Kitabı oku: «Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862», sayfa 3

Togt til St. Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana

(29de December 1861 – 6te Februar 1862).

Hvad der meget letter Seiladsen i de vestindiske Farvande, er den Omstændighed, at alle Øerne ligge i Passatens Strøg, og man kan saaledes benytte den friske Østenvind baade til at komme Nord og Syd i. Skal man tillige vestefter, da har man en god rum Vind og kan under heldige Omstændigheder løbe fra St. Croix ned til Sydamerikas Nordkyst paa tre, fire Dage. I Regelen er Passaten ONO., om Vinteren nordligere, om Sommeren sydligere. Disse Chancer kan man da benytte efter sin Leilighed.

Vi fik en god, stiv nordøstlig Passat, saaledes at vi løb en 10 à 11 Miils Fart, og da Luften var fugtig og kjølig, kom vi i en nogenlunde ordentlig Vinterstemning. De varme Juledage i St. Thomas havde spillet Fantasien slemme Puds, og naar Tanken i hine Dage – paa hvilke Savnet af Hjemmet føles meest – søgte at fremstille sig Grantræer, sneebelagte Gader, det lune Indvendige og det kolde Udvendige, da saae Øiet just det Modsatte.

Paa Søen gaaer det bedre. Der er Horizonten vid og Fantasien ubunden; der fører man altid noget af Hjemmet med sig, og ingen fremmed Omgivelse forstyrrer det Indtryk, som en fælles Høitid fjernt fra Danmark fører med sig. Vi feirede Nyaarsaften paa det karaïbiske Hav. Om Morgenen havde vi iagttaget en ikke ubetydelig Solformørkelse, og Kl. 12 Midnat udvexlede vi paa 14° 34' N. B. og 69° 16' V. L. for Greenwich vore Nyaarsønsker; men de Forsigtigere, der vilde sende et saadant Ønske hjem pr. Tanketelegraf, besørgede dette samme Eftermiddag Kl. 6 T. 33 M.; thi da var det netop Midnat i Kjøbenhavn, hvis Tidsforskjel med det nævnte Sted er 5 T. 27 M.

Allerede den 2den Januar om Aftenen fik vi Nordkysten af Sydamerika at see; men idet vi satte Dampen op for at løbe ind, beskadigedes den ene Glider i Maskinen, og vi maatte dreie til og holde Søen om Natten for at eftersee denne Skade.

Næste Morgen den 3die havde vi Maskinen i Orden saaledes, at vi kunde benytte den anden Glider, og stode da ind.

De høie sneebedækkede Bjerge, der ligge henved 30 Miil inde i Landet, ledede os til St. Marta, og ved at følge Pynterne af Kysten kom vi samme Dag ind i den gode, men meget lille Havn, efter først udenfor denne at have passeret en befæstet Klippeø (Morro), der saae ret eiendommelig ud.

Saasnart vi vare komne til Ankers, toges der fat paa det Korvetten overdragne Hverv. Det oplystes ved en Samtale med Konsulen, Hr. de Mier, at den ham overgaaede Ulempe var skeet under den foregaaende Regjering. Krav paa de Penge, denne havde afpresset ham, ønskede han ikke forceret under den nye Regjering, som han frivillig havde laant betydelige Summer, og derfor paataltes kun den Deel af Sagen, der angik Konsulens Belæggelse med Arrest. Til den Ende havde Chefen en mundtlig Konferents med Provindsgeneralen Herrera, hvem han desuden officielt tilsendte en Skrivelse, der betegnede det ham som Repræsentant for den danske Regjering overdragne Hverv, samt fordrede fyldestgjørende Opreisning for den Medfart, der var overgaaet den danske Konsul.

General Herrera beklagede meget de stedfundne Begivenheder, men fralagde sig med det Samme al Deeltagelse i disse, der vare skete under den foregaaende Regjering og for hvilke han derfor ikke kunde bære noget Ansvar. Som Svar paa Chefens officielle Skrivelse afgav han en skriftlig Erklæring i denne Aand, hvori han tillige tilsagde alle Danske i Almindelighed og den danske Konsul i Særdeleshed Retfærdighed og høflig Behandling af Republiken Ny Granadas Regjering.

Efterat den danske Regjering paa denne Maade fyldestgjørende var tilfredsstillet, aflagde Generalen med Stab et Besøg ombord i Korvetten og modtog den Salut, der efter hans Rang tilkom ham.

Disse Forhandlinger vare alt tilendebragte den 5te, og vi vare glade ved at slippe bort fra dette hede og ikke meget interessante Opholdssted.

I St. Martas Havn ligger man ligesom i en Gryde. Byen selv er ussel og forfalden og kun bekjendt deraf, at Frihedshelten Bolivar udaandede indenfor dens Mure. Paa Grund af dens indelukkede Beliggenhed, der forhindrer Søbrisens velgjørende Luftning, er den meget kvalm, og i de Par Dage, vi laae der, stegte Solen os dygtig igjennem hver Formiddag, medens vi saae Skyerne sænke sig mere og mere i de umaadelige Bjergkløfter, hvor de tillavede en Brygning af Torden og Lynild, der præcis Kl. 4 hver Eftermiddag i en Syndflod af Regn skyllede ned over os. Alt maatte da lukkes til, og Temperaturen under Dækket blev næsten utaalelig; men Folkene vidste at afvinde Regnen dens gode Side ved at møde paa Dækket med alle de Pøse og Ballier, de kunde faae fat i, for at opsamle Himlens Vand til en luxurieus Vaskning af Skjorter og Buxer.

Da der ikke forelaae nogen væsentlig Grund til at anløbe den anden granadinske Havn Cartagena, og da der i Kingston paa Jamaica var Maskinværksteder, hvor vi kunde faae den beskadigede Glider repareret, foretrak vi at anløbe denne sidste Havn, saameget mere som den ikke laa synderlig ude af vor Vei til Havana. Kursen sattes da den 5te efter Kingston, hvor vi ankom den 8de om Morgenen og strax begyndte at udbedre Skaden paa vor Maskine.

Jamaica med sine "blaa Bjerge" er et deiligt Syn og Indseilingen ved Port Royal (det engelske Orlogsværft) overordentlig smuk. Byen Kingston ligger 3/4 Miil derfra og vi ankrede der, efter i Port Royal – hvor vi bleve underrettede om Prinds Alberts Død – at have udvexlet Visiter med det engelske Vagtskib. Vi havde Flaget paa halv Stang, idet vi passerede Havnebatterierne og Vagtskibet, hvor det engelske Flag i Anledning af Prindsens Død vaiede paa denne Maade. Da vi vare ankomne til Kingston, gjorde vor Chef sin Opvartning hos den engelske General-Gouverneur, der boer i Spanishtown, hvortil en Jernbane fører fra Kingston.

Man faaer et velgjørende Indtryk ved at besøge en engelsk Koloni i Tropeegnene og føler sig tilfredsstillet ved at see, hvorledes det sunde engelske Liv arbeider sig ind i alle disses stagnerende Forhold. Til den engelske Nations Storhed hører dens stærke Tro paa sine egne Institutioner, og en sjelden Energi i Karakteren til at fastholde den nationale Individualitet, Skikke og Sædvaner langt fra Moderlandet. Paa Klimaet og den farvede Befolkning nær føler man sig i en engelsk Koloni, som om man var paa et Stykke af Gammel-Englands Grund. Reenlighed, Ro og Orden udmærker de engelske Byer fremfor de andre i Tropeegnene, og i Kingston, hvor vi laae et Par Dage, gjorde vi den samme Erfaring. Den evige, aldrig trætte policeman saae vi ogsaa her, vel undertiden i et sort Exemplar, men med et roligt og paapassende Væsen. At Byen har en betydelig Handel og at den ved en levende Skibsfart staaer i Forbindelse med England, virker jo ogsaa Sit til, at baade Personer og Ting ere engelske i Form og i Udtryk.

Om Formiddagen den 10de vare vi netop færdige med Maskinen og paa Nippet til at afgaae til Havana, da der indløb Efterretning om, at det engelske Linieskib Conqueror (99 Kanoner, 1000 Mand) var strandet paa Rum-Key, en lille Ø østenfor Bahama Bankerne og beliggende paa 23° 40' N. Br. og 74° 55' Længde vest for Greenwich. Da Chefen for Orlogsværftet i Port Royal, til hvem der fra det strandede Skib var indkommen Begjæring om Hjælp, kun havde een Kanonbaad paa Stationen, og da denne strax blev afsendt med Brød, tog vor Chef Anledning til at tilbyde Heimdals Assistance, et Tilbud, der blev modtaget med stor Taknemlighed og saameget mere paaskjønnet som man vidste, at Korvetten havde Ordre til direkte at anløbe Havana; Rum-Key laae c. 400 eng. Miil fra Kingston og naar vi gik udenfor Instruxionerne, var det tvivlsomt, om ikke Havana-Touren maatte aldeles opgives, for at vi kunde være tilbage til vore Øer paa den befalede Tid.

Chefens Beslutning, desuagtet at gaae til Conquerors Assistance, blev ogsaa ombord i Heimdal modtaget med almindelig Glæde, og da vi samme Eftermiddag ved Orlogsværftet indtoge endeel Provisioner til det strandede Skibs Besætning og fyldte vore egne Kulkasser, gik Arbeidet saa flinkt fra Haanden, at vi vare klar paa nogle faa Timer. Kl. 7 forlode vi Havnen, og netop som vi vare i Havnemundingen, kom et Fartøi fra Vagtskibet og fortalte, at man i det Øieblik havde modtaget en ny Efterretning fra Conqueror, der atter indeholdt en Begjæring om Provisioner.

Hvormeget vi end havde skyndt os, var det dog blevet mørkt, inden vi fik kastet los fra Bulværket og vi kom til at gjøre den Erfaring, at Farvandet til og fra Kingston ikke egner sig vel til Natseilads. De svære Bøier, der ere udlagte til Linieskibsfortøininger, kunne ikke sees, før man er lige paa dem, og vi fik ogsaa Skruen uklar af en af dem. Det var ikke raadeligt at lade Skruen gaae rundt, men efter nogen Manoeuvre med Stagseilene klaredes den, og Kursen gik mellem Skjær og langsmed Land, i en ubehagelig Nærhed af begge. Alt løb imidlertid vel af. Anduvningsfyret passeredes uden videre Begivenhed, og vi forcerede da Alt hvad vi kunde med Damp og Seil, hvilke Sidste kun tildeels kunde bruges, da Kursen gik op imod Passaten.

Underveis iagttoge vi ved hyppige Observationer en stærk Strøm, som satte ind fra Atlanterhavet mod Bahamabankerne, og vi formodede derfor, at denne Strøm ikke var bleven tilbørlig paaagtet af Conqueror. Det bekræftede sig ogsaa senere, at dette Skib havde troet sig fuldkommen klar af Landet, idet det efter Bestikket om Aftenen skulde gaae 16 eng. Miil udenom den samme Ø, hvorpaa det tidligt om Morgenen, medens det endnu var mørkt, strandede.

Efter 3 Etmaals uafbrudte Dampen fik vi om Morgenen Vraget i Sigte. Det var et sørgeligt Syn. Det stolte Skib laae med sine bare Master og sit allerede kjølbrudte Skrog en lille Fjerdingvei fra Land paa et Koralrev, som Atlanterhavet væltede sine Brændinger over. Det var uden Redning fortabt. Heldigviis var hele Besætningen reddet, og da vi kom længere ind, saae vi iland en Leir af Telte, som den havde lavet af de bjergede Seil. En Mængde af Takkelagen og Inventariet var allerede i Land, og vi saae Fartøier i livlig Kommunikation med Vraget, beskjæftigede med at bjerge det Øvrige, der kunde reddes. Dagen før vi kom, vare Kanonerne udtagne og bragte ombord i det engelske Dampskib Bulldog og samme Morgen, som vi kom, arriverede 1 Dampskib og 2 Kanonbaade fra den engelske Bahamastation Nassau. Af hvad vi saaledes saae og erfarede, sluttede vi snart, at vi ikke vilde være til nogen reel Nytte; thi Skibet var der ikke Tale om at redde, og til at tage dets Besætning ombord vare de 3 Dampskibe tilstrækkelige.

Vi stode imidlertid ind mod Øen og ankrede udfor Leiren i 6 Favne Vand; men da vi dreve for Ankeret, lettede vi igjen og havde, under Veiledning af en maadelig Lods fra Øen, en vanskelig Indseiling til en lille Havn (Nelsons H.), hvor vi endelig ankrede.

Chefen gik strax iland og blev meget hjerteligt modtagen af Kaptain Sotheby, Conquerors Chef, der takkede for den ham tilbudte Hjælp og sendte Fartøier ombord til Korvetten for at hente den Proviant, vi havde med fra Kingston. Medens Fartøierne bleve stuvede, havde vi inviteret den engelske Kadet, der var sendt med dem, til at drikke en Kop Kaffe i vor Messe, og han gav os en kortfattet Beretning om Katastrofen, som han endte med den pudsige Yttring: »well, J'am in for it; she struck on my watch!« Vi kunde ikke bare os for at lee over den alvorlige Tone, hvormed disse Ord bleve fremførte af den fjortenaarige midshipman, som følte Ansvaret ved Forliset af et Linieskib paa 100 Kanoner, og hvis Fantasi var opfyldt af skrækkelige Forestillinger om den første Krigsret. Imidlertid trøstede vi ham saa godt vi kunde, og det glæder os at kunne berette, at vi fandt ham i bedste Velgaaende gjøre Tjeneste paa den Flaade, der iaar gjæstede Kjøbenhavn. Han havde den Ære, tilligemed sin Chef, at blive »honorably acquitted«, hvorimod den vagthavende Officeer blev »admonished« og Masteren »reprimanded« ved Krigsrettens Kjendelse.

Vor Chef tilbragte Dagen hos Kaptain Sotheby, der viste ham megen Opmærksomhed og om Aftenen, da han tog Afsked, lod ham ledsage med Fakler til hans Fartøi, medens Linieskibets Musikkorps spillede: "Danmark, deiligst Vang og Vænge".

Da der ikke var mere for os at gjøre, vare vi allerede næste Dag paa Veien til Havana, hvorhen vi toge Conquerors Postsæk med os. Havde denne lille Afstikker end ikke havt nogen reel Nytte, saa havde vi idetmindste foretaget den med god Villie, og som Beviis paa, at denne blev paaskjønnet, modtog Korvetten senere den engelske kommanderende Admiral Milne's og den engelske Udenrigsministers Tak for den Iver, den ved denne Leilighed havde udviist.

Førend vi ganske overlade Conqueror til dens sørgelige Skjæbne, kunde det maaskee interessere Læseren at erfare nogle Enkeltheder om denne Begivenhed.

Hele Besætningen sendtes til Bermuda til Forhør og Krigsret, og denne kom til det Resultat, at Skibet var forlist, fordi der ikke var gjort tilstrækkelig Regning paa Afdrift og for lidt paa Strøm – fordi den Vagthavende ikke havde havt Natkikkert ved Haanden – og fordi Vendingen i sidste Øieblik var slet. Desuagtet blev Udfaldet af Dommen, som ovenfor meldt, meget mild; et andet Skib ved Navn Waterloo omdøbtes til Conqueror, og hele Besætningen kommanderedes derombord. Imidlertid fandt Admiralitetet, at Retten havde været vel lemfældig, og udstedte et Cirkulaire, hvori det undrede sig over Udfaldet og gjorde Marinens Officerer opmærksomme paa, at en Chef ikke kunde dække sig ved Overstyrmandens (Masterens) Ansvar. Cirkulairet gav igjen Anledning til en Debat i Overhuset, hvor man beklagede sig over Admiralitetets Anmasselse: at underkjende en Krigsretsdom og kaste en Skygge paa den frikjendte Linieskibschef. Debatten endte med, at Lord Palmerston "fandt det meget smukt, at Folk forsvarede Kapt. Sothebys Ret saa ivrigt, men han paalagde dem at interessere sig – idetmindste lige saa meget – for Hendes Majestæts Skibe, som for Kapt. Sotheby". (Latter og Ende paa Debatten).

Ved Hjælp af Passaten, der nu var med os, kom vi, efter at have forladt Rum-Key den 15de, hurtigt ned til Østpynten af Cuba, Kap Maisi. Her fik vi et engelsk Linieskib, Donegal, i Sigte, og vi seilede tre Dage sammen med det langs Sydkysten af den omtrent 136 Miil lange Ø Cuba. Ved Hjælp af Marryats Signalsystem – der forstaaes af alle Nationers Skibe – signalerede vi til det, at vi skulde til Havana, og det gav os en lignende Underretning. Det er morsomt at seile sammen med et andet Skib – Notabene, naar man kan seile det agterud, og denne Tilfredsstillelse havde vi. Endskjøndt Donegal var bekjendt for at være en god Seiler, kom den dog c. 18 Timer efter os ind til Havana, hvor vi ankom den 21de Januar.

Naar man i kortere eller længere Tid har gjæstet de smaa Byer i Troperne, er det en særegen europæisk Følelse, hvormed man seer en By som Havana udfolde sine mægtige Omrids for Øiet. I Forhold til Byen staae Fæstningsværkerne ved Havneindløbet og Havnen selv, der vrimler af alle Nationers Skibe. Den mexikanske Krig hidførte, medens vi vare der, baade engelske, franske og spanske Orlogsmænd, der anløb Havana paa Reisen til Vera Cruz, og foruden at afgive Salut for det spanske Flag, deeltoge vi i Sørgesalut for Prinds Albert og Glædessalut over Prindsen af Asturiens Fødselsdag. Det var en evig Komplimentering og Retourneren af Visiter. Hs. kgl. Høihed Prinds Alfred, midshipman ombord i det engelske Linieskib George, der kom fra Mexico og skulde hjem, blev her underrettet om sin Faders Død. Skjøndt den unge Prinds ikke modtog Besøg, lod han dog vor Chef vide, at han ønskede at tale med ham, og sendte gjennem ham en Hilsen til Gouverneuren for vore Øer, ledsaget af en Tak for den Modtagelse, der var bleven ham tildeel paa disse.

Vi benyttede vort Ophold i Havana til at gjennemstreife den store By paa kryds og tværs. »Fabrica de tabacos de la vuelta abajo« var et meget yndet Feltraab, og vi kom under Veir med det ret interessante Fænomen, at Huse, hvis Adresser vi havde fra diverse Cigarkasser, aldeles ikke existerede. Hvad der derimod existerede, var Snavs i Gaderne i den gamle By, hvorimod den nye (Forstæderne) var rummelig og reenlig. Pragtfulde Kafeer og Bygninger glædede Øiet, men meest tiltalende af Alt var en stor Plads, hvor den elegante Verden efter Solnedgang bevægede sig – tilvogns, tilhest, tilfods – i alle mulige Retninger. Her fik man ved den overordentlige Luxus i Toiletter og Ekvipager ret Begreb om den umaadelige Rigdom. Det var ogsaa interessant at iagttage den skarpe Demarkationslinie, som her existerer mellem Hvide og Farvede. "Indgang for Kouleurte" var malet paa Theatre og andre offentlige Steder, hvor man kunde see denne Samfundsklasse samlet paa eet Sted og ved Skillerum udelukket fra det øvrige Publicum.

Som en Mærkelighed kan man anføre, at de fornemme Familier i den kolde Aarstid (som det var under vort Ophold) for en stor Deel tage paa Landet, medens de derimod begive sig til Byen paa den varme Tid af Aaret, i hvilken den gule Feber grasserer stærkest. Vi have ikke faaet dette Fænomen tilfredsstillende forklaret.

Det maa noteres som en anden Mærkelighed, at denne By, der tæller 200,000 Indvaanere og besøges af et overordentlig Antal Skibe, ikke har noget Observatorium, der ved dagligt Signal angiver Tiden, saa at Skibene kunne verificere deres Kronometre. Det Første en engelske Bestyrelse vilde gjøre, vilde være at anlægge et saadant. For at faae Rettelsen bestemt paa vore Ure, henvendte vi os til Havnekaptainen, der boede i et stort Palais og modtog os særdeles høfligt; ved en Adjutant lod han os ledsage til en Urmager, hos hvem vi fik en Tid opgivet, der vel senere viste sig at være rigtig, men som vi dengang dog kun stolede paa, fordi den stemmede med den af os selv beregnede. Enhver betydelig Søstad bør sørge for at skaffe en officiel Garanti i saa vigtig en Sag som Kronometres Regulering; for en Orlogsmand, der altid har tre af disse, er det mindre nødvendigt, da de kontrolere hinanden indbyrdes; for en Koffardimand, der undertiden kun har eet Søur, er Sagen af betydelig Vigtighed.

Efter et behageligt Ophold, under hvilket Skibet var blevet forsynet med Kul og for endeel provianteret, forlode vi den 27de Januar Havana og stode Nord i. Gjennem Florida Golfen gik vi direkte til St. Croix, hvorhen vi efter en særdeles heldig Reise ankom den 6te Februar, og denne Tour havde saaledes i det Hele medtaget 5 Uger.

Ved de danske Øer

(6te Februar – 24de April.)

Under Heimdals Fraværelse paa ovennævnte Tour havde den engelske Korvet Cadmus luret i St. Thomas' Havn paa et Skib, der af den engelske Konsul i Havana var angivet at være udrustet til Slavehandel. Da dette Skib forlod Havnen, blev det forfulgt og taget af Cadmus udenfor det danske Territorium, og bragt til en engelsk Ø for at kondemneres. Besætningen blev imidlertid frigiven, da der ikke fandtes tilstrækkelige Beviser for, at den vilde tage Slaver i Fragt. Vel fandtes der Træ nok til at bygge et Mellemdæk og Demijohn'er til Vand i Mængde, samt et Kaart over Afrikas Kyst med Negerudførselsstederne understregede, men en Jury frikjendte, som sagt, Besætningen, hvorimod Skibet skulde dømmes ved en anden Domstol og antoges at ville blive kondemneret til Fordeel for Opbringeren.

Imellem England, Frankrig og Danmark existerer der en Traktat, ifølge hvilken deres Krigsskibe ere bemyndigede til at visitere mistænkelige Skibe af disse Nationer. Heimdal var forsynet med en slig Fuldmagt, men fik ikke Leilighed til at benytte den.

I ovennævnte Tidsrum forefaldt der ellers ikke noget af Interesse ved Øerne. En stor Deel amerikanske Skibe, hvori Sydstaterne havde Part, havde efterhaanden samlet sig i St. Thomas' Havn, hvor de lagde op og afmønstrede deres Mandskab, haabende paa bedre Tider. Et Rygte, der kort efter vor Ankomst jagede Korvetten fra St. Croix til St. Thomas, og som lød paa, at en i denne Havn liggende nordamerikansk Orlogsmand ved armerede Fartøier vilde opbringe indkommende sydlige Staters Skibe een Miil udenfor Havnen, viste sig at være ugrundet. De nordamerikanske Orlogsmænd forlode tvertimod efterhaanden Havnen, da Sumter i Europa havde udspilt den eventyrlige Rolle, den begyndte i de vestindiske Farvande, og da der desuden indløb Efterretning om, at Sydstaternes andet armerede Skib Nashville havde overgivet sig.

Den 17de Marts feirede Vicegouverneur Berg sit Embedsjubilæum, men var allerede dengang stærkt angreben af den Sygdom, som den 16de April endte hans Liv. Korvetten overførte i denne Anledning Gouverneur Birch til Begravelsen, ved hvilken den ydede de foreskrevne militaire Æresbeviisninger.

Da der paa denne Tid ikke var noget, der gjorde Opholdet ved vore Øer nødvendigt, erholdt Chefen Gouverneurens Tilladelse til at afgaae paa et 14 Dages Togt til Martinique og Trinidad, dels for at øve Besætningen, dels for at vise Flaget ved disse Øer.