Kitabı oku: «Fra Færø», sayfa 3

Idioten

Der er vist faa Ord, der lyder saa grimt og haanligt som netop Ordet Idiot.

Han havde da ogsaa længe følt, at det var et stygt Ord, og havde lært at dukke Hovedet for det, længe før han vidste, hvad det betød.

Han lærte egentlig aldrig, hvad det betød, det Ord, for han var jo Idiot. Men han lærte hurtig, at det var et Ord, der hørte ham til, og han bøjede Hovedet for det, som man bøjer sit Hoved for sin Skæbne.

Straks da han blev født, var der noget galt ved ham. Jordemoderen kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var forbyttet af Troldpakket.

Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu mere og luskede bort som en vaad Hund.

Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød langt ude over Fjorden.

Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for Gasen.

Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet og gaa af Vejen.

Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave.

Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav han det og lod ham skøtte sig selv.

Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.

Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre, at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.

Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.

Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal, om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.

I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.

Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.

Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og blive begravet.

Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget alvorligt.

Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han, var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.

Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget ved Skolen, der var galt.

I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere sær, end han var i Forvejen.

Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget?

Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.

Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage, hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var skjult for ham alene.

Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere.

"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber han da for?"

Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende, og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.

Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig selv.

Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.

Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde grædt.

Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.

Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.

Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af. Men ham var der ingen, der tænkte paa.

Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra ham.

De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa Skotrokken, hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde imponere ham.

Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang var de vigtigere og mere fremmede.

Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden. De lo ad alt, hvad han sagde.

Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden, og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare le ad ham, som de plejede.

Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i Dag var en, der spurgte ham.

Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var Idiot og ikke vidste, hvad det var.

Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd, der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham, og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.

Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget, der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang Lov til at komme med til Brylluppet.

I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.

Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem.

For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.

Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget, der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa han rundt derinde i Glasstuen.

Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære paa sin Stilk.

I Røgstuen bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der; han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange Lys.

Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer, der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele forrige Nat og Halvdelen af denne.

Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker, hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.

De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe, og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem, medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.

Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst, han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.

Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud, brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.

Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene efter.

Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers. Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen, Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.

En, to, tre—fire. – En, to, tre—fire —.

Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd, som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.

Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.

Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig frem til Midten af Stuen.

Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som Møllevinger, tvang Folk tilbage.

Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.

Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren. Og alle smilte de forventningsfuldt.

Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.

Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne smilte.

Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen, trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.

Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring, og alle de andre Piger smilte.

Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig sin Plads og sin Pige.

Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse Pigen.

Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var faldet.

Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de lo ad.

Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket Hoved listede han ud af Stuen.

Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet endnu et Knæk.

Pigen

Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel afsondrer sig fra hinanden.

Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.

Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men alligevel, ogsaa Haaret lignede.

De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.

Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var, han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet, er det ved at blive galt fat.

Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i hendes, og han smilte.

Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun slog Øjnene ned som før.

Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere. Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede ved det.

Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes, inden hun fik sig dukket.

Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der ikke.

Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og Øjnene gik søgende rundt.

Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende. Han havde set det hele.

Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han være lige bag ved.

Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand, brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det, som om noget i hende knækkede sammen.

Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han sig ned og talte til hende.

Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og hun svarede meningsløst.

Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken, traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.

Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og op over Fjældet.

Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.

Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.

Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.

De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.

Saa tav han.

Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.

Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.

Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke havde.

Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande. Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til ham alt, alt sammen.

Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned mod det haarde Fjæld.

"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over Fjældet.

Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og rundt, som vilde den aldrig høre op.

Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa dem smile.

Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.

Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset, og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og søgende, nu var det lige ved hende.

Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk. Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set, hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.

Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og at han smilte som overrasket.

Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.

Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.

Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i deres stive Ansigter var der Haan.

Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte hun dem ikke.

Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.

Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.

Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.

Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.

Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.

Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare hjælpeløs ned over Rækkerne.

Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde Jente og stod og saa og smilte.

Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var faldet.

Hun hørte Hylet, der ligesom slog sammen over hende, slog sammen bag hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun gik hjemad.

Og hun brast i Graad. – — – — – —

Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.

Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen, rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet Landevej med opkørte Hjulspor.

Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet Bryllupsglæden sovet ud.

Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog hjem.

Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved Stranden.

Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.

Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. – Det var Idioten.

"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa Toften ved Siden af ham.

"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. – Ræk os Flasken, Elias."

Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.

Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac.