Kitabı oku: «Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862», sayfa 4

Togt til Martinique og Trinidad

(24de April – 9de Mai.)

Efter 2 Dages Seilads fik vi den 26de Martinique i Sigte og passerede om Eftermiddagen St. Pierre, der ligger paa den nordvestlige Side af Øen og er den største By paa denne. Den har imidlertid ingen Havn, og navnlig i Orkantiden kunne Skibe aldeles ikke ligge her. Fort de France eller Fort Royal, der ligger i en Bugt nogle Miil sydligere, har derimod en taalelig Havn, og det var efter denne at vi satte vor Kurs. Indseilingen i Havnen, som gik for sig i Mørke, var ret eiendommelig, idet vi først fik Lodsen ombord, da vi, saa at sige, kun vare et Par Alen fra Ankerpladsen. Samme Lods vilde paadutte os, at der for kort Tid siden havde været en dansk Orlogsmand inde i Havnen, hvori vi jo med Sikkerhed kunde modsige ham, og det oplystes da ogsaa, at det havde været en Hollænder, som han, der deelte sine Landsmænds (især den simple Klasses) Uvidenhed i Geografi, hævde antaget for en Dansk.

For en vis Deel af det herværende Publikum syntes der saaledes at være Anledning til at "vise Flaget", hvilket vi gjorde næste Morgen, da Byen til Gjengjæld viste sig for os. Den svarede just ikke ganske til de Forestillinger som vi havde gjort os om den ved at see dens Lys Aftenen i Forveien; navnlig viste den sig at være meget mindre end antaget, dog var den venligt beliggende, og de høie Bjerge i Baggrunden (saavidt vides de høieste paa Antillerne) forøgede mægtigt Panoramaets Skjønhed. Vegetationen omkring Byen var, paa Grund af den rigelige Vandmængde fra Bjergene, usædvanlig frisk, og i Byen saae man en Overflødighed af smukke Haver. Det lader sig ikke nægte, at Franskmændenes Smag og Nethed er fremtrædende i Alt, hvad der møder Øiet. Nede ved Havnen var der en stor fiirkantet Plads, omgiven af prægtige Mango Alleer. Midt paa denne Plaine var der opreist et Monument over Napoleon den 1stes Gemalinde, Josephine, der som bekjendt var en Kreolinde og født paa Martinique, og hele Anlæget afgav en smuk, meget besøgt Spadsereplads. Vistnok maatte vi tilskrive Søndagen endeel af den almindelige Reenlighed og Nethed, vi mødte, men man følte dog, at den artige, velopdragne Tone ikke heller om Hverdagene var nogen fremmed Gjæst paa Stedet. Hvad vi derimod særligt maatte takke Søndagen for, var en ikke ilde udført Koncert, som Garnisonens Musikcorps, der talte omtrent 60 Instrumenter, gav om Aftenen, og hvis Vellyd forhøiede det Indtryk, som den tropiske Aften, den brogede Vrimmel og den glade Stemning meddeelte Sandserne. Musiken var virkelig smuk, og sammenlignet med den, vi af vore 2 Hornblæsere ombord opvartedes med, som en kvægende Manna i Ørkenen.

Vi kunne ikke tilbageholde en Beklagelse over, at Korvetten, der ellers i alle Retninger var god at være i, savnede et Musikkorps. Et saadant medgives vel kun større Skibe, men Togtets Beskaffenhed burde i saa Henseende ogsaa have et Ord at sige. At have lidt Musik til sin Disposition ombord, er behageligt ved mange Leiligheder; det giver Besøgende Fornøielse og danner et billigt Supplement til den Høflighed, man saa gjerne vil vise mod Fremmede paa de forskjellige Steder, hvor man kommer hen – Steder, som man næsten aldrig forlader uden en Taknemligheds Gjæld for modtagen Artighed og Gjæstfrihed. Men Musiken er ikke alene en Behagelighed; den virker oplivende paa Mandskabet, hvad enten dette gaaer rundt i Spillet, eller med en Dands om Aftenen ender Dagens Tjeneste; den virker gjennem Humeuret paa Sundheden og har i det Hele taget en dannende Indflydelse; derfor burde den ikke savnes paa et Skib, der er udsendt paa et Togt af en saadan Natur som Korvetten Heimdals.

Efter et Par Dages Ophold, hvilket nogle af Officererne benyttede til at tage op til St. Pierre, hvor der er en sjelden smuk botanisk Have, forlode vi den 29de Fort Royal og satte Kursen Vesten om St. Lucie, St. Vincent og Granada til Trinidad.

Den 1ste Mai om Morgenen fik vi Landet at see, om Formiddagen passerede vi igjennem bocca di navio (Skibsløbet) ind paa Paria Golfen og ankrede ved Port Spain (Spanishtown, Port d'Espagne) om Middagen.

Saavel Anduvningen af Trinidad som Indseilingen dertil er baade interessant og smuk. I Almindelighed løber der langs med Nordkysten af Øen, som ved et Par smaa Øer med meer eller mindre brede Passager er skilt fra Fastlandets Nordøstpynt, en meget stærk Strøm vestefter, og denne frembringer, ved at mødes med Strømmen, der sætter ud fra Paria Golfen, utallige Hvirvler og Skumstriber. Ved tillige at gaae imod Bølgebevægelsen, der ogsaa, paa Grund af den staaende østlige Vind, er i vestlig Retning, tilveiebringer den sidstnævnte Strøm en betydelig Dønning i Havfladen. Endskjøndt Veiret var smukt og ganske stille, rullede vi, da vi kom ind i dette Belte, som om vi toge Overhalinger i en Storm; men da vi gik med fuld Kraft, vare vi snart indenfor Virkningerne af Oceanbevægelsen og inde i det smalle Indløb, hvor vi mødtes af den haarde udgaaende Strøm, der bød os ikke at avancere for rask, men see os om og nærved betragte de skovgroede Klippeblokke, hvoraf Øerne dannes, hvilket vi da heller ikke undlode.

Det er temmelig almindeligt antaget, at Trinidad engang har været landfast med Amerika, og ved en Jordrevolution er skilt derfra; og der er meget der taler for denne Formodning. De høie Bjerge, som omgive hele Nordkysten af Sydamerika, sporer man i Formation og Skikkelse over paa Trinidad, og naar man kommer ind paa Paria Golfen, der imod Trinidadsiden er af meget ringe Dybde, opstaaer let den Tanke, at idetmindste en Deel af den før har været tør. Allerede en Miil fra Port Spain har man 5 à 6 Favne Vand, og begynder at spore Mudderet, hvoraf det er opfyldt. Vi ankrede 1/2 Miil fra Byen paa lidt over 3 Favne, og nogenlunde dybtgaaende Skibe kunne ikke komme nærmere. Fra Byen, hvis Baggrund dannes af Bjergenes Affald, strækker sig Syd efter en stor Slette, som med betydelige Skove gaaer ned til Paria Golfen; det er denne Slette, paa hvilken de største og fleste Plantager ere anlagte. Man har begyndt ved Foden af Bjergene og arbeider sig nu ud imod Golfen, idet Skoven, ved at fældes eller brændes, forvandles til Agerjord. Der staaer imidlertid meget tilbage at indvinde paa denne Maade, og i den anden Retning lægge de store Bjerge betydelige Hindringer iveien for Kommunikationen. Kun omtrent 1/10 af Øen er opdyrket.

Port Spain er en smukt anlagt, rummelig og reenlig By, der udmærker sig ved brede og luftige Gader (nogle af dem ere endog en Fjerdingvei lange), gode Boutiker og flere i stor Stiil opførte, offentlige Bygninger, blandt hvilke een er bleven til paa en ret mærkelig Maade. Da nemlig Prinds Alfred med Linieskibet St. Georg i 1861 besøgte endeel af de vestindiske Øer, havde man Haab om, at han ogsaa vilde besøge Trinidad, og der blev opført en kolossal Bygning til hans Modtagelse, da Gouvernementshuset ikke var stort nok til en saadan fête, som man agtede at give. Men Prindsen skuffede Forventningen, og Huset, der kun egner sig til Ballokale, staaer endnu ubenyttet. Det skal have kostet henved 100,000 Rdl.

Et Springvand i Midten af en stor Allee, der fra Havnen gaaer tværs igjennem Byen, og en særdeles elegant Iisboutik fortjene ogsaa at nævnes som Befordrere af Behagelighed og Komfort.

En Kjøretour, som den danske Konsul foranstaltede for Chefen og nogle af Officererne, var meget interessant, da den, foruden at føre os igjennem det rige Landskab, tillod os at besee flere Plantager. Den største Frugtbarhed, Yppighed og Afvexling omgav os, idet vi rullede ud ad Veien, navnlig vare store Træer i meget smukke fritstaaende Grupper tilstede, og yderst tilhøire dannede den mørke Skov en dyb – man kunde næsten sige tungsindig – Modsætning til sin Fjende, den lyse Sukkermark, der i Aarenes Løb bekriger den, og tilsidst vil vinde en fuldkommen Seir ved aldeles at fortrænge den. En rigelig Vandmængde findes paa Sletten, der endog paa mange Steder ved Draining maa forvare sig imod en altfor stor Overflod af det ellers i Tropeegnene saa velkomne Element.

Blandt de Plantager vi besaae, var Orange Grove den største og tillige den, hvis sindrige og smukke Indretning mest opvakte vor Beundring. Den var anlagt efter en storartet Maalestok. Tyve til tredive Mennesker vare beskjæftigede med at føde den tunge Valse med Sukkerrør; saasnart En havde aflæsset sin Dragt paa den brede Rende, der førte ned til Valsen, gik han strax tilbage for at hente en ny Dragt. Der var saamegen Plads, at 3 à 4 Mand kunde komme til paa engang, og en ustandset Kommen og Gaaen fandt Sted mellem Valsehuset og Pladsen udenfor, til hvilken store Karrer jævnlig ankom fra Marken, belæssede med Rør. Disse vare afskaarne i omtrent 1-1/2 Alens Længde og bleve lagte saaledes paa Renden, at de fra Ende til anden bleve trukne igjennem Valsen. For at jævne dem og styre dem ind under denne stod der to Mænd, een paa hver Side, bevæbnede med store, tunge Knive, hvormed de jævnligt huggede løs, idet de i det Hele taget sørgede for en ligelig Ansamling til Valsen. Den udpressede Saft lededes igjennem Render til det nærliggende Kogehuus, og til at bortføre de knuste Rør var der anbragt en sindrig Mekanisme, idet nemlig en Seildugsrem af Valsens Brede, var udspændt om to Ruller (den ene tæt under Valsen og den anden oppe). Disse, der vare satte i Forbindelse med Dampmaskinen, holdt den øverste Flade af Seilduget (der modtog de udpressede Rør) i en bestandig Bevægelse opad og afladede saaledes uophørligt disse paa Loftet, hvor de bleve pakkede paa Vogne, der ved en paa Støtter anlagt Sporvei førtes over Gaarden til Loftet af det Huus, der skulde tjene dem til Opbevaring. Ned i dette Huus bleve de da væltede og pakkede, for at tørres og senere bruges til Brændsel. Kogehuset og et storartet Apparat til Romdestillationen, hvilke vi ogsaa besaae, vare ligeledes vel konstruerede og i fuld Virksomhed. Det Sukker, der produceredes, var dog langtfra saa smukt som St. Croix Sukker, hvilket laae i den Omstændighed, at det ikke kunde betale sig at fabrikere et Produkt, der, idet det blev finere, ogsaa vilde blive dyrere. Hvad der navnlig sætter Planterne en bestemt Grændse, er, efter deres eget Sigende, en Forhøielse i den engelske Told paa Sukker af en vis Kvalitet, og de tvinges saaledes til at levere et middelmaadigt Produkt, paa hvilket de imidlertid ikke savne Afsætning. Denne Plantage tilvirkede aarligt circa 900 Fade Sukker, et Antal, der, hvor lav en Beregning man end ansætter, dog repræsenterer en kjøn lille Kapital. Efter Sigende skal der paa Trinidad være et Par enkelte Plantager, der producere 12 à 1400 Fade om Aaret.

Vaaningshuset, som vi kjørte forbi, havde en fortryllende Beliggenhed og var omgivet af en stor indhegnet Plaine med smukke Trægrupper, der ikke ubehageligt mindede om en engelsk Park; ligeledes var den lille By for Arbeiderne ved Plantagen anlagt med særegen Orden og Nethed.

Hvad der imidlertid paa denne lille Udflugt glædede Øiet, var ikke alene Naturen, til hvilken man fornemlig føler sig henviist i Tropeegnene; men det var ogsaa Menneskene. I den af Kulier næsten udelukkende bestaende Arbeiderbefolkning finder man en Race, der staaer langt over Negerracen. Kulierne besidde vel ikke saamegen raa Kraft som Negrene, de ere spinklere af Legemsbygning og en Kuli kan ikke paa en Arbeidsdag præstere det Samme som en af Afrikas Sønner; men de ere ingenlunde svage. Lægger man til deres mindre Styrke deres Nøisomhed og Arbeidsiver, da bliver Totalsummen ikke ufordeelagtig, og det bedste Beviis paa deres Anvendelighed er det store Antal af dem paa Øerne i Vestindien, især de engelske. Paa Trinidad ere de i Særdeleshed fremherskende – man seer dem overalt; navnlig på Orange Grove saae vi kun een Neger, alle de andre vare Kulier. Fruentimmerne saae vi ikke meget til; de anvendes i Regelen i Marken og udmærke sig fremfor Negerinderne ved det sædelige Liv, de føre. Ægteskabsovertrædelser straffes efter Sigende strængt af Mændene, der alene herved betegne det høiere Trin, de indtage ligeoverfor Negeren, hvis mere dyriske Natur, forværret under Slaveriets Tryk, har sløvet Blufærdighedsfølelsen.

Sammenligner man en Kuli og en Neger, hvad det Ydre angaaer, da maa Sympathien tale for den Første. Kulien har et livligt, ofte ædelt Ansigt og en spinkel, men slank og senestærk Skabning; i sin Gang og i sit Væsen lægger han Selvfølelse og Gratie for Dagen. Hans sorte, glindsende Haar falder enten i Lokker over Skuldrene eller ogsaa er det tilbagestrøget og bundet i Nakken; Hovedtøiet bestaaer i et let broget Tørklæde, dog gaae de ofte uden Hovedbedækning. Et Stykke Tøi snoet om Lænderne er deres eneste Dragt, naar de arbeide; men altid bære de Arm- og Ankelringe, og undertiden bære de om Halsen en Kjæde eller et Baand med en Mynt eller Medaillon hængende paa Brystet. Paa disse Prydelser sætte de meget Priis, og de anskaffe sig dem af et saa ædelt Metal, som de kunne faae Raad til. Deres Levemaade er, som alle Hinduers, overmaade tarvelig og bestaaer næsten udelukkende af Riis; de skulle ligeledes være meget ædruelige.

Man kan maaskee finde det utilbørligt at anstille en Sammenligning mellem Kulien og Negeren, idet man vil anføre, at den sidste under det demoraliserende Slaverisystem er sunken ned til sin nuværende lave aandelige Tilstand. Herom er heller ingen Tvivl; men det maa dog erindres, at Negeren er Slave i sit eget Fødeland, og at det netop er den Omstændighed, der har bragt ham i fremmed Trældom. I selve Negerens sandselige Natur ligger Spiren til hans Undergang i aandelig Henseende, og den pludselige, uforberedte Frigivelse har i Almindelighed været et Onde istedetfor et Gode, saavel for ham som for hans Herrer. Vi sige i Almindelighed; thi der gives jo adskillige Undtagelser, som vise, hvorledes det mere dyriske Instinkt hos Slaven har forædlet sig til Skarpsindighed og Intelligens hos den Frie; men de filantropiske Ideer, som man for Negerens Vedkommende bringer med sig fra Europa, faae dog et slemt Stød, naar man i længere Tid betragter Racen i Vestindien.

Dømmer man efter, hvad man seer, da skjønne vi ikke rettere, end at Kulien i sin primitive Tilstand staaer langt over Negeren, hvis ofte fremtrædende idiotiske Præg vækker Mistvivl om Muligheden af denne Races Evne til at forædles alene ved aandelige Midler. Blandingen med det hvide Blod maa vel snarere tænkes at kunne bidrage hertil. Med Kulierne synes det Omvendte at være Tilfældet, idet man nemlig i deres intellektuelle Evner seer den solidere Grundvold, hvorpaa den fremskridende Kulturtilstand kunde bygges.

Efter at have indtaget en lille Frokost hos en med Konsulen bekjendt engelsk Familie, der kom os imøde med stor Hjertelighed, kjørte vi til vor Udflugts yderste Maal, en deilig Dal ved Navn Eldorado, hvor vi besøgte en ret interessant Institution, et Asyl for forældreløse Kulibørn. Igjennem den vel anlagte Bygning førtes vi af Forstanderinden, en ældre engelsk Dame, som med stor Forekommenhed fremviste de forskjellige Lokaliteter, der udmærkede sig ved Reenlighed, god Orden og praktisk Indretning. Anstalten bestaaer ved frivillige Bidrag af de paa Trinidad boende Europæere og har til Formaal indtil det 14de Aar at opdrage Børnene i den kristelige Religion, idet den tillige udvikler deres Anlæg for praktisk Virksomhed i det borgerlige Liv og saavidt muligt skaffer dem Ansættelse, naar de skulle ud i Verden. Stiftelsen tæller omtrent 60 Børn i alle Aldere fra 2 til 14 Aar. Da vi kom, vare de ude i Haven og Marken; men en Klokke forsamlede dem i Skoleværelset, hvor Præsten fra den nærliggende By gjorde En og Anden nogle faa Spørgsmaal, hvorpaa han begyndte en Psalme, som Børnene istemmede.

Ihvorvel der ved denne religieuse Forestilling paa Kommando (der falder saa ganske i den engelske Smag) var Noget, der ikke tiltalte os, var der dog noget Rørende i at see disse smaa mørkladne Skabninger og høre deres spæde Stemmer hæve sig med Tillid til de Faderløses Fader. Alt lod ogsaa formode, at den kristelige Følelse, der søges vakt hos Børnene, understøttes af en omhyggelig Pleie og en sund Opdragelse; de smaa Kulier, der vare tarveligt, men net klædte, lode til at befinde sig vel i deres Fristed, som vi forlode med de bedste Ønsker for deres fremtidige Vel. Dog maatte vi forinden, efter Stedets Skik, skrive vore Navne i en Bog, hvori alle Besøg indføres.

Det var imidlertid blevet Eftermiddag; vi maatte derfor lade os nøie med, hvad vi havde seet, og kjøre tilbage til Port Spain. Der er ingen Ting fuldkommen i denne Verden, og vi maatte betale Dagens Glæde ved under hele Kjørselen, der varede et Par Timer, at blive indbalsamerede i umaadelige Støvskyer, der nu, da vi havde Vinden med os, stadig indhyllede os. Det var et Douchebad af Støv: Haar og Bakkenbarter bleve graa i et Øieblik, ikke at tale om Klæderne. Heden var ogsaa meget stor, og Sveden, som den fremlokkede, var just ikke skikket til at formindske Ubehageligheden ved den overvældende Tørhed. En alvorlig Børsten, Banken og Vasken, da vi kom ombord i Korvetten, gjorde imidlertid Ende paa denne støvede Poenitentsetilstand, og Indtrykket af den smukke Dag førte vi os ubeskaaret til Indtægt.

Efter c. 5 Dages Ophold, under hvilket Høfligheder vare udvexlede med Autoriteterne og Artighed fra forskjellige Sider viist Skibets Officerer, forlod Korvetten Port Spain den 6te Mai. Et Besøg til den bekjendte Beg Sø, der ligger paa Trinidad ved den sydlige Side af Paria Golfen, tillod Tiden ikke, hvorimod flere af Officererne benyttede Leiligheden til at skaffe sig udstoppede Fugle, navnlig Kolibrier, der forefandtes paa Øen i et rigt Udvalg og i meget skjønne Exemplarer.

Korvetten ankrede, efter 3 Dages Seilads, den 9de ved Fredrikssted.

Ved de danske Øer

(9de Mai – 1ste Juni).

I Begyndelsen af April Maaned forlod det sidste nordamerikanske Orlogsdampskib, Quaker-City, St. Thomas' Havn for at gaae hjem, og fra den Tid viste der sig ingen Orlogsmand af den nævnte Nation i vore vestindiske Farvande. De Efterretninger, som man i Vestindien modtog fra Krigens Skueplads, bleve ogsaa mere og mere fredelige. Alt tydede saaledes paa, at Korvetten, der den 1ste Mai havde været 10 Maaneder hjemmefra, ikke længere var nødvendig derude, eftersom Forholdene ved den Tid stillede sig, og man begyndte derfor at tænke paa Hjemreise. Ministeriet havde af de i den senere Tid indløbne Rapporter taget Anledning til at bemyndige Chefen til at forlade Stationen, naar Gouvernementet fandt det passende, og da Gouverneuren – efter foregaaende Konference med Chefen – under 24de Mai gav den Erklæring, at han for sit Vedkommende ikke ansaae Korvettens Nærværelse for nødvendig, berammedes Hjemseilingen at skulle finde Sted strax efter den europæiske Posts Ankomst den 1ste Juni.

Saasnart denne Bestemmelse var taget, begyndte Klargjøringen til Hjemreisen med den hyggelige Følelse, der altid knytter sig til Tanken om at gjensee Fædrelandet, som man i længere Tid har været borte fra. Men idet man kastede et Tilbageblik netop paa denne Tid, fremstillede sig ogsaa for Tanken de mange Hjem, som elskværdige Familiers Gjæstfrihed havde aabnet for os, og de venskabelige Baand, vi løsnede ved at sige Farvel til vore Øer; det var derfor heller ikke uden en oprigtig Følelse af Taknemlighed, vi toge Afsked med de vakkre Folk, vi under vort Ophold havde lært at kjende, og komme disse Linier dem for Øie, haabe vi, at de ville modtage den venlige Hilsen, som Heimdal paa denne Maade sender dem.

Medens Korvetten var i fuld Aktivitet med at lade Kul, Proviant o. s. v., samlede Gouverneuren, et Par Dage før Afreisen, Chefen og Officererne hos sig til en Afskedsfest, der vel var af en officiel Form, men havde den hjertelige Karakteer, som en længere Samvirken og et Samliv tilbragt i god Forstaaelse leder til. Det var os behageligt, af Gouverneuren at høre Korvettens Tjeneste anerkjendt, medens vi her gjøre os en Fornøielse af at anerkjende de liberale Hensyn, han tog til dens øvrige Mission, hvorved Tjenesten ogsaa vandt baade i Nytte og i Behagelighed.

Endelig var da Alt klar; Besøg vare aflagte, Hilsener til Danmark protokollerede, Regninger betalte, Kul, Vand og Proviant ombord, Posten ankommen, Ankeret lettet, Saluten givet, Kursen sat – og den 1ste Juni sank først St. Croix og dernæst St. Thomas under den sydlige Horizont, og Atlanterhavet stod os aabent.