Kitabı oku: «Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862», sayfa 2

Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den 21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage, saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde indsendt dertil.

Betingelserne vare følgende:

Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade Landet, eller:

Frihed til at forblive i Landet.

Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde udtjent.

Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.

En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.

Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et eller andet dristigt coup de main af dem, der røvede for egen Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og Omegnen.

Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at gjentage: »benedice, benedice!« medens Fartøiet roede ham til Land.

Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.

Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres Skyggesider at kjende – i Amerika er det anderledes. Der hilse vi dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have truffet dem – og vi have hyppig været i Berøring med dem – have vi altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de mindst fremtrædende.

Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed. Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en værdig Hilsen – men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og glimrende.

Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte – man seer og beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt med Haab og Forjættelse.

Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St. Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger, Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne os med disse kostelige – og kostbare – Produkter. Medens vi besaae endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og – "vee Dig, Johan, naar Mads er bleven mæt" – det gik ud over Hestene, da vi rede tilbage.

Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.

Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord, deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til et Tivoli en miniature, til hvilket Dørene stode aabne fra den stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" – Musiken klang, og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre Berømmelse.

Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage) florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; brandy and water nødes med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker. Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart, Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.

En Forpost af Venezuelanske Soldater.

Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt – selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig for os – og dette var en viselig Indretning; thi Republikens Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at de "dog vare glade og fornøiede" – idetmindste antydede Republikens Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det Vigtigste.

Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare komne ombord, lettede vi.

Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.

Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter vor Afreise til General Paëz.

Ved de danske Øer

(29de September – 2den November.)

Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens Tilstedeværelse ved disse.

I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed – idet vi særlig der skulde beskytte den danske Skibsfart – foretoges der hyppige Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette, hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan, men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de danske Øer".

Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc. Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe Priser ind eller at sælge dem i disse.

Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.

Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St. Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart, og mod denne Grund lader der sig – fra et vist Synspunkt – Intet indvende.

Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig. Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa, skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.

At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette – om end varmt – ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken alle Lys ere beskyttede ved shades), fjerner Støvet og forfrisker Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.

Den 27de October om Morgenen saae vi for første Gang Sydstaternes Flag vaie fra en lille Skonnert i St. Thomas' Havn. Mellem Nordamerikanerne i denne By vakte dette en stor Sensation, da man mistænkte den for at være en Kaper. Det viste sig dog, at dette ikke var Tilfældet, idet den Officeer, der fra Korvetten sendtes ombord, ikke fandt Spor af Bevæbning; men mistænkeligt var Skibet alligevel, da det havde en Besætning af 8 Lodser fra Savanna og sikkert ikke var bestemt til Fragtfart. Det oplystes ogsaa, at dets Reise var en Spekulation af vedkommende Lodser, der paa Grund af Blokaden vare uden Erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.

At det omineuse Sydflag faa Timer efter forsvandt fra Skonnertens Top, og at det engelske heisedes i Stedet, gjorde ikke noget gunstigere Indtryk paa Nordamerikanerne, da det skete paa den Maade, at den engelske Konsul, ved at udstede Interimspapirer, sanktionerede Salget af Skibet til en af dets Besætning, der havde engelsk Borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer, gav sig her Luft imod den engelske Konsul, der skarpt dadledes, fordi han tillod Englands Flag at dække et saa mistænkeligt Skib.

Der var dengang intet amerikansk Orlogsskib i Havnen; men under dette vort Ophold havde til forskjellige Tider Powhattan, Iraquois og San Jacinto (senere uhyggelig berømt ved Trent-Affairen) været inde i St. Thomas' Havn for at fylde Kul.

Tour til St. Kitts (St. Christophe)

(2den November – 9de November).

Denne lille Tour blev nærmest foranlediget ved Gouvernementets Ønske om at gjøre sig nøiere bekjendt med Forholdene ved Indførselen af fremmede Arbeidere (Kinesere, Kulier) paa de vestindiske Øer. Klager over Mangel paa Arbeidskraft have i de senere Aar været hyppige, og Gouverneuren besluttede derfor at sende en Kommission af to Plantere og en Jurist til den nærliggende Ø St. Kitts, hvor en slig Indvandring har funden Sted, for at indhente Oplysninger desangaaende.

Med Kommissionen, bestaaende af De Herrer Prokurator Stakemann og Planterne M. Dam og Knight, dampede vi den 2den November op imod Vinden til den 30 Miil til Luvart liggende lille Ø, hvor vi ankom den næste Dags Morgen og ankrede paa Basseterre Red.

Vi bleve her modtagne med den største Forekommenhed af Gouverneuren Sir Benjamin Pine, der strax tilbød Chefen sit Huus, i hvilket denne boede under vort korte Ophold. Imedens Kommissionen gik paa Undersøgelser, gik Officererne paa Bal eller foretoge Spadseretoure og Udflugter paa den deilige lille Ø, der er en af de skjønneste i Vestindien. Vi havde ogsaa den Fornøielse at see Sir Benjamin tilligemed Lady Pine og nogle andre Herrer og Damer, der havde viist os Gjæstfrihed, ombord hos os en Formiddag. Korvetten havde pyntet sig paa det Bedste, og viste sit Galanteri mod Damerne ved om Morgenen at varpe længere ind paa Reden, hvor der var smulere Vande og mindre Udsigt til Søen og – Søsygen. Selskabet beværtedes i Kahyten, og Besætningen gav derefter ogsaa sin Skjærv til Underholdningen ved at synge Nationalsange, dandse Reel og gjøre Behændighedskunster for Gjæsterne, der optog dette særdeles godt og morede sig fortræffeligt.

Det er en af vore Folks elskværdige Sider, at de ved saadanne Leiligheder tage Deel i deres Overordnedes Glæder, og villig gjøre Alt hvad de kunne for at forhøie disse. Det gjør ogsaa et godt Indtryk paa Fremmede at være Vidne til Sligt, der tilkjendegiver et velvilligt Forhold mellem Officerer og Mandskab; og da Sir Benjamin med et Par hjertelige Ord takkede Folkene, fik han tre velmeente Hurraer, der sikkert glædede ham ligesaameget som den Salut paa 15 Skud, han tidligere ifølge sin Embedsstilling havde modtaget.

En Yttring af Sir Benjamin, der var en videnskabelig dannet Mand og i Besiddelse af den klassiske Dannelse, som Englænderne lægge saa stor Vægt paa, kunne vi ikke nægte os den Fornøielse at optage her. Under en Samtale med vor Chef om Forholdene herhjemme, bemærkede han, at vi i Danmark havde en stor Mand i Madvig, hvis latinske Grammatik han høilig roste, idet han tilføiede, at den brugtes næsten overalt i England.

Da Kommissionen den 8de havde endt sine Undersøgelser, der havde været tilfredsstillende, idet man havde indhentet Oplysninger angaaende Indførselen af ostindiske Arbeidere og tillige gjort adskillige Erfaringer angaaende Sukkerrørets Dyrkning, var vort Hverv ved Øen forbi og vi maatte afsted.

Vi havde haabet, senere ved Leilighed at kunne gjøre et kort Trip hertil, hvor vi havde mødt saamegen Venlighed, men der var stedse Et eller Andet, der forhindrede dette. Midt i Mai Maaned næste Aar fik Korvetten endogsaa en skriftlig Indbydelse fra Sir Pine, og gjennem det engelske Orlogsdampskib Cadmus, stationeret derude, fik vi engang en Hilsen og en Indbydelse, der var snurrig nok. Den Officeer, som fra dette Skib komplimenterede os, fortalte med det Englænderne eiendommelige Humor, at Gouverneuren ønskede vor Nærværelse ved adskillige Baller, og at det vilde være ham kjært, om vi vilde føre ham over til Anguila, hvor en Mand skulde hænges. Da Cadmus skulde hjem, kunde Gouverneuren ikke benytte den til denne "alvorlige Deel af Festen", og vi maatte paa Grund af Omstændighederne give Afkald saavel paa Baller som paa Hængning.

Den 9de gik vi under Seil fra St. Kitts og vare ved Hjælp af den friske Østpassat til Ankers ved Frederikssted den 10de om Middagen.

Ved de danske Øer

(10de November – 29 December).

Den 12te November bragte det engelske Paketdampskib Trent, kommende fra Havana, Efterretningen om den hensynsløse Maade, hvorpaa det var blevet anholdt og visiteret af det nordamerikanske Dampskib San Jacinto, der med Magt havde bortført de to Herrer Mason og Slidell, som skulde afgaae til Europa med La Plata. Hele denne Sag er bekjendt nok, og hvormeget den offentlige Mening i Nordamerika end har søgt at give den Medhold, hersker der blandt alle andre Nationer kun een Mening om det Uberettigede i San Jacinto's Optræden. Fra en Kilde, som vi maae antage for troværdig, have vi hørt nogle Enkeltheder ved Udførelsen, der kompromittere vedkommende Individer temmelig stærkt. Man fortalte os nemlig, at da en amerikansk Søofficeer, der søgte om Gesandternes Papirer, vilde trænge ind i et Lukaf og blev afviist af en Dame (Datteren af en af de Fængslede) – trak han sin Sabel og lod sine Folk fælde Gevær, for paa denne ridderlige Maade at tiltvinge sig Adgang. Det fortaltes imidlertid ogsaa, at den engelske Kaptain, der befandt sig i Nærheden, blev saa indigneret, at han med sin Kikkert bearbeidede det tappre Kompagni, hvis Anfører ved en vel anbragt Ørefigen fra den unge Dames Haand blev vakt til Besindelse om sin lave Adfærd.

Historien klinger utrolig; men sammenligner man den med den berygtede amerikanske General Butlers senere Optræden mod værgeløse Kvinder, vil man ikke finde den utænkelig.

I St. Thomas opvakte denne Begivenhed naturligviis stor Sensation, og da et Orlogsdampskib om Aftenen d. 13de viste sig i Søen udenfor Havnen, vilde den engelske Kaptain paa La Plata, der var seilklar til Europa, ikke gaae ud, da han jo i det Tilfælde, at det var en Amerikaner, havde Grund til at befrygte en lignende Behandling, ligeoverfor hvilken han, som Ansvarhavende for Post og Passagerer, var værgeløs. Den engelske Konsul kom ombord for igjennem os at erfare noget om bemeldte Skib. Det kom ind, da det var mørkt, og vi sendte som sædvanlig en Officeer ombord. Da det oplystes, at Skibet var en hollandsk Orlogsdamper (Vesuvius) gik La Plata samme Aften til Europa.

Den 14de kom en fransk Dampbaad, le Milan, og 2 spanske Fregatter ind i Havnen for at proviantere og fylde Kul. De vare bestemte til Mexico og havde Landtropper ombord. Senere hen under vort Ophold kom flere saadanne Sendinger, som man ikke kunde betragte uden en vis Melankoli, naar man tænkte paa det høist usunde Klima, de gik imøde; men denne Tanke lod heldigviis ikke til at trykke de franske Soldater, som under deres korte Ophold vare lutter Liv og Lystighed. Skifteviis kom Afdelinger af dem iland, og paa en lille Exerceerplads udenfor Byen opførte de til stor Fornøielse for Publikum allehaande Lege og toge i den korte Frist paa allehaande Maader Opreisning for den Mangel paa Motion, som deres Liv ombord medførte. Det var kjække og smukke Folk, alle Zouaver; ved blot at see dem faaer man den Overbeviisning, at alle Franskmænd ere fødte Soldater. Haab om Krigerære og Berømmelse, og Mod til at underkaste sig Alt derfor, kan man læse paa ethvert Ansigt.

Den 1ste December kom den norske Korvet Nornen, Kaptain Schmidt, ind til St. Thomas. Korvetten var, ligesom Heimdal, udsendt i Anledning af de amerikanske Uroligheder, og dens Chef havde Ordre til at konferere med Heimdals angaaende Forholdene i Vestindien. Det følger af sig selv, at vi benyttede Nornens 10 Dages Ophold til at omgaaes med vore nordiske Brødre, der ogsaa gjæstfrit modtoges af Byen St. Thomas. Korvetten afseilede den 11te December til New-York, hvorfra den retournerede i Februar og efter Heimdal foretog Touren til Havana.

Denne Reise havde allerede i længere Tid været stillet i Udsigt for Heimdal; men det var naturligviis betinget af Forholdene i vore egne vestindiske Farvande, hvorvidt Korvetten kunde undværes i de 6 Uger, som man maatte gjøre Regning paa at Touren vilde medtage.

Hvad der mest kunde ventes at ville give nogen Bevægelse ved vore Øer, var Muligheden af en Krig mellem England og Nordamerika i Anledning af Trent-Affairen; men da Krigen ialtfald ikke vilde udbryde før vor Tilbagekomst, var dette ingen Hindring for den omtalte Tour, der havde til Hensigt at vise Flaget ved Havana og Ny Granadas Havne. Man havde med Villie ladet Tidspunktet for Korvettens Afgang rykke hen i December, da Sundhedsforholdene ved Havana i den hede Tid vare meget slette. Guul Feber, som ikke i det indeværende Aar fandtes paa nogen af Øerne, rasede stærkt der, og jævnligt indløb der Efterretninger om Sygdom og Dødsfald paa Skibene i Havnen.

Ved at vente til midt i December opnaaede vi ogsaa at faae et mere bestemt Formaal, idet der nemlig indkom en Skrivelse til Gouvernementet fra den danske Vicekonsul i St. Marta (Republiken Ny Granada), i hvilken han beklagede sig over Tilstanden i denne Republik, hvor Forholdene vare af samme Natur som i Venezuela. Han selv var endog blevet brandskattet og tre Gange fængslet, uden Hensyn til hans Stilling som Konsul, og han yttrede derfor det levende Ønske, at Korvetten Heimdal maatte komme til St. Marta for at haandhæve hans Rettigheder og fordre Opreisning for den Krænkelse, der var tilføiet den danske Nation, igjennem ham, dens Repræsentant.

Denne Omstændighed foranledigede Gouverneuren til at give os Ordre til i Slutningen af December at afgaae til St. Marta, muligviis anløbe den nærliggende By Cartagena, og endelig gaae til Havana for derfra at tiltræde Reisen til St. Croix saa betids, at vi kunde være der i Begyndelsen af Februar 1862.

Som man af det Følgende vil erfare, blev denne Plan paa Grund af tilstødende Omstændigheder noget forandret.

Efterat have tilbragt Juledagene i St. Thomas, gik vi til Frederikssted, hvorfra vi den 29de December afgik til St. Marta.