Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 9

– Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.

– Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.

De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og skummende Vandfald.

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.

– Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag.

Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de samme Ting, sagde hun efter en lille Stilhed:

– Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet….

De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod de to Unge:

– Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.

Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.

Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede han Døren op til sin egen Stue.

– Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og brændte.

– Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt, mens Ida fulgte.

– Ja, sagde hun.

Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de to Billeder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:

– Ja, saa kom vi afsted.

Og han lukkede Døren bag dem.

Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familie.

– Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.

– Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget i Generalindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næsten irettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader var Konferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

– Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt, efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren:

– Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'r noget af Smagen?

Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hver Klase i lidt Silkepapir.

* * * * *

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

– Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.

– Ja, det kunde man se … Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida sagde rask, som vilde hun undskylde sig:

– Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst ved Bordet og naar hun gik Tur – forbi Fadebursvinduet.

– Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.

– Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

– Den har hun endnu.

Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le – nu, herude, under Himlen.

– Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov.

– Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.

– Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende:

– Men det er nu skidt alligevel.

– Hvordan?

– Det Hele.

– Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

– Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.

– Ja, svarede Karl.

Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden.

– Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen – hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine, slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:

– Tag den.

– Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.

– Nej, vi gør Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og omme bag Hjørnet galede han som en Hane:

– Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, med Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karl fløjtede.

– Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.

– Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

– Ja, vi laver Budding i Køkkenet.

– Hva' for en Budding?

Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.

– Kan Mandfolk sneje sig med?

– Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.

Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden, og Karl sagde:

– Han gaar med Jægersk Undertøj.

Ida lo: Hvor véd De det?

– Det har jeg set.

– Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

– Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard, hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.

– Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

– Ja, sagde Karl.

De gik forbi Lægernes Gang.

– Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille, mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin: Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede Døren op:

– Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

– Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de – til de pludselig alle blev stille.

– Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.

– Godaften, sagde han.

– Godaften.

– Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.

De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.

– Her spøger det, hviskede Ida.

– Hvad vil det sige?

– Jo, her gaar de igennem, som skal dø….

– Hvem har set det?

– Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

– For her er jo Vejen til Kapellet.

– Er De bange for det? sagde Karl.

– Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.

De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev staaende med sin Arm i Karls:

– Hvor er her kønt, sagde hun.

Hun saá rundt paa det altsammen:

– Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun….

– Godnat.

Karl hørte Døren aabnes og lukkes.

* * * * *

Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.

– Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.

– Ja.

– Hvorfor?

– Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen.

Karl tog den og berørte hendes Haand.

– Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende Hals.

– Ida.

Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte….

Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.

– Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke længer røre ved Jomfruen?

Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.

– Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. "Han" var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder (det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunne opdrives saa megen Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder….

De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin befæstede Plads bag Maskinen:

– Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.

Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som hun ikke hørte det, sagde:

– Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være uafhængige. Frøken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretær, saa for Indsamlinger og saa for Adresser.

Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for – men jeg mener rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne – var Forkortelse af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold….

– Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sit Fyenske.

Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Roed:

– Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sine Kolleger – ogsaa udenfor Tjenesten.

Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.

Saa sagde Frøken Kaas pludselig:

– Men hvad siger Brandt?

– Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Men Frøken Boserup sagde:

– Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" … Og hun slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre….

– Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.

Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:

– Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.

Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op i Kjærs Ansigt.

– Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.

Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger sprællemandsmæssigt ud og ind.

Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa langt borte fra som fra en fjern Verden….

Indtil Frøken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen: det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.

Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.

Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende Frøken Kjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.

Ida saá pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:

– Jeg skal være i Gult, sagde hun.

Det kom paa én Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.

Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig gældende.

Ida gik op.

Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin vanlige Plads paa Bordet.

– Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".

Ida rystede paa sit Hoved:

– Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.

– Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans….

– Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?

– Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker….

– Ja?….

– Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige – paa det Uundgaaeliges Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele … at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved at trave ud paa for tynd Is … saa er det fordi de maa gøre det, ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at skyde sig, naar de vil tage Livet af sig….

Qvam tav lidt:

– Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang havde Lov til at vælge Vaabenet.

– Men er det ikke sandt? sagde Ida.

– Ja, det er Spørgsmaalet, sagde Qvam.

Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:

– Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen til Verden for at hjælpe at udfylde.

– Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde.

Qvam saá paa hende.

– Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo egentlig ogsaa være det samme.

– Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.

– Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.

Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:

– Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.

Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:

– Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.

Men Ida hørte ham ikke.

Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen:

– Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.

– Tak.

Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.

– Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans Venner.

* * * * *

Det var Lørdag Eftermiddag.

Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var den bedste til Madlavning.

I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.

Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag bagt Franskbrød.

Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte man Bertelsens Sav, der gik i Brændet.

– Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.

Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.

– De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene.

Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de brunede Kager.

– Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg….

Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen" og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.

– Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne store nok og langt nok til Bunden.

– Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.

Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingrene af Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod ved Køkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lille Haandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.

– Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.

Den varme Damp stod helt op i Gangene.

I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde.

– Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen, ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven, hidsigt og uens, gennem sit Brænde.

– Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem.

– Værs'go, Bertelsen.

– Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.

Der lød en Stemme bag hende:

– Hvad er det?

Det var Qvam, der stod i Døren.

– Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.

Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen.

– Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.

Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.

– Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e….

Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive hele Vagten: for Ida skulde to Ærinder – ud at købe. Det skumrede allerede, da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hun Eichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:

– Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.

Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod….

Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede.

Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne i Bukselommerne.

– Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.

– De kunde jo fri, sagde Karl, der paa én Gang havde givet sig til at lege Jonglør med sit Nøgleknippe.

– Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e en Kone med Penge.

Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:

– Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.

Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet til Josefine, der gik og ryddede op.

– Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.

Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig god Vin – foruden den Visitkortskaal….

Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst….

* * * * *

Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.

Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.

I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá til med lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af Frøken Fanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig til Hofdame.

Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.

Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes.

– Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.

– Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere.

Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde hun:

– Foregaar dette hver Søndag?

Karl brast i Latter, saa de lo sammen.

Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:

– Vi venter Admiralen.

Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom ikke tilbage indenbords før paa Slaget.

Men Julius sagde:

– Admiralen er i Gangen.

De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til Fru Mourier:

– Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?

Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort….

Admiralinden talte om "Printemps".

Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:

– Nu skal det være rent galt med Fru Aline….

– Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.

– Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende – og der skal hun sidde….

Fru von Eichbaum havde – der var et Øjeblik stille – ført Hænderne op til sine Øjne:

– Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.

– Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det.

De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fra Stolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:

– Ja, dér har vi Mandfolkene.

Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:

– Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.

Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:

– Hvad ler De af?

– Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har vel været to om Fornøjelsen.

Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en Kontorkop, sagde:

– Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu en Gang, hvad de kan faa….

Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske Barnemælk, sagde:

– Ja, jeg finder jo, at….

Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer i Øjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun en Afgørelse:

– Dernede kan Aline jo ikke blive.

Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som en Vipstjert, sagde:

– Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? … Herhjem kunde Du vel ikke tænke Dig?

Fru von Eichbaum sagde langsomt:

– Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline – naar hun er sig selv.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:

– Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse:

– Jeg holder nu af hende.

Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten —

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne.

Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von Eichbaum:

– Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge Hænder.

– Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.

Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendes Skulder, næsten som han kærtegnede den.

– Tak for The, sagde han, halvsagte.

Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar dog ikke – Du véd jo, at kom hun….

– Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar der blot ikke tales om det.

Karl var inde i Spisestuen. Han var paa én Gang blevet saa straalende lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.

– Ka' De det? sagde han.

Kate, der tog Kortene, sagde:

– Nu er De lystig nok.

– Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den ene Haand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.

… Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier og Kate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte om Kate:

– Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to Aar i Lausanne.

– Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.

… Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen.

– Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig.

– Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.

– Ja, men hun maa dog poleres.

Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse med Haanden:

– Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne. Men paa det kender jeg jo Mourier – med sine dristige Idéer.

Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:

– Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?

– Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.

– Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.

Karl gik.

Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid.

… Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deres Spisestue.

– Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.

Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:

– Naa, han er da den bedste … Ham kan man da faa no'et at vide af.

Hun mente Karl.

Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.

Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt "Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine, kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.

– Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.

Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.

– Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.

Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen hjemme i Aarhus fra hendes Daab.

De tre Damer klinkede.

– Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.

Kate skød sit Glas frem:

– Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:

– Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, for Besætningen følger da med.

– Et Par, Kate?….

– Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det. naar vi har Hestene….

– Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.

Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.

* * * * *

Det blev Mandag Aften.

Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen, havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte paa Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre Glasskaale – og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.

Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelæg, sagde:

– Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo paa en Maade sammen.

– Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.

– Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var, siden det var blevet brugt.

Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var stukket ned i Mosset:

– Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.

Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med smaa hvide Papirsgarneringer.

– Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.

– Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.

– Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.

– Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faa Værtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:

– Mon der ogsaa bliver Stole nok.

– Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.

– Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.

– Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden: Det var dog storartet.

Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

– Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun, og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.

– Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og Blomster og Buddinger: det var brillant.

– Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke saa lille.

Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med en koloreret Spanierinde paa Laaget.

– Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen. Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:

– Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.

Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da det bankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om Halsen".

– Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.

– Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.

– Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer" bare gjorde Ansigtet gammelt.

– Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.

– Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. Men Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.

Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen paa.

Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige, fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten ligesom for fint – medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.