Kitabı oku: «Et forfærdeligt Hus-Kors», sayfa 3
Femte Kapitel
Der vi nu havde ladet takke paa Prædikestolen og tænkte alting var godt, saa kommer den almægtige og gode Gud og tilsteder endnu mere Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han blev saa underlig, at vi ikke kunde tænke, hvad ham skadte. Han sagde, det løb i hans Bug og stak ham. Vi tænkte at det havde været Skiæver2. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil, men det blev jo længer jo værre. Saa sendte vi Bud efter Bartskiæreren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en Doktorske, sagde han, vi skulde høre hendes Betænkning derom. Hende lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bøn til Gud i Himmelen. Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Giæst var kommen igien. Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned. Jeg løb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med udstrakte Arme, og var med stor Nød, at vi kunde faa ham ned i Sengen igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand løb op og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt at see, skiød Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et Klæde, og Blodet flød af Munden. Han smadskede i hans Bug som en Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire føre Karle vare ikke stærke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som en Hane, giøede som en Hund, førte ham op paa vore Bielker i Stuen, desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde ført ham derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og græd og kunde ingensteds komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard. Han drog hans Øine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde ikke andet sige, end at det var et Træ. Vi reiste ham op til Væggen. Der stod han uden al Bevægelse som et Træbillede. Hvo, som ellers ikke letteligen kunde græde, den maatte jo da græde.
Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfægtet min Moder, at det maatte sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af største Magt kunde holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, græd og jamrede sig, klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af hendes Fødder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa handlet med hende, at den ganske By skulde have grædt for hende. —
Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller læste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstørste Spot deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i Øinene, at det flød ned i hans Skiæg og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig Hans: Du maa ligesaa gierne være tilfreds; forhast dig ikke, du faar mig ikke herud, førend de faa Skam, som mig haver her indført. Den store Mand vil det saa have. Endog jeg er en løgnagtig Aand, saa maa jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rømme denne Bolig. Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak dig, saa maa jeg rømme.
Sjette Kapitel
Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrøvelse og Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne, saa kom den gode Gud og forløste ham fra al Jammer og Elendighed og kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og Glæde.
Men jeg med mine smaa Børn maatte blive her tilbage i den store Sorrig og havde inden mine lukte Døre den arge Fiende Dag og Nat. Den alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at høre paa de Ord, som Satan talede af Barnets Mund.
Nogen Tid derefter, som min salig Mand var død, skulde jeg age hen til Haarløv og der kræve nogen Giæld ind hos Præsten sammesteds, Hr. Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstræde kiørte selv for mig. Som vi nu kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa sælsom, som jeg sad i Vognen, at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og sætte mig ned paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg ikke see. Som jeg nu længe havde gaaet omkring paa Marken og intet Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg saa gik og vænede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at komme til, blev jeg henført til et Morads, som var fuldt af mange smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklæde fra mig og vilde have skaaret det isønder og bundet det tilsammen, at jeg kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Børn og mit ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tænkte aldrig at see dem mere. Der jeg nu vilde skiære Forklædet isønder til et Kiltebaand, syntes mig langt borte ligesom der havde været to Krager tilsammen, hvoraf jeg blev endda mere bedrøvet. Men det var mine Heste, som jeg omsider med Vognen blev var. I det samme hørte jeg, at Erik kaldte paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale, hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige, at Christus Guds Søn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider vel hiem til Huset igien. Men førend vi kom hiem, havde den fule Aand af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men dog glædede han sig derved, at han havde saa forfærdet os.
Syvende Kapitel
En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kiøbenhavn, og forberørte Mand, Erik Brygger, kiørte for mig. Da havde den arrige Satan truet, at han skulde følge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved Ølsemagle ved Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen løb trindt omkring som et Hiul, og Klæderne og hvad i Vognen var fløi af den. Jeg havde tre eller fire Par Høns, som jeg vilde forære bort. De bleve alle løse og sade paa Marken, dukkede og vare meget rædde. Som vi nu havde samlet Klæderne og Hønsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var, at han havde tabt sin Sæk, som var noget Havre udi. Der han løb tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde han, at Dievlen er i Sækken, thi han er saa tung, alligevel her ikke er uden en Skiæppe Havre udi.
Han bandt Sækken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte var hans Sæk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Sækken fare, jeg vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme Sæk, thi han havde om Løverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og faldt ud paa Jorden.
I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kiøre for i Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til Kiøbenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bæk, hvor vi bleve siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller nogensteds komme. Saa maatte han bære mig og min Datter først til Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor Møisommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi agede fra Kiøge, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om Morgenen; der vi kom til Kiøbenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Før jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.
