Kitabı oku: «Ambrosius», sayfa 2

Fjerde scene

De Forrige. Jørgen.

Baronen. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? (til Jørgen). Har han noget at sige mig, saa vent!

Abigael. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans Røst og Færdighed.

Baronen. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.

Jørgen. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at blive Degnens Eftermand i Kaldet?

Baronen. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

Jørgen. Men naadige Herre, betænk at….

Baronen. Hold Mund! (til Abigael.) Jeg gaaer et Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde være noget pikeret, (til Jørgen.) Hvad var det saa for et Ærind, han havde til mig?

Jørgen. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.

Baronen Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end Kvas. (til Ambrosius.) Han kan følge med og lade Jørgen vise ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.

(Baronen gaaer ud til Venstre, Ambrosius og Jørgen til Højre.)

Abigael. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den Person … hvad var det, han hed?

Bodil. Ambrosius Stub.

Abigael. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, bare for deres Underdanigheds Skyld.

Bodil. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i Begyndelsen.

Abigael. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.

Bodil. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til Tinge, veed I.

Abigael. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa er den Sorg slukt.

Bodil. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte under luvslidt Kjortel, og….

Abigael. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig Student, naar det lyster mig.

Bodil. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og Rige.

Abigael. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er jeg nok mere bibelfast end du. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade mig for meget.

Bodil. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?

Abigael. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord igjen!

Bodil. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.

Abigael. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at jeg….

Bodil. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.

Abigael. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa tyndslidt som hans Kjortel?

Bodil. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig….

Abigael. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men vinder jeg … tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!

Femte scene

De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus (komme ind fra Høire.)

Geheimeraadinden. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du saadan absenterer dig.

Abigael. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, at tage imod Jer, men….

Geheimeraadinden. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og giv mig et Kys til Velkomst.

Junker Claus. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder!

Abigael. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist fugtig endnu af Morgenduggen.

Claus. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at kysse—n'est-ce-pas? (kysser hendes Haand.) Men hvor I har embelleret Jer siden ifjor—det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama?

Geheimeraadinden. Jo, hun er allerkjæreste!… Goddag, Bodil!… Og altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.

Claus. Og saa denne fraicheur! Man maa sige, hvad man vil; men vore Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres rouge og deres blanc kan hver for sig være ligesaa vellykket, men denne charmante Overgang, den har de ikke.

Abigael. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den "charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders Komplimenter.

Claus. "Hr. Kammerjunker!"—Hvorfor taler I mig saa fremmed til?

Abigael. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?

Claus. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et lille Ord til, som for Exempel….

Abigael. Junker Claus—ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.

Geheimeraadinden. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg bliver saa let echaufferet.

Abigael. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. (Bodil gaaer ud til Høire.) Ønsker I heller ikke Andet, Junker Claus?

Claus. I Eders présence fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller Tørst. Men en lille Bagatel….

Abigael. Et Stykke Postei maaskee?

Claus. Tak, hvis det findes.

Abigael. Et Par Skiver Skinke?

Claus. I er altfor god.

Abigael. En lille Agerhøne eller to?

Claus. Grand merci, Mademoiselle! Agerhøns er en af mine Livretter.

Geheimeraadinden. (med et Blik til Claus.) Hm!

Claus (hurtig). Men, som sagt, i Eders présence tænker jeg hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, om det saa var….

Abigael. Agerhøns?

Claus. Ja. om det saa var Ager … aa, nu harcellerer I mig jo igjen! Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid … at sige, naar vi er entre nous, for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden … meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i Krogene—forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer superb, naar I engang kommer til Hove.

Abigael. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, det kunde være fristende nok.

Claus. Ja, ikke sandt, meget fristende?

Geheimeraadinden. Ah, der har vi den kjære Baron!

Sjette scene

De Forrige. Baronen (kommer ind fra Venstre).

Baronen. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.

Geheimeraadinden. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.

Baronen. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit.

Claus. Ha, ha, meget morsomt!

Abigael. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.

Baronen. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, saa for mig gjerne.

Geheimeraadinden. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?

Baronen. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.

Claus (til Abigael) En Skriverdreng! Vil I tage Information af en Skriverdreng?

Abigael. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at indvende.

Geheimeraadinden (hurtig). Bevares, hvad skulde min Søn have at indvende.

Claus. Nei bevares … hvad skulde jeg have at indvende?

Geheimeraadinden. Han meente kun, det maa være en sjelden Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.

Abigael. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.

Baronen. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!

Claus. Ha, ha, meget morsomt!

Syvende scene

De Forrige. Jørgen.

Jørgen. Naadige Herre, der er serveret.

Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som en Tærsker.

Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!

Claus. Ha, ha, petite friponne! Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?

Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er i Orden.

Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?

Abigael (standser). Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi med hinanden.

Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.

Ottende scene

De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius (komme ind under højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).

Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?

Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig….

Ambrosius (paa samme Tid). Jeg beder Baronen undskylde min Dristighed….

Baronen. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.

Niels Bruus. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?

Baronen. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!

Niels. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?

Baronen. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.

Abigael. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har at sige til Undskyldning.

Baronen. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, tal da! Kan han lukke Munden op!

Ambrosius. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.

Baronen. En gammel Mand?

Ambrosius. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!

Niels. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!

Baronen. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!

Ambrosius (til Niels). Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og alligevel….

Baronen. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? Hvem er det?

Jørgen. Det er Jens Hansen, naadige Herre!

Baronen. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede Benet sidste Vaar?

Jørgen. Ja, naadige Herre!

Baronen. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.

Niels. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.

Baronen. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.

Niels. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet Brændsel paa Godset herefterdags.

Baronen. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud over ham! (til Ambrosius.) Han er en skikkelig Karl, men en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.

Ambrosius. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa Herrens Velgaaende.

Abigael (til Ambrosius). Aa, bi et Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers har Lyst dertil.

Ambrosius. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.

Abigael. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! (gaaer ud til Høire.)

Baronen. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa forlade, at jeg lod Jer vente.

Geheimeraadinden. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?

Claus. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!

Baronen. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, ha, ha, ha!

(Baronen, Geheimeraadinden og Junker Claus ud til Høire. Ambrosius hilser og følger lidt bag efter.)

Niels (efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte hinanden). Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?

Jørgen. Jeg siger, den er grov, Niels!

Niels. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, saa begynder han alt at gale.

Jørgen. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.

Niels. Ja saa, har hun det?

Jørgen. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged.

Niels. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.

Jørgen. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv besørger det.

Niels. Han selv? Hvad mener du med den Snak?

Jørgen. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som han kunde bryde sin Hals paa.

Niels. Hvad skulde det være for en Steen?

Jørgen. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.

Niels. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, Jørgen?

Jørgen. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.

(Tæppet falder.)

Anden akt

Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.

Første scene

Ambrosius (kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden). Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, (læser) "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. (blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.) See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien.

(læser:)

 
"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale."
 

(taler:)

 
To Jomfruer … her kom ogsaa to Jomfruer frem … nei, den ene var en Frøken….
 

(læser:)

 
"Den ene begyndte en Vise at kvæde
Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde."
 

(taler:)

Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.

(læser:)

 
"Striden Strøm den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne."
 

(taler:)

Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg. (læser sagte videre.) Jeg gad ellers vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.

(læser:)

 
"Thi raader jeg hver dannis Svend,
Som ride vil i Skove,
Han ride sig ikke til Elvehøi
Og lægge sig der at sove.
Siden jeg hende først saae."
 

(taler:)

Siden han saae hende, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred kanskee, eller hvad er Meningen? (lukker Bogen.) Naa, det kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. (skriver.) Nummer 223. En haandskreven Visebog in Quarto, fordum tilhørende…. Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken…. Ane Sofie…. og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste. (Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de Indtrædende.)