Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 9

KAPITEL XXV

En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.

Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel bekjendte Grosserer Lange". Det tiltalte naturligvis den for offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han, til en Begyndelse, ædende gal.

"Min Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have været min Alderdoms Forretningsstøtte – Julius er umulig, og Poul vil være Søofficeer – nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"

Grossererfruen var glad, lige rent ud glad – hverken mere eller mindre – over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand syntes hun, at hendes Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.

Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En at være Svoger med – det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden – og Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham, paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.

Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt han jo ikke ubetinget var nogen elendig Karl.

Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa mærkelig, som om Trifolium resupinatum virkelig skulde være funden i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var de Bedste af Familien.

Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup – det skulde naturligvis staa i Garnisons Kirke – og lovede paa Forhaand Jomfruen en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af den Slags.

– "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille Buxbom ganske umotiveret.

Ja, hvad sagde Vennebjergerne?

De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.

KAPITEL XXVI

Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren meget ubeleiligt.

Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der jo Flere med.

For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om, at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne – og navnlig ikke vilde more sig – foreslog han det ikke.

Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet – den gamle Grosserer var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke, aldrig i Kjole – vistnok nærmest forat drille Sønnen.

Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener – den ene af dem om Halsen – der var Directeuren for det amerikanske Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og Berner.

Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet Svar end et medlidende: "English fashion"!

Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.

De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet – det hed "Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller nogen Kilde – gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst Bygningen og Haven.

Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig havde Udtryk som en soigneret père noble fra en Scribe'sk Komedie.

Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og smilede.

Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid, luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.

Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle og være behagelig mod Alle – han drev det endogsaa til i Grossererens Paahør at rose de to Familieløver – og Berner, hvem Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.

Middagen var udmærket, og Champagnen – fortræffelig frapperet – flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte – endnu kortere – for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring, for den gamle Grosserer – han fordrede nemlig, at der altid skulde henvendes en speciel Tale til ham – og saa vidt var Alting gaaet godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium, hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det Væsentlige gik ud paa, at den Mand maatte misundes, der ledet af Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie som Grosserer Langes.

Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde rolig ved.

Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste sig – Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.

"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at befinde mig – og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven Duborg er lykkelig – jeg kan se det paa ham! – og han har jo ogsaa forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende Pige, han har faaet sig til Kjæreste og – rimeligvis – senere vil faae til Kone. – Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! – Men er der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner som Duborg har indforlovet sig og – rimeligvis – senere agter at indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe Malerier – det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! – og endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige Privilegium imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og Herrer – jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt – et Leve for Kunsten!"

Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer fornøiet smilende til Sønnen:

"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille Jesper! – Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke saa godt mere!"

Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet, lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at sige:

"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses – jeg er ogsaa anløben, men jeg kan ikke pudses – det er hele Forskjellen."

Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven forat drikke Kaffe og ryge Cigar.

Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.

– "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds! Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under Vinløvet og seer over til Capri – men vi har ogsaa et Capri: Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og Fredsven – Gudbevares! – men Middelgrundsfortet, decorativt seet, er en afgjort Vinding for Sundet – her er vidunderligt!"

Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede forholdsvis neutrale Emner.

En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til Oppositionen, udbrød pludselig med den beherskede Lyrik, der kommer til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, det er et Land!" og saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham nærmest; "De vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"

"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da egentlig ikke om."

"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"

"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."

"Nu har jeg sandelig hørt det med!" raabte Directeuren. "Hvad forstaar De ved en Aandens Stormand, Høistærede?"

"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner. "Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."

"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"

"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "Den er ualmindelig god! – Nei, seer De, Edison er fingernem, og – "

"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet ud.

"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg, men – "

"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.

"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme, hvad enten Edison havde existeret eller ei!"

"Amerika – Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg siger Fremtidens Land, mine Herrer!"

"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men det hjælper da ingen af os. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til for at skabe en Gentleman, og er det sandt, kan man vel nok gaa ud fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende, at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført mod Europa, var Røvertoget mod Spanien – og det var de oven i Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"

"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler over!"

"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.

"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af 'Police Gazette', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at bygge Cycler!"

"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex. at Yocobora – "

"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds Folk!" afbrød Directeuren ham.

"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.

"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"

"De er endnu kun Indbyggere."

Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.

"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og han kliner sig op ad ham – giv en amerikansk Millionair Udsigt til, at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i Medgift!"

"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret, og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger, hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde opfanget et Par af de sidste Ord.

"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"

Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige Talemaader og i den Velvillie, der følger med at have spist og drukket mere end absolut nødvendigt.

Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue, skyllede klirrende ind mod Bredden.

– "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.

"Aa, hvad Herregud – Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.

"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.

Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.

– "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle de Andre er som han, og alligevel – alligevel har han lidt – ganske lidt – af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok, naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."

Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet, gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"

Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.

KAPITEL XXVII

Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne:

"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved Stationen."

Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive – saa levnedes der dem ikke Tid til at reflectere.

Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa Vennebjerg.

Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som Postamenter – de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud som Neveuens Cementløver – men ikke saa snart var Ragna sprungen ud af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:

"Stakkels, lille Ragna!"

Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal af ham fra øverst til nederst, fandt de, at skulde Ulykken ske, kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas Forlovede.

Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.

– Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, der passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.

Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle – Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.

Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel: selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik, de satte sig hen for at sove, sov de – "saadant Noget er kun en Vane", erklærede de.

De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin "Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til Hønsene.

Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede selv, at "Luften der var hende for stærk."

Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre Caserneorden iagttoges.

Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet, Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster. Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende Dessert – Rødgrød, Smaakager eller Frugt – inde i Havestuen; det var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.

To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde – naar den gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller naar der i det Fjerne viste sig en Cycle – reiste de sig op og greb hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.

Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik, umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.

Mange Timer om Dagen spandt de – alt deres Dækketøi og Linned var selvfølgelig hjemmegjort – og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en Ildrager – det var en af de bedste Vinterfornøielser – og til at læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som de spillede paa; "mit Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner," kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt Tone svare: "denne Gang har jeg ikke vundet."

For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude – Sine regelmæssigt bagved Hanne – gjorde Visit, saae paa den Nyfødte og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den hellige Husmands Udlod, kom de ikke til Bønnemøderne: "Vi gaaer i Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse paa hans fugtige Tilbøieligheder.

Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest – de klatrede naturligvis som Egern – det var med formelig Andagt, de første Gang efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens Komme lige saa varmt som nogen Ung.