Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 11

– Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.

– At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.

Kate saá op, og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, at Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.

– Ja, det har Karl saamæn Ret i, sagde Fru Mourier.

Ventesalsdørene blev aabnede, og Julius samlede Smaabagagen sammen.

– Men i Genève, hørte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell: kan man jo altid gaa i reformért Kirke.

Fanny, der saá paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden: Ja, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.

Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu aldrig om at høre fremmede Udlæggelser.

De kom alle ud paa Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og Kate, klumpede sig sammen foran Døren, saa Frøken Kjær, der kom løbende, helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinnet.

– Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt … hun kunde desværre ikke komme selv.

Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kønt af Frøken Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligesaa pludselig og forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum, der sad paa Sædet med Buketten, sagde:

– Kære Børn, det er jo rigtig saa venligt af hende … men Blomster paa en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd. Tag Du dem hjem med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.

Hun rakte Fru Mourier Roserne:

– Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen …

Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:

– De er smukke, sagde hun og saa særdeles ligegyldig ned paa de lange "La France"-Grene.

– Ja, sagde Karl og smilede paa én Gang saa kønt ned mod de lyserøde Kalke: Det er s'gu godt ment.

Saa genoptog han Traaden – de havde talt om Knuths Dygtighed som Rytter – og han sagde med rynket Næse om Greven:

– Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?

– Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig.

– Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.

Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen, og paa én Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.

– Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør saa rank som et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.

… Toget var gledet bort, og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.

Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:

– Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.

– Men nu kommer Knuth, svarede Kate.

– Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.

Det blev en Aftale; og Karl gik.

Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:

– Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.

– Naa, sagde Fru Mourier og saá frem for sig: det sidder vel i os alle, og naar man saa ikke vokser fast til den, man har….

– Ja, kære, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tøjler….

Kate sad og saá ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru Schleppegrell lod altid Konduktøren tage saadan rigtig et fast Tag om sit Liv.

– Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd, der tales videre om, at vi var paa Banen.

Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet paa. Hendes Tanker var ved Aline.

– Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte paa Hjemkomsten.

– Kate, sæt saa de Blomster i Vand …

Kate saá sig rundt i Stuen:

– Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.

Fru Mourier blev siddende med Tøjet paa. Hun sad og smilte: hun var kommen til at tænke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.

* * * * *

Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig – Rødmen fløj helt ned over hendes Hals – men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.

Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst.

Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.

– Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfærdigt. Han havde bare en Gang slaaet Øjnene op, mod hendes Ansigt.

– Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.

Hun saa kun et Øjeblik ud over Bordet:

– Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa én Gang (det Hele var da saa rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tænkte hun paa, at Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:

– Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen, mens han hjalp hende Tøjet paa og til hun fik sagt "Farver", uden at se sig om.

Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevægelser, mens han gjorde det, noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Salmer paa et Pulpitur.

Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo saa rimeligt, og Karl (mens hun tænkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa til Øjnene, de havde været ligesom saa runde og stive, skønt der var Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride … Hun blev ved at smile: Ja saa kønt han red …

Men – jo – hun vilde gaa hurtigt … for hvis de red og kom denne Vej … Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem …

Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged standsede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:

– Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham: det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste …

… Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der, paa den anden Side af Kate.

Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate Mourier holdt sin Hest an.

– Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre standsede som hun.

Ida blev rød og saa bleg:

– Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i Øjnene.

– De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt, den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas Kind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund – —

– Uh, sagde Kate, der havde set ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne fra Ida): I saadant et Vejr maa der være fælt paa Galehuset.

Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:

– Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede.

– Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn, naar hun er bedrøvet.

Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, naar hun er glad?

– Næ, sagde Karl.

– Og hvorfor?

Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.

Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.

– Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:

– Er hun paa Kommunen?

– Ja, sagde Karl.

– Allez-y.

De slog over i skarpt Trav.

Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig og tyggede paa sin Piskeknap.

Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.

– Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber.

Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med Josefine – der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage – og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind….

* * * * *

– For Satan – naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Døren op paa første Sal. Oppe ved Døren blev han staaende lidt, indtil han hørte Dr. Qvams Skridt dø bort nede i Gangen.

Saa slog han to Slag paa Døren, som han plejede.

– Du var saa køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos hende lige til sidste Minut.

Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med Frøken Koch.

– Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi.

Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendes Samtale med Qvam gik i Staa.

– Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad saadanne Mennesker tænker paa —

Dr. Qvam stod lidt:

– Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.

Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.

Lidt efter sagde hun:

– Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden?

Qvam fløjtede:

– Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.

Han tav lidt:

– Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.

– De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.

– Naa, sagde Qvam: Herren véd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa et Galehus og mest ved at tænke paa dem, der ikke spærres inde….

* * * * *

Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen, og Karl kom ud:

– Saa, nu Sjalet ned om Ørene – —

Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa Tæerne for at faa Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned over Ansigtet.

– Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mens Ida blev ved at gaa paa strakte Fødder:

– Saa. De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede:

– Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.

– Hvorfor?

Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.

De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren.

– Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.

– Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der aabnede Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han kom tilbage.

– De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod paa Bordet.

– Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.

– Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.

Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Øjne op paa ham, mens hun paa én Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad hun dog fornam.

– Det er Marinens Madeira, sagde Karl.

De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og Ida bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:

– Her er rart, sagde Karl.

– Ja.

Ida laa nede paa Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men paa én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke – og hun saá sig om, nedefra, og pegede paa Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor: -Det har hun ikke med, sagde hun.

– Nej, sagde Karl og løftede hende op, men Ida rev sig løs og tog Klædet fra Brædtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas Du paa, sagde Karl, der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Haar, mens hun holdt op at kniple, og hun sagde, med lukkede Øjne, saa sagte, at det lige kunde høres og ikke mer:

– Iaften gifter vi os.

Karl saá op i hendes Øjne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end det, der var i hendes – og det havde givet det samme lille, umærkelige Ryk i ham som før – :

– Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun – og hendes Hage løftedes fra hans Haar.

– Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte hende Glasset op over sit Hoved – som hun tog og ikke rørte.

– Der har vi s'gu Tegningerne … Karl fik pludselig Øje paa Pakken paa Marmorbordet i Hjørnet.

– Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde sagt.

– Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu se dem.

– Nej, hvor kommer de fra?

Ida var lige saa hurtigt derhenne.

– Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.

– Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.

De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i Sofaen ved Siden af hinanden:

– Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et være.

– Aa, der er Taarne, sagde Ida.

– Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar Du bare ser et Taarn. Det var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.

Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.

– Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Bræstrup.

– De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.

De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førte Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne paa Planens Fod: Det var Dagligstuen – to Dagligstuer – og det var Theværelset….

– Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.

– Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.

Og dér var Billardet – i Taarnet.

– Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt efter Middagen.

Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmaalte Værelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte Vægge – Spejlglas gennem det Hele….

– Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.

Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.

– Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saá hen over de mange Rum: Men vi vil ikke kende det igen.

Karl blev ved at maale og studere:

– Ja, indvendig er det godt (han smækkede med Tungen) det er s'gu godt. -Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans Skulder: de har jo Pengene …

Karl nikkede og saá fra Planen op i Lampen:

– Ja, sagde han.

Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:

– Det var os, der skulde haft det, sagde han saa.

Pludselig smilede Ida:

– Ja; og ogsaa hun saá ind i Lampelyset.

– For det var da det, man var født til, sagde Karl.

– Ja, Du….

– Du ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.

Han tog den næste Plan. Det var alle Soveværelserne med Toiletværelser, og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet paa Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.

– Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig….

– Og seks Gæsteværelser….

Han talte dem op:

– Med Bad til hvert.

Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var gaaet i Skole hos ham:

– Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Haaret: Hun er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til….

Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge med i alle de mange Rum.

– Ja, de faar det dejligt, sagde hun.

– Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var den næste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.

Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i England til de store Væddeløbere.

Ida beundrede i Stilhed – hun forstod sig nu ikke paa Stalde – og mens hun saá hen over Planen, sagde hun pludselig:

– Det er dog godt, at Fa´r er død.

Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.

– Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle….

Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske Staldbygninger.

Ida havde rejst sig, og paa én Gang sagde hun – og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt derpaa – :

– Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.

– Hvad vil Du?

– Ja, jeg vil leje en Lejlighed —

Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed….

– Hvor? sagde Karl bare.

Og paa én Gang vidste Ida, hvor det skulde være: i Ole Suhrsgade, for det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire Værelser; hun havde altid tænkt det, saadan en Lejlighed som Kristensens.

Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.

– Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.

Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne.

– Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Haanden. Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.

– Og saa kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.

Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.

– Du, Pus, sagde han, og han saá op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan Du blive?

Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.

Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der, hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.

– Og saa vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.

Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.

– Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.

De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saá over paa Ida, der sad lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhøjt:

– Det maa være fælt at sidde saadan og vaage….

Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:

– Nej, ikke nu….

Hun tav et Øjeblik:

– For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.

Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende. Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hænderne, ganske ømt (og helt inde i sig tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun kyssede hans Kind.

– Gaar Du saa? hviskede han.

Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte aabnes og lukkes.

– Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.

– Ja, hviskede hun.

Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.

– Er Du bange, Pus?

– Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.

Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.

Karl var utidig.

– Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.

Det gjorde han saa kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.

– Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.

– Naa, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden vilde op.

Karl drev tilbage.

Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.

Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet:

– Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med Hovedet paa sin Pude. —

Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade Portner og Portører. Oppe paa Værelset lagde hun sig paa sin Seng.

– Jo – nu vilde hun ha'e Lejligheden … og saa vilde hun aldrig mere derhjem – Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.

… Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.

Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.

Portøren purrede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.

– Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.

– Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:

– Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.

Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:

– Hvorfor skulde jeg ikke med?

Og Ida gentog:

– Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer….

Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet.

Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.

– Her er mat, sagde han.

– Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne.

Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.

Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte paa Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.

– Gaar De ud i dette Vejr? sagde Qvam.

– Ach, Frøken Petersen skulde i "Udsalg".

– Aa, sagde Ida, der bag Køkkendøren laa ned paa Knæ for at hjælpe, pludselig med en høj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var Møbelstoffer.

Qvam løftede rask Hovedet:

– Skal De giftes? sagde han.

– Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.

Qvam satte ned fra Bordet.

– Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.

Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage mod Bertelsen.

– Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.

– Ja.

– Godmorgen.

Qvam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor det skulde være og naar hun havde bestemt det.

– Aa, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge, fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt paa – og hun troede selv, hun havde tænkt det længe.

– Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk paa Møblerne, sagde hun.

Bertelsen løftede pludselig Hovedet:

– Naar kommer hun? spurgte han.

– Klokken elve, Bertelsen.

Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.

– Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.

Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile.

– Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.

Frøken Petersen var borte – Nyheden havde hun med sig til Spredning – og Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken.

– Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.

– Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit "Hjem".

Det slog to døvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Saa flyttede han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var fortæret, og Hatten – en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt Klæde – tegnede sig mod den graa Væg.

Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob …

Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i Stuen og saa løb ud i Køkkenet.

– Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje Lejlighed.

I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele, og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhaanden som hun talte; ogsaa Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.

– Men, lille Jakob, lille Jakob.

– Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig.

Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:

– Er hun her for at sige Farvel?

– Ja, den Stakkel.

Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs.

– Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne.

Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.

– Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.

Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet – for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre:

– Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt, til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre: han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var forbi for ham ligesom for hans Brødre.

Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:

– Ligesom for hans Brødre.

– Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.

Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun:

– Og saa er det Ens egen Skyld —

De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?

– Og saa er det Ens egen Skyld….

Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren fra "A" stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.

Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til Gangen.

– Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saá ind paa "Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.

– Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til "Salen" og gik.

– Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.

Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er vist alligevel gal, tænkte Ida.)

– Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.

Det blev Skumring.

Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk, udmalende alting, saa det og saa det.

Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt afbrudt, om det samme.

– Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.

Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne. Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.

– Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.

De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud – i Mørket.

– Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.

Hun tav lidt igen.

– Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.

Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.

– Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.

Ida gøs uvilkaarligt.

– Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.

Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken Petersens Dør.

Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op.

– Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.

– For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat paa Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for Lyset at udrede af Konduktør Andersen.

Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.

Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:

– Naa, De vil bo privat, hører jeg; naar skal der lyses?

Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:

– Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.

Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:

– Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa pludselig og nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen rystede i Idas Haand.

Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.

– Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.

Det havde Ida slet ikke tænkt paa.

– Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift.

Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.

– Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.

Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:

– Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa Kløer.

– Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.

Øverud sagde paa sit Fynsk: