Kitabı oku: «Et forfærdeligt Hus-Kors», sayfa 4

Ottende Kapitel

Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig Mands Død med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for os.

Som han kom engang at besøge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam. Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Sømmen paa din Kiortel, men den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam nok, du fordømte Aand. – Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. – Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordømte Aand rømme denne Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn, som du piner Nat og Dag? – Den onde Aand svarede af Barnets Mund: Vil Du have mig herud? – Dertil svarede Mag. Niels: Den allermægtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er dig bered i den evige Ild. – Satan svarede: Naar den store Mand siger: pak dig, saa maa jeg rømme. Saa talede Mag. Niels Latin til ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.

Men han sagde til ham: Maa jeg være din Giæst til Aften, da vil jeg komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig! Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud forbande dig Satan, du løgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en løgnagtig Aand, men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kiøbenhavn til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i Døren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nær, at de havde kommet op at slaas om Dandsen. – Saadant og andet lod han høre.

Men den alsommægtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde plaget og anfægtet. Og der den naadige Gud nu ikke længere vilde tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig rømme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor Guds hellige Navn være lovet, som ikke forlader sine Børn, som af Hiertet raaber til ham.

Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kiære og salige Husbonde Hans Bartskiær og jeg med vores smaa Børn og ganske Hus have af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hæderlige og vellærde Mænd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor kiære Sognepræst; Hr. Bertel Hansen i Duebrødre; Hr. Peder Mand i Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag. Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven tilpas igjen, og de fik deres Løn, som saadant ondt havde kommet afsted og indført Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og himmelske herlige Glæde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid. Amen.

Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.

Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme førend man lægger det i Graven.

Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de troværdigste Exemplarer befandtes. I somme af de andre lægges en Drøm til, som ikke er meget at lide paa, ikke heller hører synderlig til Sagen. Hvilken vi dog ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien borte. Og henføres samme Drøms Beretning til Enden af det tredie Kapitel og lyder saaledes:

Søndagen næst efter den Løverdag, som Drengen Jakob blev den onde Aand kvit, der Folkene kom af Høimesse, kaldte han mig – (forstaa: Kvinden i Huset,) – til sig, bad jeg vilde høre, hvilken Drøm han havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde været hos mig i min Sygdom, kom og tog mig op og førte mig i Luften. Saa kom den onde Engel Satan, som og havde været hos mig i min Sygdom og tog mig fra den gode Engel og førte mig til en stor bred Port, som skulde være Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende Hynde, bunden i en Jernlænke og sad for sig selv allene. Og mig syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme Trolde og havde mange store Bøger og Penne for sig og skrev. Og andre Trolde, som ikke skulde være saa meget agtede, de stode og tiente de andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa førte han mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug, deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare kosteligt klædte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa førte han mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nær færdige. Saa førte han mig derfra til et andet Hus, som var meget Sølv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du vil være hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa førte han mig ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra den onde og førte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den grønne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og førte mig i min Seng igien. —

Saa vidt Drømmen, hvilken enhver for sit Værd kan skattere. Men at Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange troværdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle, som have denne Historie skreven og noget mere indført, end som den Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nærværende er en rigtig Kopi af det hun selv med sin egen Haand har skreven. – Hvoraf er let at slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af andre, der have ladet dem forlyste at lægge noget dertil. Og dette maa saa være om Kvindens egen Beretning.

Følger:
Videre Forklaring om samme Sag, til mere Forsikkring derom

Hidindtil om Kvindens egne Ord, hvilke i Førsten ene var agtet til Trykken at befordres. Men siden er videre Forklaring derom bekommen, endel af Kiøge Tingbøger, som de fornemme Mænd Mag. Ole Løxdorff, fordum Sognepræst der i Byen, og Rasmus Christensøn Skiøler, Borgemester samme Sted, have meddelt at læse og dem derfor bør at takkes; – endel af gamle troværdige Folk der i Byen, som derom vidste at sige. Hvoraf den gode Læser til Underretning skal meddeles hvad forekommer.

Og synes det altsammen bedst at kunne afdeles i Personen, Stedet, Tiden, Begyndelsen, Fremgangen og Enden.

Belangende Personen, denne Handel fornemmeligen angaar, da er Mandens Navn Hans Bartskiær. Hans Næring var Kiøbmandskab, for hvis Skyld han og udi Kiøge Tingbøger kaldes gemenligen Hans Kræmmer. Hans Kvinde og Ægtehustru, som hed Anna, og den forrige Beretning skreven haver, døde han fra to Aar før dette Hus-Kors fik Ende, efter at han ved Rettergang tvende Troldkvinder, som hans Hus havde fortryllet, havde ladet dømme og henrette med Baal og Brand, som de havde forskyldt. Af hans Børn, som Aar 1674, da denne Bog blev først trykt, var endda i Live og boede i Kiøge: Lisbet Hans Bukkes, en Enkekvinde paa halvfiersindstyve Aar, som hun selv sagde for mig, der dette beretter, og sig at være født Aar 1603, havde i forrige Tider været Borgemester-Kvinde der i Byen; men var saa kommen tilagters, at hun levede næsten af Folks Almisse. Hendes Moder, som hun berettede, havde Hans Bartskiær i sytten Aar. Sad saa Enke i fire Aar. Havde siden Kort Richter i nitten Aar. – Steden anlangende, da har dette svare Hus-Kors været i den Hiørnegaard paa Torvet, hvor Nørregade begynder, i hvilken Aar 1674 boede den gode Mand Jakob Pomeyer, Raadmand der i Byen, som havde i forrige Tider tient Kort Richter og vidste meget af denne Handel at sige, hvis Velvillie til at meddele, hvad ham bevidst var, jeg for mange Stykker i denne Beretning har at takke.

Tiden, paa hvilken det er begyndt, er omtrent Aar 1608 og 1609; thi Aar 1612, da det allerede nogle Aar havde varet, lod Hans Bartskiær søge disse Troldfolk med Lov og Ret, saa de to fornemste af dem samme Aar bleve brændte. Men han levede ikke længe derefter, og synes han at være død enten i Enden paa samme Aar eller i Begyndelsen paa det efterfølgende. Hvorfor han og i Tingbogen Aar 1613 d. 5. Juli nævnes: salig Hans Kræmmer, saasom han da var død. Men Hus-Korset varede to Aar efter hans Død, som i Kvindens Beretning staar i Begyndelsen paa det ottende Kapitel. Og skal derfor uden Tvivl være endt ved Aar 1615. Vor vidtberømte Dr. Th. Bartholinus, i hans Skrift de morbis biblicis, melder om noget saadant ved hans Barndomstid i Kiøge passeret, og at en af Satan paa en underlig Maade er bleven fristet, saa at han endogsaa undertiden førte ham om i Luften. Og ingen af Præsterne turde besøge ham, uden han havde levet et ustraffeligt Levnet. Thi den besatte bebreidede dem, hvad de lønligen havde beganget. Saa vidt den gode Mands Ord, hvilke han for mig selv saaledes har forklaret, at han har hørt saadant i hans Barndom for vist at fortælles. Skal derfor ikke feile meget, at de, det har berettet, jo har havt Henseende til noget i denne Historie.

Begyndelsen til al den hele Handel er denne, at en Troldkvinde ved Navn Johanne Thomesis fattede en svar Vrede og Had til Hans Bartskiær. Hvortil fortælles disse Aarsager, nemlig at bemeldte Johanne Thomesis, som pleiede i Førsten at have god Kundskab med Hans Kræmmer og ofte kiøbslaa med ham, blev af en anden Troldkvinde ved Navn Kirsten Snedkers udlagt for at have Gemenskab med saadanne Folk, og der det kom i Rygte, vilde han som en Mand, der haver Afsky til saadant Pak, ikke mere kiendes ved hende, og om han nogen Tid mødte hende paa Gaden, gik han hende forbi, som han ikke vidste, hvem hun var. Hvorover hun skal være bleven meget forbittret paa ham, fornemmeligen for der ogsaa ved samme Tid en Gaard blev tilkiøbs, som bemeldte Johanne hel gierne vilde have, men Hans Kræmmer fik før ja paa den og kiøbte den bort for hende. For saadanne og andre Aarsagers Skyld fatter hun, som sagt er, saadan Had til ham og derfor med andre Troldfolk, som hun dertil brugte, lagde sig efter at fortrylle ham og hans Hus. Og har saa opmanet Dievlen til at føre den ind i hans Gaard. Hvilket efter deres egen Bekiendelse til Tinge skal være skeet to Gange: den ene Gang i Johanne Thomesis egen Gaard, hvorom i Tingbogen findes d. 14. Juni og 5. Juli 1613 antegnet, at en af dem ved Navn Annike Christoffers Datter har bekiendt og derpaa gaaet tildøde, at de havde været tilsammen i Johanne Thomesis Gaard og ved hendes Brønd opmanet Dievelen, saa den er opkommen i en brun, stakket-stiertet Rottes Lignelse. Den anden Gang uden for Byen ved en Bæk, som ligger strax udenfor Broporten paa den høire Haand, [naar] man kommer ud af Byen og kaldes Banghors-Bæk. Der har de slemme Mennesker ladet sig finde tilsammen at mane den onde Aand. Derom findes i Tingbogen antegnet den 11. September 1612, at en af dem ved Navn Kirsten Lauritzdatter, som havde tient Johanne Thomesis og blev samme Dag dømt fra sit Liv, bekiendte, hun havde hørt af samme Johanne Thomesis, at baade hun selv og en anden Troldkvinde ved Navn Mette Banghors, samt andre, som vare udlagte, vare med at opmane den onde af Bækken og førte ham i Hans Kræmmers Hus.

Videre berettes, at der de manede den onde, har han i Førsten stillet sig som han nødig vilde komme og abet dem med dette Giensvar, at han havde Horn paa Hovedet, men de ikke, derfor vilde han ikke komme; hvorpaa den slemme Mette Banghors har hentet en Gryde, sat den paa sit Hovede og sagt til den onde, han skulde herop, thi havde han to Horn, saa havde hun tre. Derpaa skal han være opkommen i en Rottes Lignelse og i saadant Gestalt paa en Søndag ad Aften i Hans Bartskiærs Hus indført.