Kitabı oku: «Et forfærdeligt Hus-Kors», sayfa 2

Tredie Kapitel

Der salig Hans kom hiem, mødte ham denne sørgelige Tidende. Saa lod han giøre Bøn paa Prædikestolen i vor egen Kirke, saavelsom i alle omliggende Kirker paa Landsbyerne. I vort eget Hus holdt vi tre Søndage Bededage, at ingen maatte æde eller drikke, enten Mennesker eller Kvæg.

Der dette skete den første Søndag, og Drengen sad paa en Stol, kom Satan og hakkede paa Vinduet ligesom med et Næb: hvorfor han skreg og gav sig ynkelig og sagde, han vilde have ham udaf Vinduet. Og blev han seet af somme som en Ravn, af somme som en Gaas, og førte et stort Mørke for Huset.

Som han nu var fristet en lang Tid og ikke havde sovet en Maaned, kom han omsider i Søvn. Og der han vaagnede, var han saa smuk, som han havde intet skadt, og samme ganske Nat var det smukt i Huset, hvor man kom.

Om Morgenen sagde han til os: Jeg takker Gud, som haver denne Nat ved sine hellige Engle mig bevaret og forkyndt mig, at jeg faar bedre, Gud være lovet! Jeg vil gjerne med Taalmodighed lide, hvad Gud mig vil paalægge. Jeg veed, det faar en god Ende, og at jeg faar min Helbred igien. Thi han maa ikke skade nogen Lem paa mig. Da sagde vi til ham: Det bliver nu godt med dig med Guds Hielp, det skal du visseligen tro. Nei, sagde han, jeg haver nu Frist for ham idag indtil i Aften Klokken er elleve; saa kommer han igien og plager mig en Tid lang. Men det bliver ikke dermed giort: her bliver alt mere af. Den gode Gud kan hielpe naadeligen! det vil alt gaa haardere til. Gud hielpe Moder, den fattige Kvinde, med hendes smaa Børn.

Om Aftenen, som han havde sagt, kom den onde Giæst igien med stor Forfærdelse og blev saa hos ham indtil Paaske. Og kunde vi ikke noget Sted i Huset være fri for Spøgeri. For somme var han at see som en Præst, saasom det enten kunde have været Hr. Hans Kiuse i Karlslund eller Hr. Matz i Herfølge. For somme som en Kiøbmand, for somme som en Hund, for somme som et Svin. Somme blæste han op i Ansigtet og paa Hænderne, at de hovnede og bleve saa store, at man neppelig dem kiende kunde. De smaa Børn skrege og græde og gave sig jammerlig, naar han lod sig see for dem. Vi havde et lidet Drengebarn paa andet Aar. Det rev ud Haar af sit Hoved og sin Skiorte af sit Liv, og ingen kunde faa Raad dermed. Og pegede der som Satan stod og raabte: Der! der! see! see! at det var stor Ynk at see derpaa.

Men den Dreng, som før er talt om, der fristet blev, naar han fornam, at den onde Aand skulde komme, bad han, de skulde tage Børnene bort af Huset og sagde: Ret nu kommer han til mig.

Engang kom Jakob Meiers Pige ind og havde deres lille Barn med sig, da bad strax Drengen hende, hun skulde gaa hiem med samme Barn eller hun foer vist ilde. Men hun vilde ikke. Og blev hun saa opblæst, at hendes Ansigt og Hænder bleve saa store, at man neppeligen hende kiende kunde, og saae stor Ynk paa hende; dog fik hun bedre paa tredie Dag derefter.

Engang havde vi laant en fattig Kvinde Hus; som vi nu vare gaaede tilsengs, begyndte hun at raabe og skrige og sagde: Hvor er jeg kommen her ind? her er en underlig Kompan hos mig, han er ligesom Simeon Fryndt¹, og er en stor Forfærdelse hos ham. – Saadant og andet raabte hun gruelig og rev sit Haar af sit Hoved. Samme Tid havde vi en liden hvid Hund, der laa i Stuen; han blev optaget om Hovedet og slaget op og ned paa Gulvet. Men man kunde ingen see, der ham havde fat. Der den nu omsider krøb under Bænken at skiule sig, blev den uddragen igien efter Hovedet og Nederparten slæbte paa Gulvet. Om Morgenen blev Hunden forbistret, saa at han vilde skamfere alle, der ind kom, hvorfor vi maatte lade slaa ham ihiel.

En Løverdag, som vi sade og beklagede os, vidste ikke, hvor vi skulde bære os ad udi dette vort Huskors, da kom Thomes Hiulmand ind at besøge os. Han blev saa anfægtet, at han sagde: Dersom jeg ikke tilforn vidste, at Satan var til, da fik jeg det nu at vide.

Som vi nu atter beklagede os, begyndte Drengen at række sig op i Sengen, som han laa, og fægtede imod Satan med Guds Ord og sagde: Vig nu bort du arrige Fiende Satan, som haver saa længe pint mit Legeme. Nu skal du pines igien i den Sted, som dig er bered i den evige Pine, som aldrig faar Ende. Tvi vorde dig Satan til evig Tid; du som en Tyv har stiaalet dig her ind at plage mit Legeme. – Saa læste han mange smukke Stykker af den hellige Skrift og af Davids Psalmer og satte sig paa sine Knæ i Sengen og læste Budordene, Troens Artikler, Fader Vor, Daabens og Alterens Sakramentes Ord; og ingen han passede paa. Saa lode vi hente Folk ind, som skulde høre derpaa. Der han nu skulde skilles fra den onde Fiende, da lagde han sine Hænder sammen, rakte dem op iveiret og sagde: Ære være Gud, som haver forløst mig fra Satan. – Saa vendte han sig om til den ene Side, kyssede sin Haand og gav den fra sig og sagde: Vær nu velkommen, du sande Guds Engel, som staar hos Guds høire Haand. Vig ikke bort fra mig, bliv hos mig enten jeg far tillands eller vands; med mange andre Ord, som paa den Tid blev talet. Kyssede saa atter paa Haanden, rakte hende fra sig og lagde sig ned i Sengen under Klæderne, at vi intet saae af ham uden Kronen af Hovedet. Og da hørte vi ligesom et lidet Barn med klein Røst havde sunget: Ære være Gud i det høie, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.

Saa kastede han Klæderne af sig og stod op af Sengen, som han intet havde skadet. Tilforn kunde han intet, uden vi skulde hielpe ham og var saa kroget, at hans Ansigt bøiedes ned til Jorden, og man ikke kunde rette ham op. Men efter den Tid blev han karsk og sund igien. Da bleve vi meget glade og tænkte, at alting var nu bleven godt. Hvorfor vi lod ogsaa takke i Kirken.

Fierde Kapitel

Men nu kom den allermægtigste Gud, hvis Raad og Villie er urandsagelig, og tilstædte endnu større Hiertesorg at komme os paa. Thi efter at det var blevet godt med Drengen, blev min kiære Husbonde anfægtet Nat og Dag, saa ingen kan det tro eller tænke, uden jeg, som var ham næst; og dette varede hver Dag fra elleve til to Eftermiddag, desligeste om Natten fra elleve til to.

Det første vi paany fornam noget i Huset, var en Søndag under Høimesse, og var jeg selv hiemme hos et af vore Børn, som var sygt. Som vi nu alle vare i Stuen, kom os saadan en Rædsel paa, og der blev saa grumt i Huset, at vi allesammen faldt ned, somme paa Bænke, somme paa Gulvet, som døde Mennesker. Men Gud kom os til Hielp, at vi kom til os igien. Vi faldt paa Knæ og giorde vor Bøn til den gode Gud; saa blev det godt, og det onde forsvandt. Om anden Dagen derefter skulde vor Pige Anna gaa paa Loftet. Der hun kom ned igien, var hun ganske forfærdet og sagde, der var en underlig Kompan paa Loftet skabt som en Abe.

Anden Dagen derefter gik vores yngste Datter ved Navn Lisabeth paa Loftet og skulde hente sig Pennefiedre, som hun skulde have med sig i Skole. Der hun nu kom derop, gav hun et stort Skrig af sig. Vi løbe hastelig op til hende. Da klagede hun sig, græd og sagde: Den slemme Kompan er nu kommen igien, han havde fat i min Trøie og sagde, at han skulde have mig; han var saa slem og havde to Øine som to Brikker, og hans Fødder vare som Hønsekløer. Den Tid vi kom ned med hende, gik jeg ind til hendes Fader og gav ham det tilkiende. Hvoraf han blev meget bedrøvet. Og derforuden havde han gaaet udi tre Uger meget selsom og underlig, og ingen vilde han lade vide, hvad ham skadte. Dog blev det Dag fra Dag værre med ham; ja, det blev saa fælt i det ganske Hus, som tilforn ikke havde været.

Saa bad jeg ham, han dog for Guds Skyld vilde sige mig, hvad ham skadte, og hvor det var med ham. I det samme segnede han ned paa Bænken, som han sad, og besvimede. Der han nu kom til sig igien, sagde han: Gud, som er en naadig Fader og altid hielper sine Børn, som af Hiertet raabe til ham, han tænke paa Naade og Barmhiertighed og hjelpe os med vore smaa Børn! Jeg fristes saa hart af den arrige Fiende Satan, som lægger sig omborde med mig Dag og Nat, at mig synes Himmelens og Jordens Tynge ligger paa mig. Du haver ikke længe Mand i mig, og dine Børn blive snart faderløse. Den gode Gud, som haver lovet at være Enkers og faderløses Forsvar, han hielpe eder. – Saa blev han Dag fra Dag jo mere og mere anfægtet, og bekiendte han, at den onde Fiende laa hver Dag fra Klokken elleve til to paa hans Ryg som en stor Kornsæk. Og var han og ellers knyttet undertiden i hans Side som et Hønseæg. Han sagde til mig: Du veed ikke andet, end du haver Gud og din kiære Husbonde hos dig, da haver du Satan hos dig. Gud forløse mig og det ganske Hus.

Derpaa var jeg begiærende, at der maatte giøres Bøn i Kirken af Prædikestolen baade i vor By, saavelsom i Landsbyerne deromkring. Jeg agede selv hen til Hr. Jakob i Norderup og bad, han vilde giøre Bøn for os og skrive hen til andre Præster, de vilde giøre det samme. Der jeg nu skulde tilbage igien og kom i Skoven, da blev Vognen saa tung, at Hestene neppe kunde drage afsted, og var dog intet til Læs uden Vognmanden og jeg. Den Tid vi agede fra Hr. Jakob var Klokken to Eftermiddag, der vi kom i Vesterstrædet, slog Klokken et om Natten. I det samme begyndte Træerne i Haven at knage, og kom os saadan Rædsel paa, saa vi troede ikke at komme derfra med Livet. Thi der blev opreist for os et stort, grueligt Tingest høit op i Veiret som et stort Taarn, som flyttede sig og havde en skrækkelig Røst. Dog kunde vi ingen Ord forstaa. Da raabte vi til Gud og sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, etc. Dermed kom vi Gud skee Lov derfra.

Som jeg nu kom hiem, gik jeg i Seng og lagde min høire Arm over mit Hoved. Og idet jeg faldt isøvn, kom en forfærdelig Rotte og fik min ene Finger i sin Mund. Jeg raabte og skreg og drog af min største Magt vel et halvt Kvarter. Min salig Husbonde bad mig være tilfreds og sagde: Han maa dog intet ondt giøre dig. – Mig syntes ligesom min Finger skulde været af Leddet. Men der jeg kom tilrette igien, da var den hverken brun eller blaa, ei heller hoven, og ingen kunde see, at den skadte noget. Dog kunde jeg ikke røre den i en Maaned derefter.

Anden Nat derefter, som vi laa i Sengen, kom os saadan en Hede paa, som vi skulde brænde op i Sengen, og som det havde været en stor Torden-Hede; saa havde vi ingen Ro den ganske Nat. Om Morgenen vi stod op, bleve vi var, at under os paa Lagenet og Sengedynen fra Hovedet ned til Fødderne var ligesom det var overstrøet med store Rotteskarn og alt to og to tilsammen, ligesom de havde hængt i en Traad, og saa mangfoldig, at man neppe kunde see det underste Lagen derfor. Hvilket og Naboerne saae med stor Forundring. Anden Dagen derefter blev min salig Mand saa hart anfægtet, at han ingen Ro faa kunde. Ingeborg Meiers besøgte os paa samme Tid, og som hun kom ind i Stuen, hørte hun en stor Latter og saae ingen. Der hun turde ikke længer være inde og var bortgangen, blev min salig Mand atter saa hart anfægtet, at han daanede paa Bænken, som han sad. Der han nu kom noget tilrette igien, fik jeg ham i Seng. Saa tog jeg Børnene og Folkene til mig og satte os uden for Døren i Bislaget, paa det han kunde faa nogen Rolighed og komme isøvn.

Som vi havde siddet nu ved en Time, bad jeg min ene Pige Johanne gaa ind saa sagtelig og høre om han sov. Hun kom igien og sagde, at han sov; thi hun kunde ikke høre ham. Derpaa sad vi endda noget, indtil Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil længe derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og fierde Nat i Sengekammeret.

Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfærdelig Rotte springende op i Sengen og løb paa alle fire Sengestolper, og omsider hen under hans Hoved og løftede to Puder og Hoveddyner og en Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort som et Spunds paa en Tønde, saa at Fieren fløi op i Sengen og omkring i Sengekammeret. Den Forfærdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den salig Mand: Far nu bort, du fordømte Aand, til den Sted, som du est kommen fra, til den evige Død, som dig og dine er beredt til evig Tid. Ære være Gud, som mig haver forløst! Der haver du alt det du haver vundet. – Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.