Julie voksede til, var hun bleven sat i en Velgørenhedsskole og kom hveranden Søndag, naar Fru von Eichbaum spiste hos Generalinden, i Besøg hos Ane, hvem hun naturligvis kaldte for "Moster".

– Ja, Fru von Eichbaum havde tænkt Sukkerskaal og Flødekande til Brudegave.

– Han var her jo forleden, sagde hun: Gud, Du, et rigtig net Menneske-som Du véd, af den Slags Folk – og sad der – meget pænt paa en Stol. De faar jo altid no'en Opdragelse paa Holmen….

"Han" var Julies Forlovede og en fortræffelig ung Mand, der var Maskinist i Flaaden.

Generalinden, som sad og saá paa Søsterens Arbejde, der var et Sengeomhæng med filerede Mellemstykker, hvis færdige Dele var indsvøbt i meget, renligt Silkepapir, sagde og tænkte paa Julies ulovlige Oprindelse:

– Ja, jeg finder det uhyre hæderligt af ham.

Som om de havde læst hinandens Tanker, og som om Afstanden kunde tænkes at have afsvækket det Illegitime, sagde Fru von Eichbaum:

– Han er jo fra Ringkjøbing.

Provinsbynavnet vakte en Tankeforbindelse hos Generalinden, der pludselig sagde:

– Men Du, jeg har jo haft Brev fra Vilhelmine. Hun skriver mig til, at de vil være her i Vinter.

– Alle? spurgte Fru von Eichbaum.

– Nej, Mourier bli'er hjemme, kun Mine med Kate. Men de har tænkt at leje en Lejlighed – kære, de har jo Raad til det …

Fru Vilhelmine Mourier var en Grossererfrue fra Aarhus, en af Kredsen, hvis Mand havde tjent en stor Formue paa Eksport af Smør til England.

– Og Kate, sagde Generalinden, er jo nu omkring de tyve.

Fru von Eichbaum, der ikke havde set Frøken Kate Mourier i to, tre Aar, spurgte:

– Hvordanne er hun vokset?

– Riglig net og blond … lidt matadoragtig, Du, saadan som de jo let bli'er i Provinsen, hvor de er de første …

– Kære, sagde Fru von Eichbaum, det forta'er sig … med en Mo'r som Vilhelmine.

– En god Figur, sagde Generalinden, der stadig tænkte paa Kate Mouriers Eksteriør.

Fru von Eichbaum tænkte paa, at hun dog vilde skrive til Mine Mourier, hvor rart hun fandt det, at de kunde have hinanden hele Vinteren.

– De rejser nok først lidt rundt i Jylland, blev Generalinden ved: Mourier vil gerne se paa Gaard til at ha'e om Sommeren … Det er jo rimeligt, vant som Vilhelmine er til Landet fra Barndommen.

Fru von Eichbaum svarede ikke, men ved en ny Idéassociation sagde hun:

– Véd Du, den lille Brandt, Godsforvalterens, husker Du, er ansat paa Hospitalet.

– Ja saa, sagde Generalinden: er hun kommen der?

Og hun tilføjede ret ligegyldig:

– Behøver hun det, Du?

– Gud, Lotte, hun arvede jo sine rigelige firsindstyve Tusind, svarede Fru von Eichbaum. Ved Nævnelsen af Summen syntes hun pludselig let distræt, og hun tilføjede efter en lille Stilhed, ligesom eftertænksomt: Faderen var en fortræffelig Mand.

Generalinden beredte sig til Opbrud og bad hilse Karl; men da hun i Entréen havde faaet Tøjet paa, sagde hun:

– Det er sandt, Emilie, Du kunde laane mig Petris Prædikener. Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender.

Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde:

– Tak Du … ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre.

Fru von Eichbaum nikkede:

– Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.

Da hun aabnede Entrédøren, kom der en ung Person i Liberi op ad Trappen:

– Er det til mig, spurgte Fru von Eichbaum.

– Ja, det var en Regning til Fruen.

Fru von Eichbaum tog den, mens hun skælvede en umærkelig Smule i Mundvigene og Generalinden hastigt saá hen paa Søsteren i Spejlet.

– Aa, sagde Fru von Eichbaum, der havde aabnet Regningen. Det er fra Cohn. Jeg har ladet min graa Silke rense. Med noget Sort op ad Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu….

– Farvel, Charlotte.

– Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Søndag. Jeg laaner jo Julius.

Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten.

– Farvel.

Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.

Fru von Eichbaums Penge laa i Skrivebordsskuffen i forskellige Konvolutter, hvor hun havde dem rede, hver til sin Tine. Hun tog femten Kroner frem og Budet gik. Fru von Eichbaum blev atter siddende foran Skrivebordet og regnede.

Efter at hun for tre Aar siden havde købt Livrenten for Resterne af de Penge, som Karl havde levnet, maatte Fru von Eichbaum tage alting meget nøje ud.

Men saa stod da ogsaa Hjemmet.

Fru von Eichbaum blev ved at sidde foran Skrivebordet:

– Det var godt, det havde været Regningen fra Cohn – at Charlotte saá, det var den.

– Men Karl faldt nu virkelig til Ro – maatte man haabe, ude paa sit Kontor.

Fru von Eichbaum rejste sig og satte sig hen til sit Sengeomhæng. Hun havde et andet Udtryk, et mer fortænkt og ældre, naar hun saadan sad, arbejdende og alene.

Julius kom ind i Spisestuen med de pudsede Knive paa en Bakke og lagde dem ned.

Klokken halvfem kom Julius ind for tænde i Ovnen, og Fru von Eichbaum spurgte:

– Har De lagt i hos Herren?

– Ja.

– Tak.

Fru von Eichbaum kom selv kun sjældent i sin Søns Værelse. Der var kun Indgang fra Trappen. Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits, havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til Kabinettet mure til.

Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde.

– Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens Murmester: murer man til, er man fri for den Røg paa sine gode Møbler.

Hr. Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen….

Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til "Goddag".

– Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt derude. Jeg skal hilse.

Hendes Stemme lød neppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.

– Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen: og lidt efter spurgte han:

– Naar flytter de ind?

Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.

– Skal jeg skænke for Mo'r? sagde Karl og bøjede sig frem.

– Tak, Du, saa det bli'er rødt….

Der var de Dage, hvor Karl spiste ude, da Fru von Eichbaum kun drak Vand.

Hun øste op, mens hun blev ved at tale om Landstedet og de dejlige Morgener.

– Ja, sagde Karl i en lidt anden Tone, og han blev siddende et Øjeblik med Vinglasset i sin Haand:

– Det er skam kønt om Morgenen.

Og de spiste lidt, til Fru von Eichbaum fandt et Emne i Mouriers – det var det, at de eller hun maatte altid finde et Emne.

– De kommer ind iaar, fortalte Søster Charlotte – Du véd jo, de Mouriers fra Aarhus.

– Aa, sagde Karl, han Smørhandleren….

– Kære Karl – Fru von Eichbaum lod et Øjeblik Skeen hvile i sin Suppe – Handel er da nutildags umaadelig respektabelt.

– Ja, mumlede Karl, de tjener jo Penge….

Han bar et dovent-forbavset Nag til de Folk, der gik rundt og tjente Penge.

– Og Vilhelmine, der er hjemme fra Unsgaard, det gode Hjem….

Fru v. Eichbaum spiste igen: Men først rejser de i Jylland og ser paa Gaarde.

Der var stille lidt igen, til Karl sagde ligegyldigt, for at sige noget, og mens Julius bød ham af anden Ret:

– De kunde jo købe "Ludvigsbakke".

Konferensraadens Arvinger sad stadig inde med Godset, som de ikke kunde faa solgt til en rimelig Pris i de nedadgaaende Tider.

– Det blev dem vel for stort, sagde Fru von Eichbaum.

– De har jo Pengene, sagde Karl: og det meste bli'er jo staaende i Ejendommen.

Og Karl blev pludselig ivrig, mens han skænkede sig et nyt Glas, og han blev ved at tale om "Bakken".

– De faar ikke lækrere Ejendom, sagde han, og han tænkte paa den brede Kørevej hen over Markerne og de store Popler ved Indkørslen og Plænerne, hvor Solen stak ham lige ind i Ansigtet, og Stalden, hvor de to Ridehopper gik løse i deres store Baase.

– Nej, der er ikke lækrere Ejendom, sagde han igen. Og alting vel vedligeholdt, baade Bygninger og det Hele.

– Ja, Huset præsenterer sig smukt, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tænkte paa den hvide Hovedbygning og Trappen og Vejen ned forbi Godsforvalterens Længe, og med ét lo han:

– Og nu kunde Recks jo gerne rejse, sagde han: nu da Fru Reck har faaet Constance gift.

– Karl, sagde Fru Eichbaum og holdt igen: Fru Reck er vist ikke af de Mødre….

Men Karl blev ved at tale om "Bakken", mens han knækkede Valnødder og skrællede Æbler, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule Rødme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt længe til Bords.

– Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

– Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et lille Øjeblik i sin.

Karl blev ved at være i godt Humør og at snakke, og inde i Dagligstuen sagde han:

– Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?

Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Døren til Spisestuen op igen:

– Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

– Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjørnesofaen og Karl tændte sin Cigaret, fortalte hun:

– Men med Schrøder skal det være slet … Hun har vist Vattersot.

Karl sad og røg, mens han sagde:

– Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.

– Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en Lejlighed. Hun er jo rigtig net.

Karl betragtede Røgen:

– Hun er sød, sagde han.

Og lidt efter:

– Hun er rigtig sød.

Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saá efter ham, til han igen var ude.

– Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige Støvler?

Den Brunelsfodbeklædning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man ikke kunde høre, at Manden gik.

– Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skænkede: jeg finder, det er velsignet, at man ikke hører en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fødder, der i de sidste Aar hindrede ham i at ta'e større Plads.

– Kære Emilie, sagde Generalinden til Søsteren: ellers beholdt vi jo aldrig det flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud, og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget Ansigt i Etagère-Spejlet:

– Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den staaet der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

– Mo'rs Ting holder godt.

– Naar man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede den ganske lidt.

Saa stod han op.

– Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun plejede, naar Karl var hjemme, Døren til Kabinettet. Hendes Hænder rystede lidt, mens hun skød Slaaen ned i Dørtrinnet. Det var mærkeligt med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Hænder sitrede lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun blev ældre.

Karl gik ind til sig selv og tændte Lampen, før han tog en Hjemme-Joppe paa, henne bag Forhænget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng. Fru von Eichbaum havde købt den, da Karl skulde komme hjem.

– For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har været i Frankrig….

– Kære Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske uden sin Nattesøvn?

Sengen blev købt.

… Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de franske Bøger. Der saá ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om Morgenen, før der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne, nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Væggene og de gule Bøger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige høje Stabler.

Karl fik ikke læst meget. Han sad ved Piben og blev ved at tænke paa "Godset".

– Nu kunde disse Mouriers naturligvis købe "Bakken", fordi de tyve Aar havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smør….

Karl rynkede Næsen som altid, naar han følte enten Mishag eller Forbavselse.

– Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del af Livets Fænomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham "utrolige".

– Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at tænke paa "Bakken":

– Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de Eksaminer, saa kunde han dog maaske være blevet "Forpagter" … hos Smørhandleren.

Karl skød Læben frem:

– Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder døde.

Det bankede paa Døren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

– Fruen bad mig sætte Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han skænkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Søofficererne i Familien.

– Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Beværtninger, sagde Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at læse igen. Men lidt efter lagde han den gule Bog ned paa sit Knæ og smilte. Han tænkte paa, det vilde i Grunden være grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun havde naturligvis aldrig set det, Gud la'er skabe.

… Fru von Eichbaum sad ved sit Skrivebord. Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard.