Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 10

Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet.

– Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende i Prisen. Men Bordet er pænt.

– Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn, naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og aabnede den og kom ind og Kjær raabte:

– "Jomfruen" har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

– Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog om Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja, saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og Qvam. der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis Foer knitrede lidt, naar han rørte sig.

Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:

– Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam, der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kaas:

– Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæve Stemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig….

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene.

– Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

– De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet ikke kendte hans Stemme.

Hun saá ikke op, mens hun sagde noget – det var vel noget om hans Blomst.

– Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.

Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:

– Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til sig.

– Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.

– Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.

Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.

– Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.

– Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om.

Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte: Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede.

– Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andet Festskrud end en ren Krave.

– Ja, to, sagde Karl og bukkede.

– Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.

De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.

– Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.

– Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalende Ansigt.

Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingen Tilslutning paa Frederiks.

Men Qvam raabte nede fra Bordenden:

– Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske i Tallerkenen.

– Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.

Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne – undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups – og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.

– Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.

– Hys, sagde Frøken Helgesen.

Der lød to Slag paa Døren.

– Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.

Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter; og de hørte Døren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".

– Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.

Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens Frøken Helgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, og Frøken Kaas slog paa sit Glas.

Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom altid, hvor hun var.

– Skal De ikke sidde, sagde han.

Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.

– Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.

Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag paa Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til dem, der hævede Standens Anseelse".

– Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.

Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.

– Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjette Afdeling.

– Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset i Haanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint i Gulvet, i Gaasegang op til Helgesen:

– Hurra-ra-a, sagde Qvam.

– Og Tak for Madeira'en.

Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:

– Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.

– Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida.

– Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.

Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved Døren med Frøken Kjær:

– Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.

Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret? Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godt Naboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.

– Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.

Og Ida satte sig som før.

Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide Lys, før de løstes op.

– Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.

– Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.

Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi nynner naturligvis bare – det gør vi tit paa Værelserne.

– Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"….

De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saá ind i Lysene, sang de sagte:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove, Snart kommer Natten saa sort. Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, Dagen har listet sig bort. Flyv du kun hjem til din elskede Mage, Til de gulnæbbede Smaa; Og naar imorgen du kommer Tilbage, Sig mig saa alt, hvad du saá.

De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt, nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge, Stræk dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du følge, Dybt skal Du spejde deres Fjed. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kærligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide, Burde jo tolke min Røst.

De holdt op at synge, men ingen rørte sig.

– Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.

– Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.

– Ja.

De begyndte at synge igen.

– Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.

– Ja, sagde Karl.

De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:

– Vi skulde haft den.

Ida rørte sig ikke.

Men pludselig afbrød Qvam Sangen:

– Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.

– Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne. Og Idas smaa Lamper lod han brænde.

– Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned paa den lille Puf.

– Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.

De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere – med Ansigterne vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:

Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen, Dybt drager Natten sit Suk, Træerne hviske med ængstelig Susen, Hilse: God Nat – med et Buk. Har Du ej lyttet til mangefold Smerte, Selv hos den vingede Flok? Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte, Sig det, Du véd det jo nok.

Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys og Frøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.

– Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.

– Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.

– Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.

– Syng, hviskede Frøken Kjær.

Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:

Jylland mellem tvende Have Som en Runesten er lagt. Runerne er Kæmpegrave, Inde midt i Skovens Pragt, Og paa Heden alvorstor, Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.

Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge. Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:

Jylland! Du er Hovedlandet, Højland med Skov-Ensomhed! Vildt i Vest med Klittag Sandet Løfter sig i Bjerges Sted. Østersø og Nordhavs Vand Favnes over Skagens Strand.

– Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han stirrede bare paa hendes Ansigt.

– Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.

De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagde Frøken Helgesen, der elskede at danse.

Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.

Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fra Kakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, saa Trinnene lød i Mørket:

Smukke Pige med det sorte Haar Se lidt paa mig! Føl, hvor stormende mit Hjerte slaar; Jeg elsker Dig. Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saá, vil jeg Utak faa … Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap. Det tror jeg knap.

– Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.

Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en større Glæde, og hun vidste det ikke selv.

– Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi i Halvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, med Frøken Friis.

– Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse, mens Frøken Boserup var Herre.

Pige med den skære Liljehud, Skæmt ikke nu. Ræk mig din Haand og bliv min hulde Brud! Hvad svarer Du?

Naar De lover mig, fast ubrødelig At til sidste Stund mig De elsker kun – Paperla, paperla, paperla, perlapap. Det sker vel knap.

Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at se Plejemoderen svinge sig.

– Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.

Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, da Eichbaum havde sluppet hende.

– Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.

De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.

– De har holdt op at synge, hviskede Ida.

Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om var Cigaretternes Smaalys gaaet ud.

– Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.

– Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog hende, der har lavet Buddingen.

Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas i Hænderne.

– Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.

Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:

– Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer i Øjnene.

Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:

– Tak, sagde han.

Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe

Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod i Døren, og til Karl.

– Godnat, sagde hun og tog hans Haand.

– Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.

Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Saa gik hun.

Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida gik langsomt op med sit Lys.

– Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke.

Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem.

– Turde jeg komme? hviskede Karl.

Ida smilte op i hans Ansigt:

– Ja, sagde hun.

* * * * *

Det var ud paa Morgenen.

Karl sad paa Kanten af Idas Seng.

– Ida, sagde han, er Du vred paa mig?

Ida laa med lukkede Øjne.

– Hvorfor? sagde hun kun.

Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:

– Jeg vidste det jo.

Karl blev siddende paa Sengen – og maaske troede han virkelig, at han elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.

– Godnat Pus, hviskede han.

Ida førte langsomt Haanden hen over sin Pande:

– Kys mig der, sagde hun.

Hun laa igen med lukkede Øjne:

– Tak. Og vil Du love mig én Ting – hun aabnede Øjnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte – : at sige mig, naar Du en Gang gaar fra mig.

Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn.

– Tak, sagde hun igen.

* * * * *

Sneen knirkede under Karls Fødder.

– Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige til sig selv.

TREDIE BOG

Den rigtige Frost var kommen.

Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over den frosne Sø. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, paa dampende Heste.

– Halløj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.

– Halløj, raabte han igen og var oppe og fløj videre.

To gamle Herrer havde ogsaa set til.

– Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.

Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et Ord at lægge ind; og Ida nikkede:

– Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.

De to Gamle gik videre, og den ene sagde – han havde Øreklapper – langsomt og tydeligt:

– Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.

Den anden blev staaende lidt og saá efter Ida – der var ogsaa noget ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne – :

– Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.

Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida i store Galocher.

– Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik forbi.

– Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.

– Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem.

– Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.

– Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.

– Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel ogsaa burde klæde sig en Smule efter Stillingen.

– Ja, sagde Kaas, der gik og tænkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem):

– Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.

Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende.

– Der er varmt, sagde han.

– Ja, Tak….

– De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.

Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappen ned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sine Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner Stolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestille Frokosten.

Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Døren med en Stok:

– Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud….

– Godmorgen.

Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.

– Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun saá op paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.

– Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede i Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.

Ida sad og lo:

– Nu har Du det godt, sagde hun.

– Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og saá ud over Bordet og over mod hende:

– Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.

Ida skar Smørkagen for – hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun var saa glad – :

– Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med en Bevægelse, der egentlig var Olivias.

– Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme.

– Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig runde Øjne, naar hun var glad.

Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden, langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop og til sin Tallerken for at faa Plads og fortælle:

– Nej, for nu maa Du høre – det er utroligt….

Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"….

– Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Smaabægrene derovre.

– Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.

– Nej – Du behøver det vel ikke … Man skal vel ikke have baade i Pose og i Sæk.

– Karl….

Men "Drikken" var en Flaske Dôm, og Frøken Friis havde sat Flasken lige ind i Gangskabet, midt for – det er osse utroligt – og saa kom Profossen, da Petersen stod der … med det aabne Skab – og han saá den – ligestraks – naa, aa, som han blev, Du véd det ikke….

Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra sin Cigaret.

– Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med forskrækkede Øjne.

– Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vistnok til dem, der hytter sig.

– Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.

Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:

– Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.

Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:

– Hvorfor?

– Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.

Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:

– Véd Du, nu rejser Moderen – sikkert.

– Rejser? hvorhen? det gav et lille Sæt i Ida.

– Til Genève. Han slog et Smæld med Læberne.

– Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem….

– Fru Feddersen? Og din Moder henter hende – Ida saá op og igen ned – : Hvor det er kønt af hende.

Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:

– Ja, saadan er hun.

Kullene i Ovnen faldt sammen:

– Du, saa dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlært Klang paa "dømmer") saa dømmer hun hende da ikke … saa haardt.

Karl blev ved at se paa Kullene:

– Det véd jeg s'gu ikke … hun dømmer hende vel som de andre – men hun henter hende.

Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde faaet Vand i Øjnene.

Karl nikkede igen til Ilden:

– Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.

Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.

– Hvad tænker Du paa? spurgte han.

– Paa din Mo'r.

Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.

– Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at føre Haanden over hendes Haar – helt blødt, men der var alligevel altid noget ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.

– Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.

– Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.

Der gik et Øjeblik:

– Tak, hviskede hun ganske sagte.

Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Haanden søgte ind mod hendes Nakkehaar:

– Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.

– Jo, sagde hun og saá ikke Ilden mere – hvis Du – en Gang vilde takke … for Dig selv.

Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til at ligne Fløjl.

– Du, Pus, sagde han.

Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde – han hørte det knap – :

– For jeg tænker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tænke.

Der forløb et Sekund.

– Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.

Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne paa den bløde Silke. Hun holdt saa meget af den Overfrakke:

– Foeret holder da endnu.

– Ja.

– Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.

Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.

– Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig, mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de Morgenture.

Ogsaa Ida fik Tøjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hans Hals, før hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en Maade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække. Portemonnæen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en Ruslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mens Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.

– Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:

– Farvel.

Hun blev staaende lidt:

– Véd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.

– Saa-aa, lo Karl og slap hende.

– Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tæt ved hans Skulder: for saa véd jeg igen – alting.

– Farvel.

Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet bøjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.

– Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.

– Ja – her er virkelig blevet – Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet" – ikke saa lidt om Formiddagen … i Forretningstiden.

– Godmorgen.

Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende paa Gangstien – slængende behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i køn Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han hver Morgen til sig selv.

Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam nydelig i saadan stille Luft.

Et Par Løjtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et "Morgen".

– Morgen, mumlede Karl.

– De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.

– Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.

Løjtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens de to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de to Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt Hesten an:

– Godmorgen … ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned til Karl.

– Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.

– Bon voyage, sagde Kate og svippede med sin Pisk.

De to Løjtnanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:

– Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:

– Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene; nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.

– Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej – og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:

– Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige Taille, der paa Hesteryggen.

– Hun er saa køn, sagde Ida, og hendes Øjne straalede mod Karls.

Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Løjtnanterne var blevet saa bøjelige i Overkroppen:

– Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.

De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og pludselig – det var maaske af Glæde, fordi Karl havde kaldt – gav Ida sig til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun lo:

– Du vilde s'gu ikke blive graciøs paa Skøjter, sagde Karl, og Ida smilte igen.

Saa skiltes de paa Hjørnet.

Karl gik videre og tænkte paa, at han kunde egentlig ligesaa godt ride med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret før alligevel…

– Og det er et dejligt Dyr, sagde han.

Da han kom op paa Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne af – hun havde lige mødt Ida i Mellemporten – og stod og saa hen efter von Eichbaum.

Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.

– Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paa Bøgerne.

… Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von Eichbaum, der vilde rejse … Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke.

Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær.

Tankerne førte hende saa langt.

Nede slog Portene op og i.

Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.

* * * * *

Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.

– Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?

– Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.

Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius, og sagde:

– Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.

Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med Læberne skudte frem, som vilde hun fløjte, men beholdt Lyden for sig selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa Ludvigsbakke.

– Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte: Minuttet før man skal rejse….

– Der er da en Time til, sagde Kate.

Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før, "som om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde".

De kom alle ned i Drosken og kørte af sted, med Julius paa Bukken. Fru Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage – til Aarhus.

Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.

– Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de plejede … Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.

– Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde den Slags Folk er altid urimeligt.

– Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.

Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og Fanny, som var i Kapothat med vinrøde Baand under Spidshagen. Fru Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Aa ja, Gud ske Lov, det blev, Du, og, hvor maa Line være Dig taknemmelig….

– Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at tale om de to Døgn og paa en moderne Jernbane.

De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von Eichbaum iførte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.

– Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma) sagde saamæn igaar til mig: "Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for hele Kredsen".

Men Fru Mourier fik Taarer i Øjnene og sagde:

– Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.

Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie, sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du bestilte mig tyve Pund – direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for Fanny.

Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og hængende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis været her en Time.

Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mærkelig godt til og egentlig var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre, og Fru Mourier sagde smilende:

– Det var en opmærksom Søn. Han bli'er en god Ægtemand.

– Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og Kate, og han rynkede Næsen.