Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 12

– Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm … det var saa kønt og saa rart køligt at sidde paa – efter en Middag.

… Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv, hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig gav hun sig til at skrive til Karl:

"… Men Du maa ikke være vred, hører Du, det maa Du ikke – for det, Du véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan Du ikke forstaa det? Men jeg vil jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden – men Du maa ikke være vred, min egen, egen Ven – vil Du vel?"….

Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte Brevet.

Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, far han aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han sig med Pisken over Laarene:

– Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hver Ting.

Kate var allerede i Sadlen, da han kom.

– Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.

Karl skød Læberne frem:

– Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.

Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i Frisérkaabe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.

* * * * *

Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru v. Eichbaum:

Kære Emilie!

Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus staar nu som blæst og venter kun paa Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen saa bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for sig kønne i Farven, hvad jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde sidde.

Ved Desserten brød de Unge op – Karl havde Kate – og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny. Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted, hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame. Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det jo naturligt, at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider. Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast, vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed. Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa Hovedbygningen paa Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa Planerne, men Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, Du véd, som var til Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder Guld om Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg, for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og underlig gammel. Men hun er vel ogsaa snart i de Aar, hvor unge Piger bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, saa jeg tilsidst lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa jeg havde ham inde til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, saa det er der jo ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben. Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med Praksis) at det maa vel være en Slags Lammelse – og det er da intet Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de Sindsbevægelser. Her hilser alle.

Din trofaste Søster Lotte.

P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme, nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter Chocoladen.

Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:

Kære Charlotte.

Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde (jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg mener som saa, det er bedst, at hun først kommer hjem, naar hun er i den fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel, en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en Slags Salve eller saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder vi dog om Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstaa, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde dem ud. Du véd, jeg mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok trætte af at græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været hjemme en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde ogsaa Brev fra Anna, hun er paa Rejser tit lidt generende med sine mange Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting maa jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man faa Idéer, som næsten forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vaagne om Natten i Sved ved Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man aabner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo blive hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget Tapetpapir paa Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis Du saá hende, kunde Du maaske spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo vide det, da hun er fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, naar Du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge, og hernede er ikke dyrt, naar man lever med en fornuftig Økonomi. Bed Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer det. Det pressede Fløjl taber sig saa let i Solen nu, hvor den begynder at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa Gaden) mod Syd som det er. Tak Vilhelmine for Billedet – ja, Kate har jo ganske hendes Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.

Din hengivne Søster

Mille.

P.S. Maaske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl, at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker. Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den er jo drøjere end den fra Cloetta.

* * * * *

Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet.

– Nej, han var der ikke – ikke endnu.

Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen:

– Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.

Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at servere, naar "den Herre" var kommen.

– Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo. Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:

– Optaget, raabte hun.

– Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre Opvarter, som allerede havde set dem, raabte ved Buffet'en:

– The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg….

– Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.

– Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvor Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.

– Her er nok travlt, sagde hun.

– Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de skrumpne Hænder, saa Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov, vi maa ikke klage….

Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid, naar hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:

– Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i Forretningen.

– Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale.

– Vejret er saa smukt, sagde hun.

– Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.

Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud:

– Saa venter vi en lille Stund.

Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:

– Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.

Der lød to Slag paa Døren, og hun fløj op.

– Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.

– Er Du her, sagde han.

– Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde – det kom maaske lidt pludseligt og lidt for muntert – :

– Knuth var s'gu ogsaa sulten.

Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken. Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene:

– Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.

Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:

– Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.

Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.

– Naa, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det gaar nok over … Ta' Tøjet af.

Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saá Buffetdamens Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:

– Frøken, vi bli'er tre … og hun blev staaende der og talte og lo, muntert, uden Tanker – til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.

Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som Knuth drejede rundt om sit Haandled.

– Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.

Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.

– Er der ikke Bagværk, sagde han – han talte i en Tone, som vilde han kæle for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det – : For Frøken Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.

Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.

– Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han, stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled, men Ida tog Haanden bort.

– Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk.

– Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen.

Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:

– Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.

Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.

– Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.

Ida havde ikke rørt sig, men paa én Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:

– Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget.

– Pus, Pus, Pus.

Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte:

– Pus, Pus.

Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.

Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.

– Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.

Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:

– Han er saa elskværdig, sagde hun.

Karl lo:

– Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte.

Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.

Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:

– Vi ler af Dem, Knuth.

– Og af hvad? sagde Knuth.

– "Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde: Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak, Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende Benene fra sig:

– Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.

Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"….

Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien … Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.

Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.

– Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden … vi var der om Aftenen … Olivia og jeg.

– Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.

Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme, og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saá de tørre og solbagte Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:

– Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.

Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.

Saa sagde han:

– De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.

Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:

– Men vi kom ikke til Marselisborg.

Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde:

– Jo, vi kom der jo ofte – fra Garnisonen.

Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saá veltilfreds, med Øjnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand mod Solen; hun blev som altid saa ungpigeagtig køn, naar hun talte om Francks.

Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene smilede:

– Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie.

Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasætninger i Karls Tale paa det sidste), men saa smilede hun igen, lykkelig foran Karls Øjne, der "tog" hende, og hun løftede sit Glas og nippede til det, med sine Øjne i hans.

Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom pludseligt, næsten sørgmodigt:

– Hvor det dog er længe siden.

Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han skød Røgen ud gennem Næsen:

– Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.

Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:

– Hvor mon man er i den næste Ferie?

Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:

– Ja, Fanden véd….

Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, naar han pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse.

Ogsaa Karl stod op.

– Naa – allez-y, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth – maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham – :

– Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven.

Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne:

– Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.

Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Øjeblik holdt han Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig øm, da han saa Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.

– Ja.

Hun støttede sig til ham.

– Naar Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det bævede lidt i hendes Mundvige:

– For det er saa svært at gaa ud af den Dør, naar man har ventet her alene.

Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde kun, saa meget blødt:

– Tak for idag, Pus.

Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans Hals:

– Du, Du….

Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var bleg, det saá man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede sagte, sagde glad:

– Nu ku' vi se Lejligheden.

Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:

– For Frøken Brandt har lejet Lejlighed … nu ka' vi gaa derop.

– Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa Karl saá, helt forbavset, hen paa hende:

– Naa, ja, saa la'er vi vær'.

Lidt efter skiltes de.

– Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.

Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og Knuth gik og tyggede paa sin Stok.

– De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten saa.

Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:

– Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.

Karl gik lidt, før han sagde:

– Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tøvende Eftertryk paa "ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:

– Men De er s'gu en Drømmer, Knuth … Og en kvindetilbedende Person.

Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.

– Ja, hvad er der andet? sagde han.

– Der er s'gu ogsaa Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og derfor maa man regne den ud – desværre.

Knuth gik og saá ud for sig.

– Ja, sagde han: man regner jo nok – men jeg véd ikke, undertiden synes jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.

– Er De ogsaa Filosof? sagde Karl sløvt.

Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme Tone:

– Men man skulde være gaaet ind i Marinen.

Og lidt efter:

– For saa kunde man idetmindste være taget til Siam.

Og der slaas de.

– De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han standsede paa Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:

– Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.

– Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.

Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke paa alt Klatpapiret:

– Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.

Paa én Gang kom han til at smile. Han tænkte paa Knuth:

– Han ser s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til Kæresten.

Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida, saa stærk, som ikke paa længe.

… Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af. Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun maatte tage fat. Men paa én Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler, hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede til det nye og brede Leje – græd hun og græd hun.

… Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed – ogsaa nu.

Ida stod med Armene om hans Hals.

– Hvor skal Du være iaften? sagde hun.

– Hjemme.

Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.

– Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.

Saa gik han.

Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.

Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:

– Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.

Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa "A". Nu maatte Professoren dog vist snart bestemme sig:

– Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige mange, der skriver et T for et F.

Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:

– Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.

Frøken Kjær sagde, mens hun saá ind i Gasflammen over Bordet:

– Nej, ikke det … men der er noget over ham, som gik han og vidste, at vi alligevel allesammen maatte løbe lige i Gabet paa ham.

Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:

– Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af 'et. Men jeg bruger Søvand i en Flaske.

Ida gik til sin Nattevagt.

* * * * *

Julius aabnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden steg ud.

Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i en Sofa.

– Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.

Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Taarer i Øjnene, sagde, at hun havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen, Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.

Hun tænkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.

– Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke være.

– Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa først og sidst lade som der intet er passeret.

Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers Handsker opefter Haandledet, saa man saá hele Formen af Neglene.

– Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog paa hende.

Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald:

– Men kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.

Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et Vejr – man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske Undertrøje….

Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm (og hun satte sig) idag møder vi….

Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som naar hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt sig Stuens Bredde fra dens Beboere.

Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde faaet, og Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa Væggene og sagde:

– Kære Venner, hvor her er uhyggeligt … det er, som ventede man i et Kriminalkammer.

– Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By som København.

De tav igen, og pludselig saá de Kate og Karl, der var i Ridedragter, ude paa Perronen foran Glasdøren.

– Dér har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.

Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:

– Voila l'Eglise triomphante, sagde hun og skød Læberne frem; hun havde faaet den Vane efter Karl.

– Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i Ridebukserne, mens de slentrede videre.

Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.

– Jeg vil skam se dem, sagde hun.

Hun vilde ind, men Døren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hæren rykker jo herud.

Karl, der ogsaa stod og saá ind mod Tanterne, lo højt.

De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo de begge i glad Fortrolighed af Familien.

Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt paa Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.

– Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med Redningsbæltet og med Landgangen.

– Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.

De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede Damer og Herrer samlede sig ved Dørene – ved Fannys ikke, hun havde en Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig, saa der blev et tomt Rum i hendes Nærhed. Konduktørerne slog Portene op.

– Dér er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gaa frem foran en Front.

Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen vilde gøre rolig:

– Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.

De var alle gaaede over mod Døren.

– Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?

Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør sagde hun til Generalinden:

– Vi bør være sammen … Hvor er de Unge?

– Her er Kavalleriet, sagde Karl.

Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle fra Landetaten.

Folk trængte sig frem paa Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet og, halvbefippet, saá Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.

– Ser Du dem?

– Ser I dem?

Sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er Du her, sagde Admiralinden.

Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun. Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede de første Klasses Kupéer gennem sit Glas.

– Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som vilde have Datteren hos sig.

– Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa saá de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupé.

De ventede allesammen paa det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier vidste ikke, at to store Taarer løb hende ned ad Kinderne.

– Saa, hviskede Kate til Karl.

– I venter da ikke Aline? lød det saa højt fra Fru von Eichbaum i Kupéen. De var alle begyndt at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine Hænder, og Toget holdt.

– Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med Feddersen.

Kate havde drejet sig om paa Hælen: Quelle blague, sagde hun til Karl: Filippine.

– Den gælder ikke.

– Saa? pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.

Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet; Generalinden gav sig paa én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu….